Tanker på en øv-dag

Igen triller tårerne ned af mine kinder, igen er hovedet fuld af forkerte tanker, forbudte tanker. Hvorfor skulle jeg for tre år siden i dag få en ny chance i livet, hvorfor kunne jeg ikke bare være død, den eftermiddag? Hvorfor var det lige mig der skulle rammes af den ældre mand, der valgte at køre ud for ubetinget vigepligt ud på en stærk trafikeret vej og ramme netop mig? Det er den tanke, der kører rundt i hovedet om og om igen. Allerede i går morges var tankerne der… og igen i går aftes, da jeg skulle sove… hvorfor, hvorfor?

Ja, jeg skulle nok bare tage en tudekiks og komme videre, nu hvor jeg jo slap billigt fra ulykken, ja… jeg slap uden synlige skader, men de usynlige skader er der hver dag… Smerterne i nakken, ømheden i ryggen og de psykiske sår, der gang på gang springer op, og som har svære og svære ved at hele hver gang de springer op. Følsomheden overfor larm, stressen når jeg kører steder med tæt trafik, har svært ved at være sammen med andre, ensomheden, tomheden og tavsheden, hovedpinen, koncentrationsbesværet, hukommelsesbesværet, den manglende lyst til at spise og de daglige smerter… ja, de fysiske dem kan jeg klare, de kan for det meste repareres, men de psykiske smerter, PTSD’en og alt det andet, er de værste. De smerter har, får jeg en slags plaster på, når det er værst. Nogen gange går der længe uden at de sår springer op, mens andre gange kan sårene knap nå at hele før de springer op igen. Udadtil ser jeg glad ud, men inderst inde er alt sort og kaos.

Folk siger, at de forstår, måske… men det er ikke alt jeg siger, for jeg kan ikke sætte ord på, og skrive – det er lige så svært. Der er mange der gør et stort stykke arbejde for at hjælpe mig til en bedre dagligdag, det er jeg meget taknemlig overfor, men jeg har svært ved at tage i mod den hjælp, jeg vil bare klare mig selv. Men ved også, at uden deres hjælp, så var jeg nok ikke i live i dag. Jeg er ikke utaknemmelig, jeg har det bare svært ved bare at tage i mod hjælp, jeg vil klare mig selv – men ved også at det er en umulig drøm… Jeg kan jo ikke en gang finde et arbejde, eller bare passe det jeg havde, hvordan skal jeg nogensinde tro på at en fremtidig løsning bliver en succes, hvem vil overhovedet have en som mig… Jeg tror ikke på fremtiden mere, og den tro har været væk længe. Jeg kan jo ikke en gang komme til denne dato uden at hele korthuset vælter.

Der er bare noget som jeg ikke forstår… der er mange ting jeg ikke forstår… men hvordan f….n kan det være, at når jeg er på tur eller er ude at rejse, så er jeg rolig, ingen negative tanker, men så snart jeg nærmer mig hjemme, så kommer alle de negative tanker og den daglige tummerum tilbage. Dog får jeg en smule frihed når jeg skriver, så kan jeg flygte lidt væk fra det hele, men det er der sgu nok ingen fremtid i eller penge i så jeg kan være uafhængig af systemet, for det ved jeg, at jeg aldrig bliver fri af. Drømme og håbe tør jeg ikke, for både drømme og håb er gang på gang blevet knust.

Jeg har ikke skrevet alle disse ord for at få medlidenhed, ynk, trøst eller opmærksomhed. Jeg skriver for at få luft, og for at få ro i en kaotisk hjerne. Og jeg er total kold i r.ven, hvis der er nogen der mener, at jeg burde lade være med at skrive, nu hvor jeg ikke kan finde ud at sætte korrekte kommaer eller skriver elendigt… Så LAD vær med at læse, hvad jeg skriver, jeg skriver for at give mig selv indre fred og ro. Ja, jeg kunne også bare lade være med at poste det jeg skriver. Gu’ vil jeg ej… Jeg har ret til at poste, lige nøjagtigt hvad jeg vil. Men nogen gange kunne jeg bare godt tænke mig, at der blev tænkt over hvad der bliver delt på de sociale medier, som Facebook… for sådan én som jeg får flashbacks når der postes billeder af smadrede biler og ulykker…

