Koporal Conrad Schumann

Øh…. hvem? Ja, måske skulle man bare kalde indlægget ’Soldaten der hopper over pigtråden til frihed i vesten’, for mange kender billedet af en soldat der springer over pigtråden i de første dage af Berlinmurens levetid.

Soldaten hed oprindelig Hans Conrad Schumann (28. maj 1942 i Riesa – 20. juni 1998 i Kipfenberg) var en af de mest kendte republikflygtninge fra det kommunistiske DDR. Schumann var blevet tvangsrekrutteret til Bereitschaftspolizei – Beredskabspolitiet. Efter tre måneders træning i Dresden blev han kommanderet til underofficersskolen i Potsdam, hvor efter han meldte sig til tjeneste i Berlin. Han var 1 ud af ca. 4.000 frivillige fra provinsen der havde meldt sig for at gøre tjeneste i Berlin.

Han var 15. august 1961 – 19 år gammel – vagt ved den af kommunistregimet netop påbegyndte Berlinmur på hjørnet af Ruppinerstraße og Bernauerstraße i den franske sektor. Muren bestod på dette tidlige stadium blot af et lavt pigtrådshegn. Han kunne ikke skjule sin usikkerhed. Tvivlen og ubeslutsomheden stod malet i hans ansigt og på et tidspunkt stoppede nogle på den anden side at nedgøre ham og opfordrede ham til at desertere. På et tidspunkt kom en vestberlinsk politibil forbi og holdt stille med bagdøren åben og motoren kørende i høje omdrejninger.

Pludselig smed Schumann sin cigaret fra sig og spurtede i retning af pigtråden. Da han nåede pigtråden kastede han sit våben fra sig og sprang over på den anden side og ind i Vestberlin, hvor han i høj hastighed blev kørt bort af den ventende politibil. Billedet der efterfølgende blev verdensberømt blev foreviget af en ung fotojournalist fra Hamburg Peter Leibing, og viser Schumann der springer koncentreret over pigtråden med hjelm og langskaftede læderstøvler. Inden for få timer var billederne på forsien af Bild, og billederne blev nogle af de mest berømte billeder fra den kolde krig.

Schumann har senere udtalt, at han ikke ville skyde nogen. Årsagen til han hoppede af, var det for at undgå et moralsk dilemma. Schumann var den første af 9 grænsevagter der deserterede i løbet af de første 36 timer efter grænselukningen. Senere slog Schmuann sig ned i Ingolstadt i Bayern, blev gift med en vesttysk kvinde og fik en søn. Han blev maskinmester hos Audi i Ingolstadt, en arbejdsplads hvor han var i næsten 20 år.

Efter Berlinmurens fald udtalte han, at han “først efter 9. november 1989 har jeg følt mig virkelig fri”. Men alligevel frygtede han repressalier, hvis han tog til Sachsen for at besøge sin familie, som han ikke havde set i 28 år. I årene efter plagedes Schumann dog af en slem skyldfølelse for at have forladt familien og kollegerne i Øst. Men på trods af det så tog han alligevel af sted for at besøge sine venner og slægtninge i den tidligere hjemby mellem Dresden og Leipzig. Man skulle tro, at det var en glædelig begivenhed, men det var det ikke, for han fandt ud af, at han egentlig ikke var særlig velkommen.

Han var blevet portrætteret i DDR som den arketypiske forræder, imperialisternes nikkedukke. Disse beskyldninger havde Schumann mod sig, eftersom han ikke kunne etablere kontakt med de venner og kammerater fra ungdommen, som han havde ladt bag sig, da han hoppede af til vesten. Og med sin ’desertering’ var han blevet udelukket fra at blive en af dem igen, og der var ingen vej tilbage. Efter længere tids depression begik han selvmord i sin have i 1998, af ’familiære grunde’ forlød det.

Advertisement

Berlinmuren

Berlinmuren – en delt verden 1961-1989, skrevet af Frederick Taylor på forlaget Peoples Press.

Bogen er en tankevækkende fortælling på ca. 478 sider om den kyniske koldkrigermentalitet.

Muren var et produkt af, og om de menneskeskæbner, den beseglede. Den britiske historiker Frederick Taylor beretter om Berlin i Murens skygge – om DDR-bossernes menneskefjendske forsøg på at holde sammen på det kommunistiske Tyskland og om DDR-borgernes desperate og spektakulære flugtforsøg – de vellykkede såvel som de tragiske.

