Tanker på en øv-dag

Igen triller tårerne ned af mine kinder, igen er hovedet fuld af forkerte tanker, forbudte tanker. Hvorfor skulle jeg for tre år siden i dag få en ny chance i livet, hvorfor kunne jeg ikke bare være død, den eftermiddag? Hvorfor var det lige mig der skulle rammes af den ældre mand, der valgte at køre ud for ubetinget vigepligt ud på en stærk trafikeret vej og ramme netop mig? Det er den tanke, der kører rundt i hovedet om og om igen. Allerede i går morges var tankerne der… og igen i går aftes, da jeg skulle sove… hvorfor, hvorfor?

Ja, jeg skulle nok bare tage en tudekiks og komme videre, nu hvor jeg jo slap billigt fra ulykken, ja… jeg slap uden synlige skader, men de usynlige skader er der hver dag… Smerterne i nakken, ømheden i ryggen og de psykiske sår, der gang på gang springer op, og som har svære og svære ved at hele hver gang de springer op. Følsomheden overfor larm, stressen når jeg kører steder med tæt trafik, har svært ved at være sammen med andre, ensomheden, tomheden og tavsheden, hovedpinen, koncentrationsbesværet, hukommelsesbesværet, den manglende lyst til at spise og de daglige smerter… ja, de fysiske dem kan jeg klare, de kan for det meste repareres, men de psykiske smerter, PTSD’en og alt det andet, er de værste. De smerter har, får jeg en slags plaster på, når det er værst. Nogen gange går der længe uden at de sår springer op, mens andre gange kan sårene knap nå at hele før de springer op igen. Udadtil ser jeg glad ud, men inderst inde er alt sort og kaos.

Folk siger, at de forstår, måske… men det er ikke alt jeg siger, for jeg kan ikke sætte ord på, og skrive – det er lige så svært. Der er mange der gør et stort stykke arbejde for at hjælpe mig til en bedre dagligdag, det er jeg meget taknemlig overfor, men jeg har svært ved at tage i mod den hjælp, jeg vil bare klare mig selv. Men ved også, at uden deres hjælp, så var jeg nok ikke i live i dag. Jeg er ikke utaknemmelig, jeg har det bare svært ved bare at tage i mod hjælp, jeg vil klare mig selv – men ved også at det er en umulig drøm… Jeg kan jo ikke en gang finde et arbejde, eller bare passe det jeg havde, hvordan skal jeg nogensinde tro på at en fremtidig løsning bliver en succes, hvem vil overhovedet have en som mig… Jeg tror ikke på fremtiden mere, og den tro har været væk længe. Jeg kan jo ikke en gang komme til denne dato uden at hele korthuset vælter.

Der er bare noget som jeg ikke forstår… der er mange ting jeg ikke forstår… men hvordan f….n kan det være, at når jeg er på tur eller er ude at rejse, så er jeg rolig, ingen negative tanker, men så snart jeg nærmer mig hjemme, så kommer alle de negative tanker og den daglige tummerum tilbage. Dog får jeg en smule frihed når jeg skriver, så kan jeg flygte lidt væk fra det hele, men det er der sgu nok ingen fremtid i eller penge i så jeg kan være uafhængig af systemet, for det ved jeg, at jeg aldrig bliver fri af. Drømme og håbe tør jeg ikke, for både drømme og håb er gang på gang blevet knust.

Jeg har ikke skrevet alle disse ord for at få medlidenhed, ynk, trøst eller opmærksomhed. Jeg skriver for at få luft, og for at få ro i en kaotisk hjerne. Og jeg er total kold i r.ven, hvis der er nogen der mener, at jeg burde lade være med at skrive, nu hvor jeg ikke kan finde ud at sætte korrekte kommaer eller skriver elendigt… Så LAD vær med at læse, hvad jeg skriver, jeg skriver for at give mig selv indre fred og ro. Ja, jeg kunne også bare lade være med at poste det jeg skriver. Gu’ vil jeg ej… Jeg har ret til at poste, lige nøjagtigt hvad jeg vil. Men nogen gange kunne jeg bare godt tænke mig, at der blev tænkt over hvad der bliver delt på de sociale medier, som Facebook… for sådan én som jeg får flashbacks når der postes billeder af smadrede biler og ulykker…

