Tanker på en øv-dag

Igen triller tårerne ned af mine kinder, igen er hovedet fuld af forkerte tanker, forbudte tanker. Hvorfor skulle jeg for tre år siden i dag få en ny chance i livet, hvorfor kunne jeg ikke bare være død, den eftermiddag? Hvorfor var det lige mig der skulle rammes af den ældre mand, der valgte at køre ud for ubetinget vigepligt ud på en stærk trafikeret vej og ramme netop mig? Det er den tanke, der kører rundt i hovedet om og om igen. Allerede i går morges var tankerne der… og igen i går aftes, da jeg skulle sove… hvorfor, hvorfor?

Ja, jeg skulle nok bare tage en tudekiks og komme videre, nu hvor jeg jo slap billigt fra ulykken, ja… jeg slap uden synlige skader, men de usynlige skader er der hver dag… Smerterne i nakken, ømheden i ryggen og de psykiske sår, der gang på gang springer op, og som har svære og svære ved at hele hver gang de springer op. Følsomheden overfor larm, stressen når jeg kører steder med tæt trafik, har svært ved at være sammen med andre, ensomheden, tomheden og tavsheden, hovedpinen, koncentrationsbesværet, hukommelsesbesværet, den manglende lyst til at spise og de daglige smerter… ja, de fysiske dem kan jeg klare, de kan for det meste repareres, men de psykiske smerter, PTSD’en og alt det andet, er de værste. De smerter har, får jeg en slags plaster på, når det er værst. Nogen gange går der længe uden at de sår springer op, mens andre gange kan sårene knap nå at hele før de springer op igen. Udadtil ser jeg glad ud, men inderst inde er alt sort og kaos.

Folk siger, at de forstår, måske… men det er ikke alt jeg siger, for jeg kan ikke sætte ord på, og skrive – det er lige så svært. Der er mange der gør et stort stykke arbejde for at hjælpe mig til en bedre dagligdag, det er jeg meget taknemlig overfor, men jeg har svært ved at tage i mod den hjælp, jeg vil bare klare mig selv. Men ved også, at uden deres hjælp, så var jeg nok ikke i live i dag. Jeg er ikke utaknemmelig, jeg har det bare svært ved bare at tage i mod hjælp, jeg vil klare mig selv – men ved også at det er en umulig drøm… Jeg kan jo ikke en gang finde et arbejde, eller bare passe det jeg havde, hvordan skal jeg nogensinde tro på at en fremtidig løsning bliver en succes, hvem vil overhovedet have en som mig… Jeg tror ikke på fremtiden mere, og den tro har været væk længe. Jeg kan jo ikke en gang komme til denne dato uden at hele korthuset vælter.

Der er bare noget som jeg ikke forstår… der er mange ting jeg ikke forstår… men hvordan f….n kan det være, at når jeg er på tur eller er ude at rejse, så er jeg rolig, ingen negative tanker, men så snart jeg nærmer mig hjemme, så kommer alle de negative tanker og den daglige tummerum tilbage. Dog får jeg en smule frihed når jeg skriver, så kan jeg flygte lidt væk fra det hele, men det er der sgu nok ingen fremtid i eller penge i så jeg kan være uafhængig af systemet, for det ved jeg, at jeg aldrig bliver fri af. Drømme og håbe tør jeg ikke, for både drømme og håb er gang på gang blevet knust.

Jeg har ikke skrevet alle disse ord for at få medlidenhed, ynk, trøst eller opmærksomhed. Jeg skriver for at få luft, og for at få ro i en kaotisk hjerne. Og jeg er total kold i r.ven, hvis der er nogen der mener, at jeg burde lade være med at skrive, nu hvor jeg ikke kan finde ud at sætte korrekte kommaer eller skriver elendigt… Så LAD vær med at læse, hvad jeg skriver, jeg skriver for at give mig selv indre fred og ro. Ja, jeg kunne også bare lade være med at poste det jeg skriver. Gu’ vil jeg ej… Jeg har ret til at poste, lige nøjagtigt hvad jeg vil. Men nogen gange kunne jeg bare godt tænke mig, at der blev tænkt over hvad der bliver delt på de sociale medier, som Facebook… for sådan én som jeg får flashbacks når der postes billeder af smadrede biler og ulykker…