Det er en lidt tung bog at komme i gang med, men ganske spændende, hvis man ønsker at vide mere omkring Berlinmuren, og hvordan det var at leve med delingen af Berlin fra 1961-1989.

Berlin

Sad lige og forsøgte at følge lidt op på de sidste par dages begivenheder ude i verden, og stødte på nogle billedserie omkring Berlinmurens fald, 20-årsdagen, billeder der siger en hel del, se mere her:

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-26327012/page-1.html

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-26251590/page-1.html

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-26324659/page-1.html

9. november 1989

Nej, jeg har ikke problemer med hvilket år jeg befinder mig i, men i dag er det præcis 20 år siden Berlinmuren faldt. I disse dage er der mange tv-udsendelser omkring dagene før og efter murens fald. Og hvis jeg skal sige min ærlige mening, ja… så havde jeg ikke siddet her ved min pc’er i dag, men derimod stået i hjertet af den by som jeg holder meget af og deltaget i de mange arrangementer der er i forbindelse med jubilæet. Men desværre så er jeg nødt til at sidde herhjemme og se det hele i tv, der er mange faktorer der spiller ind, hvorfor jeg ikke står i Berlin i disse dage som jeg ikke lige vil ind på her.

Jeg var heldig at komme til Berlin for første gang i april 1991, og har siden været der yderligere 4 gange, og jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig havde troet at den grå by jeg så første gang i 1991 nogen sinde ville rejse sig, men det har den og ændrer sig fra gang til gang. Jeg håber, at jeg snart kan komme der ned igen.

Hjemme igen

Berlin - december 2007

Så er jeg hjemme i Danmark igen, ja… det har jeg været siden torsdag aften. Men der har bare været så meget i går og i dag der skulle klares efter at have været udenlands.

Jeg har endnu ikke fået uploaded nogle billeder hertil endnu, så billedet her er fra sidste år, men bygningen – Karstadt på Kurfürstendamm – var udsmykket på nøjagtig samme måde. Men der blev taget mange andre billeder. Var blandt andet ude på Bernauer Strasse, hvor murens første pigstråd blev rullet ud den 13. august 1961, men mere om det senere.

Berlin – del 10

Straffeprocesser mod DDR-ledere

Retssagerne mod de ansvarlige for muren foregik frem til efteråret 2004. De anklagede var DDR’s regeringschefer Erich Honecker og Egon Krenz, medlemmerne af det nationale forsvarsråd Erich Mielke, Willi Stoph, Heinz Keßler, Fritz Streletz og Hans Albrecht, SED-lokalrådslederen von Suhl samt flere generaler, deriblant chefen for grænsetropperne (1979-90) generaloberst Klaus-Dieter Baumbarten. De anklagede vagter tilhørte DDR’s nationale folkearmé eller grænsetropperne. I alt blev 11 personer idømt fængselsstraffe, 44 betingede straffe og 35 blev frikendt. Blandt dem, som blev idømt fængselsstraffe på indtil 7,5 år, var Krenz, Albrecht, Streletz, Keßler og Baumgarten. I 2004 blev de tidligere politbureaumedlemmer Hans-Joachim Böhme og Werner Lorenz idømt betingede straffe. Den sidste proces mod en murvagt blev afsluttet 9. november 2004, på dagen 15 år efter murens fald, og endte med domfældelse.

 

Mindesmærker

Mindesmærket for murens ofre, som blev demonteret i 2005

Ved siden af mindre kors eller andre mindesmærker for dræbte flygtninge, ofte sat op på privat initiativ, findes det flere større mindesmærker og museer, deriblandt et murmuseum i Haus am Checkpoint Charlie, åbnet i 1963. Foreningen, som driver museet, byggede også et mindesmærke kaldet Frihedsmindesmærket, som bestod af 120 originale murdele og 1067 kors til minde om murofrene. Det lå ved siden af murmuseet og i umiddelbar nærhed af Checkpoint Charlie. Mindesmærket blev indviet i 2004, men allerede året efter blev det, efter omfattende offentlig diskussion, demonteret af myndighederne, fordi lejekontrakten for tomten, hvor det lå, var udløbet, og også fordi der ikke var givet nogen permanent tilladelse til opførelsen af mindesmærket.

