tanker på en søndag morgen

Efter nok en elendig nat, kan snart ikke tælle de nætter, hvor jeg har sovet dårligt, sidder jeg her ved min kære computer, selvom jeg udemærket ved at jeg ikke burde. Men her til morgen er tankerne mange, tja det har der været mange af den sidste tid, tanker der påvirker mit humør og mindst min mave, skal ikke være langt fra et toilet… behøver jeg at fortælle mere… 😉

I morgen mandag som ellers er en dag, hvor jeg plejer at samle de får kræfter jeg har til at tage til FDF og yde mit bedste, men i morgen er anderledes… jeg skal til møde på kommunen og det er jeg rædselsslagen for, vil de igen fratage mig mine sygedagpenge, som jeg ellers lige har fået tilbage efter en hård kamp. Vil de være fuldstændig ligeglade med de papirer min læge har skrevet? Er de ligeglade med at jeg her til oktober – for jeg ved ikke hvilken gang – skal til undersøgelser på sygehuset med min arm? Det er absolut ikke et møde jeg glæder mig til, men håber at det er en sagsbehandler som kan lytte – har igen fået en ny – og som har læst min papirer FØR mødet.

Av… vil slet ikke tænke over det… får helt ondt i maven igen.

Ja, som nævnt så skal jeg til oktober atter en tur på sønderborg Sygehus til undersøgelse hos håndkirurgen der opererede mig sidste år, det tænker jeg også på hele tiden. Kan de gøre noget ved mine smerter? Eller bliver jeg bare sendt hjem med beskeden – vi kan ikke gøre mere. Jeg synes ikke det er sjovt mere med de smerter… oh… det bliver 4 lange uger endnu. 4 uger med alt for lidt søvn, alt for mange tanker. Og hvad skal jeg få tiden til at gå med, tiden går alt for langsomt, kan ikke ligge på sofaen hele dagen og læse eller se fjernsyn – det er snart ikke andet end genudsendelser. Jeg vil enormt gerne arbejde – må ikke for min læge, vil gerne bruge tiden på at arbejde videre på en bog som jeg startede med at skrive for rigtig længe siden – men alt det skriveri påvirker mine smerter i armen, prøver at overhøre de signaler kroppen give mig, men betaler prisen senere længe efter jeg har slukket computeren. Forsøger at cykeltræne lidt på motionscyklen, kan ikke tage mig sammen, forsøger at tage mig sammen at gå en lang tur, men synes ikke det er sjovt alene. Mad har jeg ikke lyst til – hverken at spise eller lave.

Hvad mon andre tænker når jeg ikke kan arbejde og bare går derhjemme hver dag? Siger det ikke højt, er bange for deres reaktioner, der har været meget i medierne på det seneste om folk som ikke arbejder, og der har været kraftige reaktioner og udtalelser omkring dette emne. Min sygdom kan man ikke se, muskel- og nervesmerter kan man ikke se, hvad tænker folk? Er jeg også ‘bare’ en af de der dovne som ikke GIDER at arbejde, og ønsker de også mig sat ud på en øde ø eller det der er værre.

Tja… det er bare nogle af de tanker som fylder mit hoved sådan en solrig søndag morgen midt i september

Advertisement

raskmeldt

Så blev jeg raskmeldt efter min operation i juni måned, og min træning blev afsluttet i onsdags, så det er lidt underligt at vågne en fredag morgen uden at skulle til træning. Ikke at jeg ikke vil fortsætte med at træne, for det vil jeg og det gør jeg, var i gang lidt i går på motionscyklen herhjemme, men efter et par døgn med maveonde og ikke meget energi så blev det ikke til det helt vilde, men vil træne lidt i aften igen.

Ellers så går dagen jo med at sidde i stolen med jobsøgerkasketten på og komme på ideer hvad fremtiden skal bringe, samt skrive lidt ansøgninger, så nu må jeg blot håbe på at der kommer noget godt ud af det. Tænk positivt 🙂

Hmmm… tænke… tænke…

Alt skulle være så godt, og alligevel ikke… er jo kommet i gang med genoptræningen efter min håndledsoperation i juni, men har haft ondt i weekenden, og i dag var så hos fysioterapeut, desværre så har min faste fysio ferie, så jeg spørger en anden, hvad det kan skyldes, var det fordi jeg laver mine øvelser forkert eller? Og for at være ærlig, så fik jeg en sludder for en sladder, at jeg kunne bare tage til læge og få en blokade, hvis det gjorde ondt eller vente på min fysio kommer tilbage i næste uge. Typisk!