Mit liv er fyldt af gode dage og dårlige dage, og i dag er bare en af de rigtigt dårlige. En dag, hvor jeg allermest bare har lyst til at grave mig langt ned under dynen med gardinerne trukket for og telefon, computer og iPad slukket, men på den anden side er det jo synd at lukke solen ude, nu hvor den er så venlig at stå op. Men på den anden side, så ville det være rart, hvis jeg bare kunne sove fra det hele, for så at blive vækket den dag, hvor de psykiske sår er helet og aldrig mere vil springe op… Drømmetænkning… Måske kunne jeg gå til dronningen og spørge om hun kunne lave en lov, hvor den 10. april og lige de første dage derefter bliver slettet for al evighed… F.CK jeg hader denne dag!!!!

Men hvis jeg var død den eftermiddag for tre år siden, så ville der være mange ting, gode ting, som jeg ville være gået glip af. Men på den anden side, så havde jeg også sluppet fri for de psykiske skader der er fulgt efter. Jeg ved ikke, hvor jeg snart til finde kræfterne til at kæmpe med. Forestil jer et liv, der blev ændret på et splitsekund. Mit liv kan bedst betegnes som et puslespil med 5.000 brikker, desværre passer de 3.000 bare ikke sammen med de andre.

Mange hilsner fra
Dagens pessimist

Advertisement

Cirkus sygehus

Så har jeg lige været igennem ‘cirkus sygehus’ igen, jeg håber inderst inde at det snart er ved at være overstået, for de har virkelig ikke styr på en rygende skid. Jeg ringer til sygehuset tirsdag i sidste uge for lige at høre om de havde glemt mig eller… da jeg sådan set ikke havde fået svar på mine ENG-undersøgelser der blev lavet i december. Svar og svar, jo det havde jeg fundet selv på e-journal, men havde ikke en anelse om hvad den lægelige konklusion var. Sekretæren ville så tale med min kontaktlæge og så ville de ringe…… nu er jeg ikke verdens mest tålmodige type, så da jeg ikke havde hørt fra dem fredag, så blev der ringet igen, hvor svaret så var at jeg skulle komme til Sønderborg, og får en tid onsdag kl. 13… onsdag er en skidt dag for mig, da der er andre planer den dag, men efter at have rykket rundt på nogle andre behandlinger, så lykkes det alligevel at jeg kunne køre til Sønderborg onsdag. Det ser også fint ud indtil jeg kommer hjem og tjekker postkassen, brev fra sygehuset med indkaldelse onsdag (samme onsdag – samme læge) kl. 9.30, forvirringen bliver så komplet lørdag da jeg modtager to breve fra sygehuset, det ene brev med indkaldelse til kontrol kl. 13 onsdag (den tid jeg havde fået i telefonen), og det andet brev… resultaterne på ENG-undersøgelsen, de resultater jeg skal til Sønderborg for at få at vide. Jeg logger på e-journal, der ligger lige pludselig nogle ting fra neurologisk ambulatorium som jeg ikke vidste noget om, så jeg laver et print af journalen. Og godt for at jeg laver et print, for da jeg onsdag kommer til kontrol på ortopædkirurgisk ambulatorium, ved min læge der ikke at jeg allerede har været til undersøgelse hos neurologerne, det eneste han ved er svar resultaterne fra ENG-undersøgelsen. Men konklusionen er at jeg får styr på de to tider, fik lov til selv at vælge, valgte den tidlige tid, så kunne jeg nå et møde på arbejdet til middag, et møde jeg ellers sendt afbud til i første omgang. Jeg får en god snak med min kontaktlæge, får en indsprøjtning i albue med et miks af binyrebarkhormon og andre gode sager og henvises til MR-scanning af nakken, noget neurologerne skulle have haft gjort, men som de ikke havde gjort.