Mit liv er fyldt af gode dage og dårlige dage, og i dag er bare en af de rigtigt dårlige. En dag, hvor jeg allermest bare har lyst til at grave mig langt ned under dynen med gardinerne trukket for og telefon, computer og iPad slukket, men på den anden side er det jo synd at lukke solen ude, nu hvor den er så venlig at stå op. Men på den anden side, så ville det være rart, hvis jeg bare kunne sove fra det hele, for så at blive vækket den dag, hvor de psykiske sår er helet og aldrig mere vil springe op… Drømmetænkning… Måske kunne jeg gå til dronningen og spørge om hun kunne lave en lov, hvor den 10. april og lige de første dage derefter bliver slettet for al evighed… F.CK jeg hader denne dag!!!!

Men hvis jeg var død den eftermiddag for tre år siden, så ville der være mange ting, gode ting, som jeg ville være gået glip af. Men på den anden side, så havde jeg også sluppet fri for de psykiske skader der er fulgt efter. Jeg ved ikke, hvor jeg snart til finde kræfterne til at kæmpe med. Forestil jer et liv, der blev ændret på et splitsekund. Mit liv kan bedst betegnes som et puslespil med 5.000 brikker, desværre passer de 3.000 bare ikke sammen med de andre.

Mange hilsner fra
Dagens pessimist

Advertisement

Noget at tænke over

I aftes lå jeg igen og ikke kunne sove, hovedet var fuldt af tanker, ikke gode tanker, men tanker der gør mig trist og ked af det, så jeg blev nødt til at skrive følgende.

2014 er bare et af de år som ikke vil – hvis jeg husker det – være et af de gode år. Stress, depression og tunge tanker har fyldt meget i dette år. Særligt siden august, måske før, har det været skide svært at være mig. Drømme der bliver knust gang på gang, håb som aldrig bliver til mere end blot håb. Hvad betyder det at have et talent, som en for nyligt har sagt jeg har, når man ikke kan bruge det talent til noget. Der er ingen arbejde at få. Og de drømme jeg har fører mig ikke videre i livet… Lige nu føler jeg, at jeg står på verdens travleste banegård, men togene kører af sted uden mig som passager. Verdenen farer forbi, men ingen ser mig, ingen stopper. Hvor skal jeg gå hen? Jeg ved det ikke. Skal jeg råbe om hjælp, så højt som jeg kan? Eller skal jeg hviske det stille ud i rummet, med den risiko for at ingen hører mit stille råb om hjælp. Men nogen hører mit stille råb om hjælp, men jeg kan ikke sætte ord på, hvad der fylder i min kaotiske hjerne. Samtidig ved jeg ikke, om jeg kan stole på, at de der vil hjælpe mig nu også mener det. Skal jeg sige mine drømme højt, eller skal jeg tie. Risikoen for at der bliver grint og at jeg får at vide at mine drømme er latterlige, og jeg bedst skal glemme alt om det, er for stor, det er en risiko jeg ikke tør tage, det er jeg for sårbar til.

Næ, jeg er bare hende… Tudefjæset, som ikke kan finde ud af en skid, som ikke kan finde et arbejde. Hende der står nederst på stigen, hende der tager alle tæskene, hende som folk bare går forbi og hende som ingen gider besøge. For hvad betyder talent, mange kvalifikationer og erhvervserfaring, når psyken er skrøbelig, humøret i bund og når jeg på de dårlige dage næsten ikke tør gå de få hundrede meter ned til affaldsbeholderen, hvor der er risiko for at møde naboerne, der sikkert vil spørge… Nå, hvordan går det så på arbejdet? Eller hvad laver du nu? Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal svare dem… Nok mest bange for at høre deres reaktioner, hvis jeg siger sandheden, eller en brøkdel af sandheden… Nej, jeg har ingen arbejde, lider af stress og depression uden håb og tro på fremtiden. Nej, jeg er ikke samfundsnasser, jeg vil skide gerne arbejde, men min psyke gør det bare svært for mig at være mig. Nej, jeg er ikke ude efter medlidenhed eller ynk, jeg har blot brug for at lukke lidt luft ud af ventilen, inden hovedet eksploderer. Nej, 2014 har ikke kun været svære tider, men også gode oplevelser… Berlin, Harzen, Wismar, Tivoli for blot at nævne nogle, måske går der længe før jeg igen kan få muligheden for at rejse, lige nu ser det ud til at 2015 ikke bliver det store rejseår. Det er bare trist at tænke på, for det er det som jeg holder allermest af… rejse, skrive og fotografere…