Men trods et ømt håndled, så går det fremragende… ha… hvem prøver jeg at narre her… gu… pokker… går det ikke fremragende, skal efter planen raskmeldes den 1. september, til hvad? Der er ingen job, jeg har et håndled der skal passes på, men ifølge min fagforvirring så skal jeg se muligheder ikke begrænsninger… ha… så har de vidst ikke lige læst mine lægepapirer og udtalelse fra egen læge om hvad jeg må og ikke må. Næ nej, de vil gerne have at jeg tager en ny uddannelse… øh… hallo… det kan jeg jo tidligst til næste år, men som hvad? Jeg har ingen anelse selv. Nå, må vente til sagsbehandleren på jobcenteret returnerer fra ferie, så må jeg have en snak med hende, og der skal nok komme et eller andet fornuftigt frem – håber jeg – da hun er ganske rar at tale med, vi skal have en snak efter hendes ferie, hvor min fagforvirring skulle have været med, men nej… de har ikke tid… det har jeg da heller ikke, men jeg skal rydde kalenderen hver gang de vil tale med mig, hvorfor gælder det ikke omvendt… de sad på et møde og sagde ok til næste møde i uge 33/34, og et par dage senere melder de ud, at de ikke kunne alligevel, godt råd: prøv at tjekke jeres kalender næste gang!!!

Så lige nu overvejer jeg om jeg skal provokere dem og så melde at jeg holder ferie fra 1. september, men på den anden side, så er jeg ikke helt fit til at køre ned til Braunlage og besøge B & P, og bare gå herhjemme i ferien, nej tak… jeg har gået hjemme og kigget på de samme vægge og billeder i månedsvis, så kære jobgud (hvis du findes) så gå i tænkeboksen, og hjælp mig tilbage i jobjunglen igen… please… så skal jeg nok tage den uddannelse eller de kurser der passer til jobbet…

…zzzzzzzz… du kan desværre ikke få forbindelse med jobguden… vi har ferielukket… kontakt os venligst igen… i oktober 2012, hvor vi har en ledig tid… zzzzzzzzz…

på benene igen

Så er jeg ved at være på benene igen efter min håndledsoperation for 2½ uge siden, fik den store forbinding og trådene fjernet igår, og lægen var ganske tilfreds, så foreløbig ikke flere ture til Sønderborg sygehus i denne omgang.

Energien og humøret er stærkt stigende, og kunne idag endelig brænde noget af min overskudsenergi af på motionscyklen til træning, dejlig fed fornemmelse at drøne af sted igen, klarede 5 km på 25 minutter, hvilket er ganske godt, når jeg ikke har trænet i 2½ uge. Men det bedste er dog at jeg igen kan sove om natten, 8-12 timer hver nat uden smerter, kan ikke huske hvornår jeg sidst jeg har kunnet sove en hel nat uden smerter. Der er dog lidt skår i glæden, og det er at der går 2-3 uger før genoptræningen af hånden må begynde, og yderligere 3-4 uger før jeg må køre bil igen, men så længe solen skinner og det ikke regner, så er det heller ikke så ringe at gå en lang tur.

det syge sundhedsvæsen

Mage til dårlig behandling skal man lede længe efter, jeg blev i marts i år henvist til undersøgelser på ortopædkirurgisk ambulatorium i Sønderborg af min læge, ganske udemærket kom til efter allerede 5 uger selvom der var 9 ugers venteliste.

Så den 15. april tager jeg så til Sønderborg til undersøgelse og her begynder det ‘sjove’ (NOT!!!), kommer ind til en læge som undersøger mig og bruger en del tid på at læse mine henvisningspapirer fra min læge. Lægen mener at arrene efter tidligere carpaltunnelsyndrom (klemte nerver) operationer så pæne ud – det gør de skam også, men det var sådan set ikke derfor jeg kom til undersøgelse, det gjorde jeg på grund af daglige smerter i både hænder, skuldre og nakke. Har ved tidligere undersøgelser fået at vide at der er lidt forsnævring ved to nakkehvivler, lægen ser at jeg tidligere har været scannet i 2009, og mener ikke at det er nødvendigt med nye scanningsbilleder, men synes at vi skal prøve med en ny ENG-undersøgelse (undersøgelse af nervepåvirkning), og oplyser mig at der er 2-3 ugers venteliste, fint så kan jeg komme hurtigt til, få en behandling og så komme i gang med at arbejde igen.

