Så vil jeg lige give et lille livstegn her på den sidste dag i november. Jeg var på sygehuset igen i fredags, heldigvis var det hurtigt overstået denne gang, jeg var inde og tale med en læge, og fik langt om længe en diagnose, som kan bruges til noget.
Mine blodprøver var helt i orden, og MR-scanningen som jeg fik lavet af nakken var også i orden, hvilket betyder at mine smerter IKKE stammer fra nakken – heldigvis 🙂
Men testen, hvor de havde sat elektroder på nerverbanerne viste at der var noget som ikke var som det skulle være i venstre hånd, så det betyder at jeg skal opereres i venstre hånd. Lidt positivt er det dog, da jeg ikke skal helt til Vejle, men opereres på det lokale sygehus… måske – alt afhængigt af ventelisten, det vil jeg lige tjekke op på senere på venteliste.dk.
Har i dag brugt tid på at tale med mit forsikringsselskab og mit pensionsselskab, og der er en mulighed for at jeg kan få en erstatning fra min pensionsordning, da mine smerter er arbejdsrelaterede. Nu får jeg nogle papirer som jeg og min læge skal udfylde, så er der en mulighed for en lille sum penge, det er da rart, især når sygedagpengene ikke rækker til at betale de udgifter jeg har, så der bliver tærret lidt på opsparingen, meget mod min vilje, men jeg skal have noget at leve af.
Alle de her problemer de tager min energi, men jeg håber at der snart er lidt positivt nyt.