Tænk på det, før I dømmer folk uden arbejde som samfundsnassere, at der kan være en grund til at de ikke kan arbejde. Lad vær med at vende ryggen til en ven der har det svært, måske kan denne ven ikke sige højt, hvad der sker. Hvis jeg skulle sige det her med ord til en der vil lytte, så ville jeg tudbrøle, derfor skriver jeg dette, det er min måde at komme af med mine frustrationer på og lukke luft ud af ventilen. Men på den anden side, hvorfor fanden skal jeg bruge så meget tid på at skrive, når der ikke er nogen der gider bruge tid på at læse mine ord alligevel, jeg kan jo ikke noget, jeg skal bare tage mig sammen og være glad og positiv…

Endnu en weekend er snart slut

 

Jah… endnu en weekend går mod sin slutning og i morgen venter en ny dag på job… jep… jeg har siden første maj været i gang igen blot 4 timer om dagen, og det passer mig ganske udmærket før når dagen er slut er der bare solgt ud, jeg er træt og skal bare hjem og slappe af og sove. Det er rart at være i gang igen, også selvom det ‘bare’ er praktik, men for første gang er det også ganske okay, også selvom jeg ikke kan fordrage ordet ‘praktik’. Men det har været en lang og sej kamp bare at nå dertil, desværre er kampen ikke slut endnu, og desværre er jeg i dag røget ned i et af mine sorte huller, endnu en weekend er gået uden at jeg har set en eneste person som jeg kunne tale med om det der sker nu, var kun ude ganske kort i går for lige at hente noget nede i byen, og i dag ringede mutti, men der blev slet ikke talt om noget bare ligegyldig smalltalk, ja, der er personer jeg kunne tale med, men har ikke rigtig haft lysten til at involvere dem i mine tanker i dag, jeg burde, men vil ikke være en belastning… Jeg bliver irritereret når de negative tanker tager over, og hjernen bare køre – du burde lave noget, du burde gå udenfor – men hvad bliver det til ingenting… så nu er en endnu en weekend gået med ingenting…

nyt år venter forude

Så er vi godt halvanden måned inde i 2013, og et fortrinsvis nyt år venter forude med nye udfordringer, nye håb, nye bekymringer men også et nyt liv med en diagnose, tja… ikke blot en men flere. Diagnoser jeg skal lære at leve med resten af livet. Det bliver en udfordring, og jeg kender ikke fremtiden, bare jeg gjorde, men ingen ved hvad der venter omkring det næste gadehjørne, men kendte jeg fremtiden så kunne det måske få mig til at slappe mere af, men måske er det kun godt at jeg ikke kender fremtiden, men alligevel er der stadig ting som får mig til at tænke, for hvordan vil folk reagere, hvis de vidste at jeg har fået de diagnoser som jeg har? Men på den anden side er jeg heller ikke parat til at fortælle gud og hvermand om det, og jeg ved heller ikke om jeg nogensinde bliver klar til det. Det vigtigste er at jeg skal acceptere mig selv og at mit liv indeholder udfordringer/forhindringer der af og til gør livet svært at leve, og for familien til at forstå hvad der sker.

Mine diagnoser er ikke noget der kan kureres med et plaster, en operation eller piller med sjove former og farver. Jeg kan ikke forklare, hvad det er der har udløst det hele, måske har det altid været der, måske er det ulykken sidste år der har udløst det. Jeg ved det ikke, men jeg er i gang med at lære at leve med diagnoserne og acceptere at jeg ikke er som andre, men jeg har bare svært ved at forklare og sætte ord på hvad der foregår, for inderst inde vil jeg bare være lige som alle andre, have et arbejde, tjene mine egne penge, være uafhængig af systemet og ikke mindst selv bestemme om, hvornår jeg skal rejse til udlandet for at komme lidt væk fra den daglige andedam, noget som pt. ikke er muligt.

Men det er vigtigt at tage et skridt af gangen og lære at slappe af, selvom det er hamrende svært.