Det offentlige mindesmærke, Gedenkstätte Berliner Mauer, ligger i Bernauer Strasse sammen med Dokumentationszentrum Berliner Mauer og Kapelle der Versöhnung.

Berlin – del 9

Krydsning af muren

Der var 8 poster, hvor man kunne krydse muren, og Checkpoint Charlie i dag er den mest kendte. Checkpoint Charlie var dengang kendt som Friedrichstraße, og den kunne kun bruges af allieret personel og ikke-tyske borgere.

 

Politisk og symbolsk betydning

Berlinmuren blev det tydeligste symbol på delingen af Europa i en demokratisk og en kommunistisk del under den kolde krig. Mellem 1961 og 1989 flygtede over 5.000 fra øst til vest (5.-13. august 1961 registrerede 15.070 sig som flygtninge i Vestberlin). Lidt over 3.200 blev arresteret for flugtforsøg, mens måske så mange som 1.000 blev dræbt under flugtforsøg. Berlins myndigheder opgiver tallene som usikre. Mange familier blev splittet af muren, og der gik mange år, før de fik mulighed for at mødes igen.

 

Selv om vesttyske myndigheder, blandt andet Berlins overborgmester Willy Brandt, protesterede heftigt mod bygningen af muren, så de allierede muren som noget, som kunne nedkøle det anspændte forhold mellem øst og vest.

 

Murens fald

Berlinmuren faldt om natten mellem torsdag 9. november og fredag 10. november 1989. Årsagerne til murens fald var det stærke pres fra befolkningen om at indføre rejsefrihed og den øgede republikflugt fra DDR til Vesttyskland, delvis gennem ambassader i forskellige østeuropæiske lande og delvis gennem Ungarn, som havde åbnet sin grænse til Østrig. Murens fald blev udløst gennem en pressekonference med politbureaumedlemmet Günter Schabowski, som blev transmitteret direkte i fjernsynet. Schabowski oplæste ved slutningen af pressekonferencen ca. kl. 18.57 en ministerrådsbeslutning om et nyt rejsereglement. Det viste sig imidlertid senere, at beslutningen endnu ikke var formelt vedtaget. Sammen med Schabowski var Helga Labs, Gerhard Beil og Manfred Banaschak, alle medlemmer af SED’s centralkomité. Beslutningen, Schabowski læste op, lød:

 

«Privatreisen nach dem Ausland können ohne Vorliegen von Voraussetzungen – Reiseanlässe und Verwandtschaftsverhältnisse – beantragt werden. Die Genehmigungen werden kurzfristig erteilt. Die zuständigen Abteilungen Pass- und Meldewesen der VP – der Volkspolizeikreisämter – in der DDR sind angewiesen, Visa zur ständigen Ausreise unverzüglich zu erteilen, ohne dass dafür noch geltende Voraussetzungen für eine ständige Ausreise vorliegen müssen. Ständige Ausreisen können über alle Grenzübergangsstellen der DDR zur BRD erfolgen…»

På spørgsmål fra en journalist, formodentlig Riccardo Ehrmann fra det italienske nyhedsbureau ANSA om, hvornår reglene trådte i kraft, svarede Schabowski «ab sofort» (med det samme). Efter at flere vesttyske radio- og fjernsynsstationer havde meldt, at «muren er åben» samlede der sig ved grænseovergangene flere tusinde østberlinere, som forlangte, at muren skulle åbnes. På dette tidspunkt var hverken grænsetropperne eller Stasis paskontrolenheder informeret om nye regler. Uden konkrete ordrer at forholde sig til og under pres fra folkemasserne valgte grænsevagterne ved Bornholmer Straße klokken 23.30 som de første at åbne grænseovergangen, og senere blev flere grænseovergange i Berlin og andre steder ved den tysk-tyske grænsen åbnet. Sidst på natten fulgte flere åbningen over fjernsynet og begav sig mod grænseovergangene. Men den store menneskestrøm fra øst til vest kom om formiddagen den 10. november.

 

Østberlinerne blev modtaget med begejstring i Vestberlin. De fleste beværtninger serverede gratis øl, og fremmede mennesker faldt hinanden om halsen. Under euforien klatrede mange vestberlinere op på muren, og Brandenburger Tor, som før havde været forbudt område, blev åbnet for alle. Da nyheden om murens fald blev kendt, afbrød natonalforsamlingen i Bonn det igangværende møde og sang nationalsangen.