Mit liv er fyldt af gode dage og dårlige dage, og i dag er bare en af de rigtigt dårlige. En dag, hvor jeg allermest bare har lyst til at grave mig langt ned under dynen med gardinerne trukket for og telefon, computer og iPad slukket, men på den anden side er det jo synd at lukke solen ude, nu hvor den er så venlig at stå op. Men på den anden side, så ville det være rart, hvis jeg bare kunne sove fra det hele, for så at blive vækket den dag, hvor de psykiske sår er helet og aldrig mere vil springe op… Drømmetænkning… Måske kunne jeg gå til dronningen og spørge om hun kunne lave en lov, hvor den 10. april og lige de første dage derefter bliver slettet for al evighed… F.CK jeg hader denne dag!!!!

Men hvis jeg var død den eftermiddag for tre år siden, så ville der være mange ting, gode ting, som jeg ville være gået glip af. Men på den anden side, så havde jeg også sluppet fri for de psykiske skader der er fulgt efter. Jeg ved ikke, hvor jeg snart til finde kræfterne til at kæmpe med. Forestil jer et liv, der blev ændret på et splitsekund. Mit liv kan bedst betegnes som et puslespil med 5.000 brikker, desværre passer de 3.000 bare ikke sammen med de andre.

Mange hilsner fra
Dagens pessimist

Advertisement

Cirkus Sygehus

Hmmm… ja… ved ikke om jeg skal le, græde, være lettet eller… ja eller hvad… jeg går for tiden til en masse behandlinger hos en kiropraktor for at få mindsket smerter/gener i venstre arm. I går var jeg så til røntgenundersøgelse på sygehuset, og i dag kom svaret så… der er heldigvis ikke brækket noget eller noget der havde forskubbet sig i albuen, men… men… muskulaturen rundt omkring albueleddet er fortsat rigtig øm, så røntgenklinikken har så anbefalet at jeg skal til en videreudredning hos ortopædkirurgerne og en forhåbentlig scanning, men… men… kiropraktoren kan ikke skrive den henvisning det er kun min læge der kan det, og hun er på ferie i et par uger endnu… så lige nu er jeg noget frustreret, ja… kan godt ringe til en anden læge, men ved ikke om den læge så kan lave henvisningen selvom sygehuset har skrevet en anbefaling at det er det næste skridt bør være… Øv, jeg gider ikke de uduelige sygehuse og den ene undersøgelse efter den anden for så til sidst at få at vide, at de ikke kan hjælpe mig… AAAAAAAAAAAAAAAAARRRRRRRRHHHHH!!!!!! Måske skulle jeg bare smadre min albue, så de bliver nødt til at gøre noget nu og ikke om flere måneder, jeg er træt af det hele lige nu og cirkus sygehus, ved ikke hvad jeg skal nu… har ikke kræfter til flere undersøgelser

tanker

Efter mange lange ugers venten, så var jeg endelig til undersøgelse på sygehuset i fredags. Jeg troede at jeg var sluppet billigt fra ulykken i april med blå mærker og chok, men det ser ud til at jeg måske har fået ødelagt nogle nerver i albuen, da airbaggen i sædet blev udløst ved sammenstødet. Nu venter en ENG (ElektroNeuroGrafi) undersøgelse om 2-3 uger, herefter får jeg at vide om jeg skal under kniven igen. 

Jeg skriver til sagsbehandleren på kommunen efter turen til sygehuset, de ringede i dag, det lød nærmest som om kommunen var mere interesserede i at få mig i gang med et eller andet og helst i går, men de ved bare ikke hvad, men accepterede så til sidst at det vidst var bedst at vente til at der var afklaring fra sygehuset. Og så bliver der spurgt om en masse, som jeg allerede har fortalt en gang for fire uger siden, det bliver jeg irriteret over for det blev skrevet ned den gang, og nu spørger den samme sagsbehandler om de samme ting igen, og her er et godt råd til dem LÆS PAPIRERNE INDEN I RINGER NÆSTE GANG!