Om det nogensinde lykkes at få mine drømme og håb opfyldt skal være usagt, men jeg venter lige nu i skrivende stund (midt februar 2013) at høre hvad kommunens næste udspil er, men den ventetid… ventetid, ventetid… hmmm… jeg er bare ikke verdens mest tålmodige person for tiden, men der arbejdes på at finde et sted, hvor jeg kan komme i arbejdsprøvning, men jeg tvivler på at det lykkes. Al denne uvished stresser, og det er som om kommunen ikke forstår dette, håber bare på at jeg snart kan få flere dialoger i gang.

Desværre er stress ikke godt for mig, måske er det dét som gør at jeg gang på gang bliver forkølet, får ondt i halsen, ondt i ørene og problemer med maven. Jeg har lært vejrtrækningsøvelser og forsøger at lære at slappe af, oh man… det er svært.

tanker i mørket

Hvad fanden er det der sker i min hjerne for tiden?

Var hos J i går til snak og nu kører tankerne på fuld hammer igen, hvordan kan det være at efter snak der begynder at få styr på tanker, følelser og den slags, tanker og følelser som psykologen ikke kunne åbne op til. Det er lidt underligt – på den gode måde – at få åbnet op og snakket om det som bare rumsterer i mit lille hoved og er ved at gøre mig sindssyg.

Måske ikke så meget snak her en tidlig lørdag morgen, hvor der er stille i hele ’hytten’ og mørket udenfor ligger som en tung dyne, kun lidt sparsomt lys fra gadelygterne får mig navigeret rundt i lejligheden før mine morgentrætte ben fører mig ind i ’hulen’, hen til computeren og tankernes spil fører mine fingre henover tastaturet som var det en dukkefører som styrede Pinocchio.

Jeg er ellers ikke god til at få skrevet dagbog i det daglige, måske lidt tanker hastigt skrevet ned i min elektroniske dagbog, min blog, mest bare om det der sker nu, er sket siden jeg var online sidst, et foto, rejseminder. Men når jeg er ude at rejse, så glider pennen nemmere henover papiret, men okay der er også mange oplevelser der skal ned på papir inden søvnen får sit tag i mig.

Men de ting som denne morgen kommer ned på papir er de tanker som jeg har svært ved at sætte ord på i det daglige, hvem vil høre på mine ord, jeg har jo ingen kolleger, ingen job, næsten ingen netværk, kender en masse mennesker, mødes ofte med nogle af dem, men er de mit netværk? Jeg synes ordet ’netværk’ er en underlig ting. Venner er der ikke meget af, bekendte jo, en god veninde til at hyggesladder med over en kop kaffe, nej… der var en, som på et tidspunkt sagde at hun var min ven, men da mit liv begyndte at smuldre i sommers, forsvandt hun også, ’jeg skulle bare tage mig sammen’ mindes jeg nogle af de sidste ord var, ord som senere gang på gang har gjort mig trist og ked, når livet var svært.

Familie, jo det har jeg, min mor og en søster ude i periferien som jeg allerhelst vil glemme alt om, og så en masse fætre og kusiner. Men ingen ved rigtig, hvad der foregår i min lille underlige hjerne af tanker, spekulationer, kan ikke sætte ord på, måske bange for at gøre dem – måske især min mor – ked af det. Mit liv er styret af smerter, men hvad kommer de af? Når jeg er trist, stille og sidder i min egen lille verden uden at sige et eneste ord, så har jeg tit hørt ’du har ondt i din arm, det kan jeg se’, måske… hvad nu hvis det er det er de mange tanker og spekulationer jeg har om hvad der skal ske fremover der udløser disse smerter, ting som jeg ikke kan sætte de rigtige ord på og kan forklare, jeg vil helst ikke have stemplet ’underlig’, ’tosse’, og oftest har det bare været nemmere og sige ’ja, jeg har ondt i min arm’ også selvom det ikke helt er sandt. Det er bare nemmere at forholde sig til fysiske smerter end de psykiske smerter. Det er måske mere lovligt at have en fysisk smerte end en psykisk, det ved jeg ikke, men jeg er også et menneske, jeg har også ret til at være her.