 

Murens fald var en skelsættende begivenhed i verdenshistorien og blev bl.a. fejret med en koncert af Leonard Bernstein juleaften 1989. I 1990 opførte Roger Waters sit album The Wall (fra 1979) på Potsdamer Platz, som tidligere havde været ingenmandsland ved muren. The Wall beskriver en psykologisk mur og havde oprindeligt ikke noget med Berlinmuren at gøre. Waters-koncerten på Potsdamer Platz var verdenshistoriens største rockkoncert.

 

Efter at kommunistregimet brød sammen, blev muren i løbet af kort tid revet ned, og der er i dag kun enkelte delvis uforandrede dele af/få spor tilbage efter den. Murens forløb er imidlertid markeret flere steder.

 

Berlin – del 8

Opbygning og konstruktion

Frem til november 1961 bestod “muren” af tre to meter høje pigtrådshegn, henholdigvis på grænsen, 20 meter inde og det sidste 135 meter indenfor grænsen, hvor der mellem de to første hegn lå tætpakket pigtråd.

 

Her stod også de 20 meter høje lyskastere og vagttårnene, som blev bygget med en afstand af 550 meter.

 

En række steder gik grænsen langs husvæggene. Her blev første etage muret til, mens flygtninge den første tid sprang ned fra resten af etagerne for at forsøge at komme til Vestberlin. I Bernauer Strasse gik grænsen langs husvæggen på den ene side, så DDR lagde spærringen midt i gaden, sådan at vestberlinerne kunne komme ud og ind ad gaden. Husene på den anden side blev senere sprængt bort for at give plads til muren.

 

Ved Tiergarten, Kreuzberg og i det sydlige Vestberlin var muren bygget lidt syd for sektorgrænsen, men med skilte som advarede om, at arrestationer kunne blive foretaget. Det forhindrede dog ikke flugtforsøg, og for nogle lykkedes det.

En mand byggede sin egen miniluftballon og fløj over muren, og en gøgler hoppede ud fra et hustag og kravlede over via højspændingsledninger (han fik ikke stød, da han ikke havde jordforbindelse).

 

Muren blev ændret tre gange.

En sammenhængende betonmur blev opsat i 1965, og den moderne grænse kom i slutningen af 70’erne. Det er denne moderne grænse, som sædvanligvis forbindes med Berlinmuren.

 

Den moderne grænse bestod af 155 kilometer med en 3,6 m høj betonmur, 302 vagttårne og 20 bunkere, 105,5 km med pansergrav, 127,5 km med hegn og 124,3 km med veje til grænsevagterne.

 

Desuden blev der brugt hunde, selvskydningsanlæg og minefelter. En del af moderne grænse blev officielt kendt som Stützwandelement UL 12.11. Den var bygget i flere sektioner, der til sidst blev sat sammen. Det var mellem den konkrete mur og Grenzmaur, at man havde dødslinien.

 

 

 

 

 

 

 

En ældre kvinde vinker over muren

 

 

Et par bukseseler hang tilbage på Berlinmurens pigtråd efter at en familie på fem flygtede fra øst til vest en decembernat i 1966. Muren miskrediterede socialismen og gav vestlig presse et rigt tilskud af menneskeduftende antikommunisme.

Berlin – del 7

Der havde i dagene før 12. august 1961 været meldt om øget militær aktivitet fra DDR’s side omkring Berlin, og alle DDR’s militære enheder var sat i højeste beredskab fra midnat 13. august.

Samtidig blev S-banetogene stoppet unormalt på sektorgrænsen, og det østtyske nyhedsbureau ADN udsendte en pressemeddelelse kl. 01.11, som på vegne af alle Warszawapagtlande erklærede, at det er besluttet at iværksætte en troværdig og effektiv kontrol ved sektorgrænsen i Berlin.

Første melding fra RIAS (amerikansk radio i Berlin) kom kl. 03.25 og meldte kort at store militære styrker fra DDR har i nat spærret grænsen mellem Øst- og Vestberlin.

69 af 81 overgange blev spærret øjeblikkeligt og al S- og U-banetrafik stanset bortset fra på Bahnhof Berlin Friedrichstraße, hvor overgang blev tilladt under streng kontrol. Til sidst var det kun posttoget mellem Bahnhof Zoo og Bahnhof Friedrichstrasse, som kørte mellem Øst- og Vestberlin.