Intet nyt

intet nyt må være godt nyt… plejer man at sige. Tja… det kan man vel også sige i dette tilfælde, og dog for der er intet godt nyt at berette om. Der er så mange ting der skal ordnes, men får jeg gjort noget herhjemme, næ ikke det mindste. Tiden går med at få udfyldt papirer til kommunen og forsikringen efter ulykken i april. Lidt positivt er der dog, og det er at forsikringspapirerne nu er færdige, og det er på plads, nu er der bare al den snak med kommunen om og om igen, og det hænger mig langt ud af halsen, og nu langt om længe har jeg fået ‘hul’ igennem til en sagsbehandler, så nu må jeg se om de gider at høre på, hvad jeg har at sige, men der er ihvertfald et møde med dem i næste uge… hvis de ikke aflyser i sidste øjeblik som de plejer. Men jeg har forberedt mig lidt på mødet, så nu må jeg se, hvad de siger til det jeg har skrevet ned. Håber bare at jeg så kan huske, hvad meningen bag ordene er, for hukommelsen er ikke alt for god, især ikke korttidshukommelsen.

Jo, jeg vil gerne arbejde… men der er bare ingen arbejde at få, og jeg er godt træt af at blive trådt på, når man kommer i deres nytteløse praktikker, virksomhederne vil gerne have mig, hvis de kan få mig gratis og så træde på mig bagefter, når jeg har udført 4 ugers arbejde gratis. Siger en ting til mig og en anden ting til jobcentret.

Nej, der er intet sjovt her, hovedpine, koncentrationsbesvær, og på kanten af opgivenhed (hvis sådan et ord findes), med andre ord så er jeg ved at opgive at få et job nogensinde og miste troen på at jeg er god nok. Den eneste der vil høre på det jeg siger, er den person som jeg betaler for at høre på mig hver 14. dag. dem jeg troede jeg kendte, hører jeg ikke fra og andre har meldt ud at de rent faktisk ikke gider at høre på hvad jeg har af rod i mit kedelige liv. Fuck jeg er træt af det hele lige nu.

Jeg har mange ideer, men tør ikke springe ud i det, for der er nok ingen der gider at læse, det jeg skriver, vil gerne udgive rejsebøger skrive rejseoplevelser til blade og magasiner, vil gerne fotografere til rejsebureauer, turistkontorer, brochurer mv. men jeg er ikke journalist eller fotograf, så jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, nej jeg er bare en dum amatør, som laver et kedeligt stykke arbejde…

Lidt nyt

Tjaaa… jeg må ærligt indrømme, at der ikke er meget nyt at berette om. Mine dage går med at skrive den ene ansøgning efter den anden, men til hvilken nytte? Jobmarkedet er bundfrossent og på trods af jeg får ros for at gøre noget ud af mine ansøgninger så giver det ingen jobs, det er ved at være godt frustrerende, ved snart ikke hvor jeg skal søge mere. I morgen fredag skal jeg ovenikøbet til en såkaldt ‘rundbordssamtale’ på jobcentret, de vil gerne drøfte min situation og fagforvirringen skal også deltage, og de mener at meningen med mødet er at de jo gerne vil hjælpe… tror de selv på det? Jeg gør ikke, hvorfor vil de gerne hjælpe mig nu, de ville ikke hjælpe mig, da jeg blev raskmeldt i september 2011, oh jo, med en virksomhedskonsulent der ikke lige helt var så god til at lytte. Så det er absolut ikke et møde jeg ser frem til. Ih, jo, jeg vil enormt gerne arbejde, søger bredt også geografisk, men nej, nej og atter nej…

Hm, nok om min frustrerende jobsituation… jeg er nu ved at være på toppen igen efter først at være indblandet i en mindre bilulykke, hvor jeg blev ramt bagfra ved et kryds, hvor jeg stoppede for gult, har bøvlet lidt med hovedpine, ondt i nakken og den nederste del af ryggen, men har været til lægetjek, der var intet… nå men bilen er lavet igen og jeg slap helskinnet gennem ulykken. Et par dage efter ulykken måtte jeg så kravle under dynen med en omgang influenza, som er ved at slippe sit tag i mig, har nu kun lidt hoste og et mega forkølelsessår.