Men hvad er der sket siden, at jeg er gået fra den glade person, pige/kvinde med job, styr på livet, gang i en masse ting både arbejde og fritid, overskud, fuld af ideer, et liv med foden på speederen til et liv i tristhed, ensomhed, og uden tro på noget eller nogen. Hvordan finder jeg tilbage til livet? Nej, jeg vil ikke tilbage til det gamle liv, hvad nu hvis der var noget der som har udløst det som jeg ikke kan sætte ord på lige nu. Jeg har brug for at stoppe op, finde min indre ro, få styr på mine tanker, mine smerter, og stille og rolig vende tilbage til livet. Et liv som jeg ønsker, skal se meget anderledes ud end det gjorde bare for et par år siden, måske er det stillesiddende kontorjob bare ikke mig, måske er livet med kolleger og sladder over en kop kaffe eller madpakken bare ikke det rigtige for mig, måske er det kreative, frie liv mere mig.

Rejselivet var noget jeg elskede over alt på jorden, måske ikke så meget det at der var gæster som jeg havde ansvar for, men jeg elskede det, der var ingen dage der var ens, hver dag et nyt sted, nye oplevelser, hver uge et nyt hotel, nye kontakter – også selvom jeg oplevede at komme på de samme hoteller flere gange, men det gjorde ingenting, det fik mig til at slappe af, fordi jeg kendte stedet, det meste af personalet. 86 rejsedage i løbet af et år blev det til, til steder jeg ofte aldrig havde været men også til steder, hvor jeg havde været før, men fik oplevet enten på ny eller fundet nye oplevelser der. Elskede at finde nyt om stederne jeg kom, researche, skrive mine egne tekster, skrive dagbog om mine oplevelser de gode såvel som de dårlige, fotografere.

Jeg har en drøm, jeg vil gerne kunne leve af at skrive rejsefortællinger, rejsebøger, fotografere de steder jeg besøger, researche, fordybe mig, finde min indre ro… men det forbliver nok bare en drøm som løber ud i sandet, for jeg er ikke journalist eller fotograf, jeg er bare en lalleglad amatør som har en drøm. Men der er ingen økonomi i det, jeg har i hvert fald ikke fundet frem til skattekisten.

Hvem er interesseret i det jeg kan? Jeg har fået, at vide at jeg skriver godt, velformuleret… uden at lyde selvhøjtidelig, så har jeg nok vidst det længe, da jeg altid har fået høje karakterer i skolen, når emnet var fristil eller større opgaver med et emne jeg selv kunne vælge. Lidt underligt for hvis jeg skal formulere mine ideer og tanker for at få en virksomhed til at ’bide på krogen’, så går den sorte klap ned og jeg får ikke formuleret mine tanker korrekt og det hele bliver afvist. Hvem siger at mine billeder overhovedet kan bruges til noget, bare fordi jeg selv synes de er gode. Hvem er overhovedet interesseret i at læse om de ting jeg brænder for? Og hvem er overhovedet interesseret i at betale for det jeg skriver? Har i snart 2 år skrevet på en rejsebog, men løber hele tiden hovedet mod muren, hvorfor skrive den færdig, hvis den alligevel ender som alt andet – nemlig i skrivebordsskuffen. Nogle af mine tekster er endt på min blog, her kan jeg se at nogen læser det, men der er ikke rigtig nogen kommentarer om det er godt eller skidt, offentliggør jeg et billede der eller på facebook, så er der nogen der ’liker’ det – som det hedder på dansk – men er det for at gøre mig glad eller mener de virkelig at billedet et godt – I don’t know…

Nej… det er bare en drøm, som nok heller ikke bliver til noget som helst. Jeg får nok snart et stempel på ryggen af kommunen, får svar på alle de test og undersøgelser de har lavet i slutningen af januar – forhåbentligt, frygter lidt for resultaterne… Nej, jeg er sgu bare en tosse der har en uopnåelig drøm om at sige F..K systemet, tjene mine egne penge uden at være afhængig af nogen, uden at stå til regnskab for hvad jeg gør og hvornår, jeg ved bare ikke hvordan… Husker pludselig at jeg for godt et par år siden var til møde med en karrierevejleder, hvor jeg sådan fortalte om mine drømme om et frit liv, han synes det lød spændende og sagde gør det… men fik aldrig vejledning i hvordan jeg skulle nå mine drømme og samtidig tjene mine egne penge, så der er råd til rejser, bolig og min bil.