Kort tid efter blev yderligere fem af de tolv åbne overgange spærret, og DDR’s opfordring til vestberlinerne om at holde hundrede meters afstand til muren førte til, at amerikanerne sendte panserafdelinger til sektorgrænsen.

Delingen førte også til andre mere bizarre episoder. På grund af den pludselige deling blev 1.300 børn spærret inde i Østberlin, mens de var på besøg hos familie eller venner. De sidste kom ikke hjem før tre måneder efter delingen. Ligkister blev udvekslet hver onsdag ved Heinrich-Heine-Strasse.

Desuden udgik der 16. august en opfordring blandt Vestberlins indbyggere om ikke at bruge S-banen, som efter aftale mellem de fire sejrsmagter blev drevet af DDR. Tællingen 23. august viste, at passagerantallet gik ned fra 500.000 til 100.000.

 

Satellitbillede af Berlin. Muren er markeret med en gul linie.

Den 45,9 km lange mur gik tværs gennem Berlin og adskilte på en tilfældig måde bydele, som havde udviklet sig gennem århundreder.

 

“Muren” var det vesttyske udtryk; det østtyske “den moderne bygrænse”.

 

Set fra vest mod øst bestod muren af en 3,6 m høj betonvæg eller tætmasket pigtrådshegn. Muren var belyst fra projektører. Dertil kom et 40 m bredt græsstykke, afgrænset af en 2,5 m dyb grav. Derefter fulgte en planeret stribe med sand, hvor fodspor let kunne afsløres. Langs muren gik der endvidere en asfalteret vej for overvågningsbiler, og enkelte steder fandtes der “løbeanlæg” med hunde som brugtes mod mennesker, automatiske skydeanlæg, vagttårne og hegn, som udløste lys- og lydsignaler ved berøring. Over 100 mennesker blev i perioden fra 1961 dræbt ved denne specielle grænse. Den 1.346 km lange grænse mellem DDR og Forbundsrepublikken var konstrueret på lignende måde.

Berlin – del 6

En dansk aviskommentar fra dengang:

Indtil nu er fra DDR forsvundet næsten lige så mange mennesker som Danmark har indbyggere… Fantasien løber i nogen grad af med presse og andre folk som i disse døgn taler om krigsfare. At østtyskerne nu med grovere midler end før tvinges til at finde sig i deres skæbne er synd for dem, men situationen forandrer sig ikke af den grund. Det har hele tiden været forbudt at flygte, det er blot blevet mange gange sværere fra igår…

Foreløbig vil man da i Vest gøre klogt i at betragte situationen med kølighed – noterende sig, at der nu er så paradisisk i Østtyskland, at englene med flammesværderne står inden for porten for at hindre folk i at komme ud.

(Information 14. august 1961)

Med et enkelt slag mistede folk venner og arbejde, og kærester strandede på hver sin side af muren. Familier i tusindvis blev adskilt, så forældre blev skilt fra deres børn – fanget på hver side af muren. Folk stod langs den og holdt nyfødte spædbørn i vejret, så deres pårørende på den anden side kunne se dem. Andre stod blot og stirrede hjælpeløst efter deres familie.

Symbol på Den Kolde Krig:

Berlinmuren blev øjeblikkeligt et symbol på Den Kolde Krigs delin af Europa. Den fik det hele til at virke meget enkelt: på den ene side var der demokrati og velstand. På den anden herskede der undertrykkelse og mangel på alt. Desperate mennesker var rede til at ofre livet for at slippe over muren og ud til friheden. Men virkeligheden var mere kompliceret. På en måde var muren til lige så stor fordel for Vesten som for Østblokken, og i 1989, da den omsider blev revet ned, opstod der et utal af nye problemer.

Dødens mur:

Da Jerntæppet havde afskåret Østeuropa, var Berlin det eneste sted, hvor østtyskerne havde en mulighed for at finde vej til et nyt liv i Vesten. I 1950´erne immigrerede omkring en kvart million østtyskere hvert år ved at flygte gennem Vestberlin. Der blev de anbragt i flygtningelejre, indtil man kunne få plads til dem i en flyvemaskine til Vesttyskland.

Det var ikke så underligt, at østtyskerne gerne ville immigrere. Vesten kunne tilbyde dem langt højere lønninger, bedre levevilkår og de grundlæggende menneskerettigheder såsom retten til at kunne rejse til udlandet og til at udtrykke, hvad de tænkte. For dem repræsenterede Vesttyskland håbet.