Men… så nemt skal det heller ikke gå… 2 uger efter undersøgelsen har jeg stadig ikke hørt fra sygehuset, så jeg ringer først til ortopædkirurgisk ambulatorium for at høre om der er sendt en tid til mig, jeg har intet modtaget, det vidste de ikke noget om, jeg skulle have fat i neurologisk ambulatorium som laver den slags undersøgelse som jeg skal have lavet. Jeg forsøger at ringe, men får deres telefonsvarer, og prøver at ringe igen i deres telefontid, får en sød dame i røret der kigger i deres papirer efter et ark med mit navn på… desværre det har de ikke, får besked at den må ligge på sygehusets tidsbestillingskontor, og så længe min journal ligger der, så har de den ikke, og så får jeg numret dertil og får igen en sød dame i røret, som heller ikke kan finde mine papirer nogensteder, hun lover at undersøge sagen nærmere og vil ringe tilbage.

Vente, vente, vente… ingen opkald fra sygehuset, vreden bobler mere og mere.

Langt om længe ringer telefonen næste morgen – hemmeligt nummer – står der på displayet, jeg tager den og det er fra sygehuset, damen fra dagen før er i den anden ende, hun har undersøgt sagen og min forsvundet journal er fundet, den havde hele tiden ligget hos ortopædkirurgisk ambulatorium, den var bare ikke skrevet færdig, men nu var den skrevet færdig og kommet til det korrekte sted, så de kunne booke en tid til mig, i øvrigt var det ikke længere 2-3 ugers ventetid men 11 ugers ventetid, men damen i bookingskontoret havde hevet lidt i nogle tråde, for pludselig var der en tid til mig allerede i næste uge, og hun havde givet besked på at min journal skulle skrives færdig – helst samme dag – så jeg ikke igen skulle vente i uvidenhed, og skulle jeg ikke få hurtigt svar, skulle jeg ringe til ortopædkirurgisk ambulatorium og rykke.

Men jeg har på fornemmelsen at lægen der undersøgte mig første gang, ikke bryder sig om folk uden job, der blev spurgt flere gange hvad jeg arbejdede med og da jeg svarede at jeg lige pt. ikke havde nogen ture som rejseleder og tidligere havde arbejdet som teknisk designer, og hun så på mig og spurgte igen, hvad jeg arbejdede med, og jeg gentog at jeg pt. ikke havde et job, så kunne jeg mærke at lægen ikke var så interesseret i at få mig hurtigt igennem systemet. Nej, jeg har ikke noget at lave pt., og det er der en god grund til, nemlig smerterne i mine arme og hænder.

Men helt ærlig, jeg troede ikke at det var lovligt at forskelsbehandle i vores lille andedam, så hvis du bliver syg og skal til undersøgelse i Sønderborg på ortopædkirurgisk ambulatorium, så håb på at du stadig er i stand til at beholde dit job, så har du en større mulighed for at blive behandlet hurtigt.

øv… øv…

Der er for tiden ikke meget at juble over, faktisk er der slet ikke meget at glæde sig til.

Det ser ud til at jeg ikke lige kommer ud på de europæiske landeveje foreløbig, der er ingen rejseselskaber der har brug for mig. Det eneste jeg den kommende tid for set meget af er sygehuse, da de gamle velkendte smerter er vendt tilbage i mine håndled, tja… de er faktisk aldrig forsvundet helt, men nu er de blevet mere end jeg kan holde ud, så jeg gik til læge og det var ikke opmundrende, jeg skal starte forfra med sygehusbesøgene, det eneste positive er, på trods af at der på ventelisteinfo står at der er 9 ugers venteliste, nemlig at jeg kan komme til allerede i april, faktisk allerede om en måned.

Men det betyder at jeg må sige nej til fortræningsweekenden til FDFs Landslejr, og ikke mindst landslejren til sommer, endnu mere øv, for det er en lejr der kun afholdes hvert 5. år.

Så, nej… der er ikke meget smil, grin og jubel her lige pt

nyt lys for enden af tunnellen

… ja, det har virkeligt været nogle af de dage som jeg allerhelst vil glemme alt om, smerter, hovedpine, nederlag og en tur på sygehuset igen.