Nej, hvis man skal gøre som systemet siger, så skal man have et job fra 8-16, gå som små robotter og tilpasse sig systemets regler og normer, og har man drømme om at bryde ud af de regelsæt og normer, så er man underlig… hører nogle gange om folk der er selvlærte og anderledes tænkende og har succes, job og måske har de et godt liv – ved det ikke… men jeg er på mange områder selvlært (har ingen uddannelse indenfor det kreative – foto, grafik, skrive) men jeg kan ikke få job ikke tjene mine egne penge og være uafhængig, og er kun god nok når jeg arbejder gratis… men det kan man jo ikke leve af i længden.

tanker på en søndag morgen

Efter nok en elendig nat, kan snart ikke tælle de nætter, hvor jeg har sovet dårligt, sidder jeg her ved min kære computer, selvom jeg udemærket ved at jeg ikke burde. Men her til morgen er tankerne mange, tja det har der været mange af den sidste tid, tanker der påvirker mit humør og mindst min mave, skal ikke være langt fra et toilet… behøver jeg at fortælle mere… 😉

I morgen mandag som ellers er en dag, hvor jeg plejer at samle de får kræfter jeg har til at tage til FDF og yde mit bedste, men i morgen er anderledes… jeg skal til møde på kommunen og det er jeg rædselsslagen for, vil de igen fratage mig mine sygedagpenge, som jeg ellers lige har fået tilbage efter en hård kamp. Vil de være fuldstændig ligeglade med de papirer min læge har skrevet? Er de ligeglade med at jeg her til oktober – for jeg ved ikke hvilken gang – skal til undersøgelser på sygehuset med min arm? Det er absolut ikke et møde jeg glæder mig til, men håber at det er en sagsbehandler som kan lytte – har igen fået en ny – og som har læst min papirer FØR mødet.

Av… vil slet ikke tænke over det… får helt ondt i maven igen.

Ja, som nævnt så skal jeg til oktober atter en tur på sønderborg Sygehus til undersøgelse hos håndkirurgen der opererede mig sidste år, det tænker jeg også på hele tiden. Kan de gøre noget ved mine smerter? Eller bliver jeg bare sendt hjem med beskeden – vi kan ikke gøre mere. Jeg synes ikke det er sjovt mere med de smerter… oh… det bliver 4 lange uger endnu. 4 uger med alt for lidt søvn, alt for mange tanker. Og hvad skal jeg få tiden til at gå med, tiden går alt for langsomt, kan ikke ligge på sofaen hele dagen og læse eller se fjernsyn – det er snart ikke andet end genudsendelser. Jeg vil enormt gerne arbejde – må ikke for min læge, vil gerne bruge tiden på at arbejde videre på en bog som jeg startede med at skrive for rigtig længe siden – men alt det skriveri påvirker mine smerter i armen, prøver at overhøre de signaler kroppen give mig, men betaler prisen senere længe efter jeg har slukket computeren. Forsøger at cykeltræne lidt på motionscyklen, kan ikke tage mig sammen, forsøger at tage mig sammen at gå en lang tur, men synes ikke det er sjovt alene. Mad har jeg ikke lyst til – hverken at spise eller lave.

Hvad mon andre tænker når jeg ikke kan arbejde og bare går derhjemme hver dag? Siger det ikke højt, er bange for deres reaktioner, der har været meget i medierne på det seneste om folk som ikke arbejder, og der har været kraftige reaktioner og udtalelser omkring dette emne. Min sygdom kan man ikke se, muskel- og nervesmerter kan man ikke se, hvad tænker folk? Er jeg også ‘bare’ en af de der dovne som ikke GIDER at arbejde, og ønsker de også mig sat ud på en øde ø eller det der er værre.

Tja… det er bare nogle af de tanker som fylder mit hoved sådan en solrig søndag morgen midt i september

hverdags tanker

I disse dage tænkes der mange tanker, ikke hvor sommerferien skal gå hen eller hvordan går det med EM fodbold (det interesserer mig ikke en meter) eller vinder Tom K på Le Mans (det gjorde han så ikke, han blev toer), nej det er slet ikke sådanne tanker, nej det er min fremtid, hvor skal jeg arbejde fremover, er der et job til mig, bliver jeg bedre til at takle de negative tanker der af og til fylder mit hoved… tjaa… det er sådanne tanker der fylder.