Godt så, tænker jeg… der er nok et par ugers ventetid på MR-scanningen… så min overraskelse er stor, da jeg allerede dagen efter mit kontrolbesøg i Sønderborg, bliver ringet op fra MR-klinikken, de havde fået et afbud fredag, så den tid ville de give mig. Så istedet for at sove foran fjernsynet, så fik jeg en slapper i scanneren på Aabenraa Sygehus fredag aften. Dejligt at det nu er overstået med alle de undersøgelser – forhåbentligt – nu kan jeg vel da snart håbe på at få svar på hvorfor jeg har ondt, og jeg snart kan slippe for cirkus sygehus.

Cirkus Sygehus

Hmmm… ja… ved ikke om jeg skal le, græde, være lettet eller… ja eller hvad… jeg går for tiden til en masse behandlinger hos en kiropraktor for at få mindsket smerter/gener i venstre arm. I går var jeg så til røntgenundersøgelse på sygehuset, og i dag kom svaret så… der er heldigvis ikke brækket noget eller noget der havde forskubbet sig i albuen, men… men… muskulaturen rundt omkring albueleddet er fortsat rigtig øm, så røntgenklinikken har så anbefalet at jeg skal til en videreudredning hos ortopædkirurgerne og en forhåbentlig scanning, men… men… kiropraktoren kan ikke skrive den henvisning det er kun min læge der kan det, og hun er på ferie i et par uger endnu… så lige nu er jeg noget frustreret, ja… kan godt ringe til en anden læge, men ved ikke om den læge så kan lave henvisningen selvom sygehuset har skrevet en anbefaling at det er det næste skridt bør være… Øv, jeg gider ikke de uduelige sygehuse og den ene undersøgelse efter den anden for så til sidst at få at vide, at de ikke kan hjælpe mig… AAAAAAAAAAAAAAAAARRRRRRRRHHHHH!!!!!! Måske skulle jeg bare smadre min albue, så de bliver nødt til at gøre noget nu og ikke om flere måneder, jeg er træt af det hele lige nu og cirkus sygehus, ved ikke hvad jeg skal nu… har ikke kræfter til flere undersøgelser

tanker

Efter mange lange ugers venten, så var jeg endelig til undersøgelse på sygehuset i fredags. Jeg troede at jeg var sluppet billigt fra ulykken i april med blå mærker og chok, men det ser ud til at jeg måske har fået ødelagt nogle nerver i albuen, da airbaggen i sædet blev udløst ved sammenstødet. Nu venter en ENG (ElektroNeuroGrafi) undersøgelse om 2-3 uger, herefter får jeg at vide om jeg skal under kniven igen. 

Jeg skriver til sagsbehandleren på kommunen efter turen til sygehuset, de ringede i dag, det lød nærmest som om kommunen var mere interesserede i at få mig i gang med et eller andet og helst i går, men de ved bare ikke hvad, men accepterede så til sidst at det vidst var bedst at vente til at der var afklaring fra sygehuset. Og så bliver der spurgt om en masse, som jeg allerede har fortalt en gang for fire uger siden, det bliver jeg irriteret over for det blev skrevet ned den gang, og nu spørger den samme sagsbehandler om de samme ting igen, og her er et godt råd til dem LÆS PAPIRERNE INDEN I RINGER NÆSTE GANG!

tanker på en søndag morgen

Efter nok en elendig nat, kan snart ikke tælle de nætter, hvor jeg har sovet dårligt, sidder jeg her ved min kære computer, selvom jeg udemærket ved at jeg ikke burde. Men her til morgen er tankerne mange, tja det har der været mange af den sidste tid, tanker der påvirker mit humør og mindst min mave, skal ikke være langt fra et toilet… behøver jeg at fortælle mere… 😉

I morgen mandag som ellers er en dag, hvor jeg plejer at samle de får kræfter jeg har til at tage til FDF og yde mit bedste, men i morgen er anderledes… jeg skal til møde på kommunen og det er jeg rædselsslagen for, vil de igen fratage mig mine sygedagpenge, som jeg ellers lige har fået tilbage efter en hård kamp. Vil de være fuldstændig ligeglade med de papirer min læge har skrevet? Er de ligeglade med at jeg her til oktober – for jeg ved ikke hvilken gang – skal til undersøgelser på sygehuset med min arm? Det er absolut ikke et møde jeg glæder mig til, men håber at det er en sagsbehandler som kan lytte – har igen fået en ny – og som har læst min papirer FØR mødet.

