nyt job, nyt liv

så lykkedes det…

Jeg har i dag været til jobsamtale i Århus, og jubiiii… jobbet som rejseleder er inde for rækkevidde, skal på ‘føltur’ til Berlin (min favoritby) og der er yderligere 6 ture til mig her i foråret.

Og går de 7 ture godt, så er der udsigt til flere ture og måske noget mere fast i efterårssæsonen.

Ikke nok med det, så er der endnu en samtale i næste uge hos et andet selskab, så går det også godt, så tegner fremtiden godt…

Jeg er i hvertfald glad, skal ud og shoppe lidt nyt i morgen, ny arbejdstaske skal jeg ihvertfald have og gardarobe skal nok også fornyes. Det er lidt svært at få armene ned lige nu, fejres bliver det først i morgen, jeg har talt i telefon og skrevet mails i et væk siden jeg kom hjem midt på eftermiddagen.

Advertisement

nyt lys for enden af tunnellen

… ja, det har virkeligt været nogle af de dage som jeg allerhelst vil glemme alt om, smerter, hovedpine, nederlag og en tur på sygehuset igen.

For at starte med det sidste, så var jeg i går til kontrol på sygehuset i Vejle som var spild af tid, snak, snak og atter snak. Jeg troede bare når man skulle til kontrol, så skulle man undersøges grundigt for at se om de smerter man i første omgang kom med var væk, men nej… det var en halv times snak og et tryk på der hvor jeg sagde det stadig gjorde ondt og så lige det som jeg ikke brød mig om, et vrid i håndleddet – og hvis jeg ikke havde haft så meget selvkontrol – så havde lægen nok fået et par på kassen, det gør man bare ikke med en hånd der lige er blevet opereret for under 3 måneder siden.

Men mine smerter kunne/ville han ikke gøre noget ved, det skulle jeg tale med min egen læge om, og så kunne hun jo altid henvise mig til en håndkirurg?!!!!

Har jeg lyst til at skulle alle undersøgelser igennem igen? NEJ! Nå, men nu må jeg vente til den 23. marts, hvor jeg har en aftale med min læge omkring nogle attester til mit pensionsselskab, så må jeg se hvad hun siger til papirerne fra Vejle.

Jeg fik jo ikke jobbet som jeg ønskede, så det har stået på en del jobansøgninger siden afslaget, der er desværre ingen som har bidt på for alvor, bare at det er en flot ansøgning, men de skal ikke bruge flere medarbejdere nu. Og dog… for et firma, hvor jeg har søgt arbejde, skulle ikke bruge nogen nye medarbejdere, men de sendte min ansøgning videre til deres samarbejdspartnere, og så idag…

… kom en mail fra en af dem, og inviterede mig til et møde/samtale for at lære mig at kende, da min ansøgning så spændende ud, så nu har jeg fået en ny chance til at skifte branche, jeg ser frem til mødet i uge 11.

Så der er tændt et nyt lys for enden af tunnellen, som ellers på det seneste igen har set alt for sort ud.

lige ved og næsten

… tja… var jo til min praktiske prøve til jobbet som rejseleder i onsdags, det gik godt synes jeg og bossen lød til at være tilfreds…

Hvem f….. sidder jeg og narrer her… han var overhovedet ikke tilfreds nok, for jeg var ikke god nok til hans firma. For pokker… min optakt havde sgu heller ikke været for god, syg i 2½ uge med hoste og snot, daglige hovedpiner, ondt i nakke og arme igen, igen…

Så jeg havde skrevet min tale ned – skulle vare i 45 minutter – jeg spørger bare, hvem fanden (undskyld mit sprog) kan tale i 45 minutter uden en tekst, jeg kan ikke. Jeg måtte ikke bruge billeder eller kort i de 45 minutter, som kunne have hjulpet mig. Jeg forsøgte at gøre det så godt jeg kunne, fik det til at lyde som jeg ikke læste op, hvilket jeg heller ikke gjorde. Men det mente han, og han mente desuden at det ikke var skrevet i mit eget sprog… hvad fanden mener han med det?

Vi havde talt sammen tidligere i under 30 minutter, og så siger han det ikke blev sagt med mine egne ord… COME ON…

Ja, jeg fik ikke jobbet, og har mistet troen på at jeg nogensinde får et nyt job indenfor det jeg aller helst vil, det er ikke nok at have en viden om noget, hvis man ikke kan sige det på en ordentlig måde, har sgu mest lyst til at opgive det hele, jeg klarer sgu aldrig de lange foredrag uden at have billeder og andet materiale til min hjælp.

Jeg er bare en tekniker med to ødelagte arme, som kommunen er ligeglad med, og arbejdsgivere der ikke vil give mig en chance til at vise hvad jeg kan og hvem jeg er.

Hjælp på fagforeningen er der ikke, de vil jo helst have jeg finder et job indenfor min branche, eller rengøring, børnepasning, madlavning eller ældrepleje… JA, FLOT med to ødelagte arme. GLEM DET TL.

Så det eneste håb der er tilbage er kontrollen på sygehuset på onsdag, samt møde med min gode ven K (du ved selv, hvem jeg mener) på tirsdag.