Der er drømme, jeg har også drømme, også om fremtidens arbejde… skal skal ikke… der er flere der siger prøv at starte din egen virksomhed… jo, det har også været i mine tanker, men jeg tør ikke, bange… måske… men det er nok det usikre i at gøre det og så ikke være sikker på at få en fast indkomst hver måned, hvordan får jeg kunder i forretningen? er mine ideer gode nok? er jeg god nok? hvad sker der hvis jeg i en periode rammes af sygdom, stress, eller ulykke? (krydser fingre for at det ikke sker igen) men jeg har haft uheldigt forår, 2 ulykker indenfor 3 måneder, slap billigt hver gang, dog den sidste ulykke har dog betydet at jeg gik ned med flaget, og angst… en angst der stadig sidder i baghovedet, hver gang jeg sætter mig ind i min bil og skal ud på vejene, foretrækker at der ikke er andre biler på vejene når jeg skal ud at køre, men jeg bliver nødt til at se den angst i øjnene og få den bearbejdet ellers kommer jeg aldrig ud og oplever det jeg gerne vil. Det kunne være rart selv at styre planlægningen af arbejde, hvornår på døgnet jeg vil arbejde og den slags…

Men når det er sagt, så vil jeg lige så gerne arbejde et sted, hvor der er kolleger man kan spørge til råds, når en opgave driller, og kolleger man kan mødes med over madpakken eller ved kaffemaskinen over en kop kaffe. Jeg har oplevet mange ting, prøvet mange ting og har oparbejdet en del kvalifikationer… så hvorfor er der ingen der vil ansætte mig… er firmaerne stadig ramt af finanskrisen eller hvad sker der, hvorfor pokker er der ingen arbejde til mig…

Min fødselsdag nærmer sig, og jeg er blevet spurgt, hvad ønsker du dig… Det jeg ønsker mig mest, er et arbejde, men jeg tror ikke på at det ønske opfyldes… jeg har mistet håbet og troen på at det nogensinde lykkes!

Hmmm… tænke… tænke…

Alt skulle være så godt, og alligevel ikke… er jo kommet i gang med genoptræningen efter min håndledsoperation i juni, men har haft ondt i weekenden, og i dag var så hos fysioterapeut, desværre så har min faste fysio ferie, så jeg spørger en anden, hvad det kan skyldes, var det fordi jeg laver mine øvelser forkert eller? Og for at være ærlig, så fik jeg en sludder for en sladder, at jeg kunne bare tage til læge og få en blokade, hvis det gjorde ondt eller vente på min fysio kommer tilbage i næste uge. Typisk!

Men trods et ømt håndled, så går det fremragende… ha… hvem prøver jeg at narre her… gu… pokker… går det ikke fremragende, skal efter planen raskmeldes den 1. september, til hvad? Der er ingen job, jeg har et håndled der skal passes på, men ifølge min fagforvirring så skal jeg se muligheder ikke begrænsninger… ha… så har de vidst ikke lige læst mine lægepapirer og udtalelse fra egen læge om hvad jeg må og ikke må. Næ nej, de vil gerne have at jeg tager en ny uddannelse… øh… hallo… det kan jeg jo tidligst til næste år, men som hvad? Jeg har ingen anelse selv. Nå, må vente til sagsbehandleren på jobcenteret returnerer fra ferie, så må jeg have en snak med hende, og der skal nok komme et eller andet fornuftigt frem – håber jeg – da hun er ganske rar at tale med, vi skal have en snak efter hendes ferie, hvor min fagforvirring skulle have været med, men nej… de har ikke tid… det har jeg da heller ikke, men jeg skal rydde kalenderen hver gang de vil tale med mig, hvorfor gælder det ikke omvendt… de sad på et møde og sagde ok til næste møde i uge 33/34, og et par dage senere melder de ud, at de ikke kunne alligevel, godt råd: prøv at tjekke jeres kalender næste gang!!!

Så lige nu overvejer jeg om jeg skal provokere dem og så melde at jeg holder ferie fra 1. september, men på den anden side, så er jeg ikke helt fit til at køre ned til Braunlage og besøge B & P, og bare gå herhjemme i ferien, nej tak… jeg har gået hjemme og kigget på de samme vægge og billeder i månedsvis, så kære jobgud (hvis du findes) så gå i tænkeboksen, og hjælp mig tilbage i jobjunglen igen… please… så skal jeg nok tage den uddannelse eller de kurser der passer til jobbet…

…zzzzzzzz… du kan desværre ikke få forbindelse med jobguden… vi har ferielukket… kontakt os venligst igen… i oktober 2012, hvor vi har en ledig tid… zzzzzzzzz…