Av… vil slet ikke tænke over det… får helt ondt i maven igen.

Ja, som nævnt så skal jeg til oktober atter en tur på sønderborg Sygehus til undersøgelse hos håndkirurgen der opererede mig sidste år, det tænker jeg også på hele tiden. Kan de gøre noget ved mine smerter? Eller bliver jeg bare sendt hjem med beskeden – vi kan ikke gøre mere. Jeg synes ikke det er sjovt mere med de smerter… oh… det bliver 4 lange uger endnu. 4 uger med alt for lidt søvn, alt for mange tanker. Og hvad skal jeg få tiden til at gå med, tiden går alt for langsomt, kan ikke ligge på sofaen hele dagen og læse eller se fjernsyn – det er snart ikke andet end genudsendelser. Jeg vil enormt gerne arbejde – må ikke for min læge, vil gerne bruge tiden på at arbejde videre på en bog som jeg startede med at skrive for rigtig længe siden – men alt det skriveri påvirker mine smerter i armen, prøver at overhøre de signaler kroppen give mig, men betaler prisen senere længe efter jeg har slukket computeren. Forsøger at cykeltræne lidt på motionscyklen, kan ikke tage mig sammen, forsøger at tage mig sammen at gå en lang tur, men synes ikke det er sjovt alene. Mad har jeg ikke lyst til – hverken at spise eller lave.

Hvad mon andre tænker når jeg ikke kan arbejde og bare går derhjemme hver dag? Siger det ikke højt, er bange for deres reaktioner, der har været meget i medierne på det seneste om folk som ikke arbejder, og der har været kraftige reaktioner og udtalelser omkring dette emne. Min sygdom kan man ikke se, muskel- og nervesmerter kan man ikke se, hvad tænker folk? Er jeg også ‘bare’ en af de der dovne som ikke GIDER at arbejde, og ønsker de også mig sat ud på en øde ø eller det der er værre.

Tja… det er bare nogle af de tanker som fylder mit hoved sådan en solrig søndag morgen midt i september

på benene igen

Så er jeg ved at være på benene igen efter min håndledsoperation for 2½ uge siden, fik den store forbinding og trådene fjernet igår, og lægen var ganske tilfreds, så foreløbig ikke flere ture til Sønderborg sygehus i denne omgang.

Energien og humøret er stærkt stigende, og kunne idag endelig brænde noget af min overskudsenergi af på motionscyklen til træning, dejlig fed fornemmelse at drøne af sted igen, klarede 5 km på 25 minutter, hvilket er ganske godt, når jeg ikke har trænet i 2½ uge. Men det bedste er dog at jeg igen kan sove om natten, 8-12 timer hver nat uden smerter, kan ikke huske hvornår jeg sidst jeg har kunnet sove en hel nat uden smerter. Der er dog lidt skår i glæden, og det er at der går 2-3 uger før genoptræningen af hånden må begynde, og yderligere 3-4 uger før jeg må køre bil igen, men så længe solen skinner og det ikke regner, så er det heller ikke så ringe at gå en lang tur.

det syge sundhedsvæsen

Mage til dårlig behandling skal man lede længe efter, jeg blev i marts i år henvist til undersøgelser på ortopædkirurgisk ambulatorium i Sønderborg af min læge, ganske udemærket kom til efter allerede 5 uger selvom der var 9 ugers venteliste.

Så den 15. april tager jeg så til Sønderborg til undersøgelse og her begynder det ‘sjove’ (NOT!!!), kommer ind til en læge som undersøger mig og bruger en del tid på at læse mine henvisningspapirer fra min læge. Lægen mener at arrene efter tidligere carpaltunnelsyndrom (klemte nerver) operationer så pæne ud – det gør de skam også, men det var sådan set ikke derfor jeg kom til undersøgelse, det gjorde jeg på grund af daglige smerter i både hænder, skuldre og nakke. Har ved tidligere undersøgelser fået at vide at der er lidt forsnævring ved to nakkehvivler, lægen ser at jeg tidligere har været scannet i 2009, og mener ikke at det er nødvendigt med nye scanningsbilleder, men synes at vi skal prøve med en ny ENG-undersøgelse (undersøgelse af nervepåvirkning), og oplyser mig at der er 2-3 ugers venteliste, fint så kan jeg komme hurtigt til, få en behandling og så komme i gang med at arbejde igen.

Men… så nemt skal det heller ikke gå… 2 uger efter undersøgelsen har jeg stadig ikke hørt fra sygehuset, så jeg ringer først til ortopædkirurgisk ambulatorium for at høre om der er sendt en tid til mig, jeg har intet modtaget, det vidste de ikke noget om, jeg skulle have fat i neurologisk ambulatorium som laver den slags undersøgelse som jeg skal have lavet. Jeg forsøger at ringe, men får deres telefonsvarer, og prøver at ringe igen i deres telefontid, får en sød dame i røret der kigger i deres papirer efter et ark med mit navn på… desværre det har de ikke, får besked at den må ligge på sygehusets tidsbestillingskontor, og så længe min journal ligger der, så har de den ikke, og så får jeg numret dertil og får igen en sød dame i røret, som heller ikke kan finde mine papirer nogensteder, hun lover at undersøge sagen nærmere og vil ringe tilbage.

Vente, vente, vente… ingen opkald fra sygehuset, vreden bobler mere og mere.

Langt om længe ringer telefonen næste morgen – hemmeligt nummer – står der på displayet, jeg tager den og det er fra sygehuset, damen fra dagen før er i den anden ende, hun har undersøgt sagen og min forsvundet journal er fundet, den havde hele tiden ligget hos ortopædkirurgisk ambulatorium, den var bare ikke skrevet færdig, men nu var den skrevet færdig og kommet til det korrekte sted, så de kunne booke en tid til mig, i øvrigt var det ikke længere 2-3 ugers ventetid men 11 ugers ventetid, men damen i bookingskontoret havde hevet lidt i nogle tråde, for pludselig var der en tid til mig allerede i næste uge, og hun havde givet besked på at min journal skulle skrives færdig – helst samme dag – så jeg ikke igen skulle vente i uvidenhed, og skulle jeg ikke få hurtigt svar, skulle jeg ringe til ortopædkirurgisk ambulatorium og rykke.

Men jeg har på fornemmelsen at lægen der undersøgte mig første gang, ikke bryder sig om folk uden job, der blev spurgt flere gange hvad jeg arbejdede med og da jeg svarede at jeg lige pt. ikke havde nogen ture som rejseleder og tidligere havde arbejdet som teknisk designer, og hun så på mig og spurgte igen, hvad jeg arbejdede med, og jeg gentog at jeg pt. ikke havde et job, så kunne jeg mærke at lægen ikke var så interesseret i at få mig hurtigt igennem systemet. Nej, jeg har ikke noget at lave pt., og det er der en god grund til, nemlig smerterne i mine arme og hænder.

Men helt ærlig, jeg troede ikke at det var lovligt at forskelsbehandle i vores lille andedam, så hvis du bliver syg og skal til undersøgelse i Sønderborg på ortopædkirurgisk ambulatorium, så håb på at du stadig er i stand til at beholde dit job, så har du en større mulighed for at blive behandlet hurtigt.

øv… øv…

Der er for tiden ikke meget at juble over, faktisk er der slet ikke meget at glæde sig til.

Det ser ud til at jeg ikke lige kommer ud på de europæiske landeveje foreløbig, der er ingen rejseselskaber der har brug for mig. Det eneste jeg den kommende tid for set meget af er sygehuse, da de gamle velkendte smerter er vendt tilbage i mine håndled, tja… de er faktisk aldrig forsvundet helt, men nu er de blevet mere end jeg kan holde ud, så jeg gik til læge og det var ikke opmundrende, jeg skal starte forfra med sygehusbesøgene, det eneste positive er, på trods af at der på ventelisteinfo står at der er 9 ugers venteliste, nemlig at jeg kan komme til allerede i april, faktisk allerede om en måned.

Men det betyder at jeg må sige nej til fortræningsweekenden til FDFs Landslejr, og ikke mindst landslejren til sommer, endnu mere øv, for det er en lejr der kun afholdes hvert 5. år.

Så, nej… der er ikke meget smil, grin og jubel her lige pt

Lys der ude…

Efter måneder med smerter, det ene besøg på sygehuset efter det andet så er der snart et lys for enden af tunnellen, jeg er begyndt at kunne skimte noget lys.

Allerede onsdag den 24. februar skal jeg op til den praktiske prøve som rejseleder og hvis jeg ikke bøvler for meget og stemmen ikke knækker over (forklaringen: jeg har været snotforkølet de sidste 14 dage, og det har ramt mit stemmebånd lidt, men der er bedring), så er der nok snart et nyt job til mig, men først altså 45 minutters salgstale om et af mine favoritrejsemål.

Jeg har valgt Berlin, da det nok er det jeg ved mest om. Men alligevel har jeg valgt at holde en generalprøve på min salgstale, det skal jeg her kl. 14, og har fået en god ven til at være forsøgskanin, bare det nu går godt uden alt for meget næsepusteri og hosten…

Den 3. marts skal jeg så på sygehuset IGEN, IGEN…forhåbenligt er det sidste gang turen går til Vejle Sygehus. Jeg skal til kontrol med mine håndled. Jo… det går fremad efter operationen, men i går begyndte fingrene på venstre hånd at sove og prikke lidt, bare et par minutter… men det er også længe nok til jeg bliver bange for at operationen har slået fejl. Det var i øvrigt 2 måneder siden i går at jeg blev opereret.

Desuden har højre hånd været smerteramt de sidste par dage, sad og tegnede lidt i søndags, ikke særligt længe og brugte slet ikke mus, selvom jeg tegnede på pc’eren. Da jeg stoppede med at tegne, kunne jeg ikke rette fingrene på højre hånd ud. Det gjorde ondt som en i helvede.

Jeg er kommet frem til den konklusion, at teknisk designer det er fortid, nu må jeg satse på et nyt liv forhåbenligt som rejseleder, og så en gang i mellem at kunne tegne lidt på pc’eren. Men 8 til 10 timer ved skærmen hver dag, det er slut. Håber at der kommer lidt positivt ud af prøven på næste onsdag og besøget på sygehuset om 14 dage går bedre end frygtet.

Hav en god dag derude

Lidt nyt

Så vil jeg lige give et lille livstegn her på den sidste dag i november. Jeg var på sygehuset igen i fredags, heldigvis var det hurtigt overstået denne gang, jeg var inde og tale med en læge, og fik langt om længe en diagnose, som kan bruges til noget.

Mine blodprøver var helt i orden, og MR-scanningen som jeg fik lavet af nakken var også i orden, hvilket betyder at mine smerter IKKE stammer fra nakken – heldigvis 🙂

Men testen, hvor de havde sat elektroder på nerverbanerne viste at der var noget som ikke var som det skulle være i venstre hånd, så det betyder at jeg skal opereres i venstre hånd. Lidt positivt er det dog, da jeg ikke skal helt til Vejle, men opereres på det lokale sygehus… måske – alt afhængigt af ventelisten, det vil jeg lige tjekke op på senere på venteliste.dk.

Har i dag brugt tid på at tale med mit forsikringsselskab og mit pensionsselskab, og der er en mulighed for at jeg kan få en erstatning fra min pensionsordning, da mine smerter er arbejdsrelaterede. Nu får jeg nogle papirer som jeg og min læge skal udfylde, så er der en mulighed for en lille sum penge, det er da rart, især når sygedagpengene ikke rækker til at betale de udgifter jeg har, så der bliver tærret lidt på opsparingen, meget mod min vilje, men jeg skal have noget at leve af.

Alle de her problemer de tager min energi, men jeg håber at der snart er lidt positivt nyt.