For at starte med det sidste, så var jeg i går til kontrol på sygehuset i Vejle som var spild af tid, snak, snak og atter snak. Jeg troede bare når man skulle til kontrol, så skulle man undersøges grundigt for at se om de smerter man i første omgang kom med var væk, men nej… det var en halv times snak og et tryk på der hvor jeg sagde det stadig gjorde ondt og så lige det som jeg ikke brød mig om, et vrid i håndleddet – og hvis jeg ikke havde haft så meget selvkontrol – så havde lægen nok fået et par på kassen, det gør man bare ikke med en hånd der lige er blevet opereret for under 3 måneder siden.

Men mine smerter kunne/ville han ikke gøre noget ved, det skulle jeg tale med min egen læge om, og så kunne hun jo altid henvise mig til en håndkirurg?!!!!

Har jeg lyst til at skulle alle undersøgelser igennem igen? NEJ! Nå, men nu må jeg vente til den 23. marts, hvor jeg har en aftale med min læge omkring nogle attester til mit pensionsselskab, så må jeg se hvad hun siger til papirerne fra Vejle.

Jeg fik jo ikke jobbet som jeg ønskede, så det har stået på en del jobansøgninger siden afslaget, der er desværre ingen som har bidt på for alvor, bare at det er en flot ansøgning, men de skal ikke bruge flere medarbejdere nu. Og dog… for et firma, hvor jeg har søgt arbejde, skulle ikke bruge nogen nye medarbejdere, men de sendte min ansøgning videre til deres samarbejdspartnere, og så idag…

… kom en mail fra en af dem, og inviterede mig til et møde/samtale for at lære mig at kende, da min ansøgning så spændende ud, så nu har jeg fået en ny chance til at skifte branche, jeg ser frem til mødet i uge 11.

Så der er tændt et nyt lys for enden af tunnellen, som ellers på det seneste igen har set alt for sort ud.

julehistorie – del 4

Nisserne gjorde deres for at skabe den rigtige julestemning i Nissekøbing gennem hele december måned. Til sidst måtte købmand Nissen kapitulere og lade julen fylde i stuerne.

Dagen op til jul brugte fru Nissen på at bage og gøre klar til jul, og dagen før juleaften, fik købmand Nissen den mest uventede julegave som man kunne tænke sig, da han fik job i byens nye supermarked, den dag bekendtgjorde han til middagen, at nu var det endelig blevet jul i Nissekøbing og i deres hjem.

Sneen dalede ned over Nissekøbing, og købmand Nissens kone så på sin mand og smilede, netop som deres tre drenge kom ind i køkkenet med røde kinder, og selv om de havde glemt at tage deres våde støvler af, så blev hun ikke sur på dem. De havde jo reddet julen, ja, med en lille hjælpende hånd fra nisserne. Stresset, jeg, nej?! Udbrød hun forpustet, da byens præst kom forbi til en kop kaffe før gudstjenesten. Hvordan kan jeg være stresset? Selvom det tog længere end normalt, så er kagerne vasket, pakkerne er i ovnen, ungerne ligger under træet og huset er lagt i seng, nej julen kan bare komme!

Præsten så lidt forvirret ud, og fru Nissen opdagede, hvad hun havde fået sagt og de grinede alle sammen. Jo, så kom den rigtige julestemning også til Nissekøbing. Og nisserne fik et stort fad grød med ekstra smørklat som tak.

Glædelig jul og da jeg resten af året ikke vil være on-line pga operation, så vil jeg også lige ønske et godt nytår

Lidt nyt

Så vil jeg lige give et lille livstegn her på den sidste dag i november. Jeg var på sygehuset igen i fredags, heldigvis var det hurtigt overstået denne gang, jeg var inde og tale med en læge, og fik langt om længe en diagnose, som kan bruges til noget.

Mine blodprøver var helt i orden, og MR-scanningen som jeg fik lavet af nakken var også i orden, hvilket betyder at mine smerter IKKE stammer fra nakken – heldigvis 🙂

Men testen, hvor de havde sat elektroder på nerverbanerne viste at der var noget som ikke var som det skulle være i venstre hånd, så det betyder at jeg skal opereres i venstre hånd. Lidt positivt er det dog, da jeg ikke skal helt til Vejle, men opereres på det lokale sygehus… måske – alt afhængigt af ventelisten, det vil jeg lige tjekke op på senere på venteliste.dk.

Har i dag brugt tid på at tale med mit forsikringsselskab og mit pensionsselskab, og der er en mulighed for at jeg kan få en erstatning fra min pensionsordning, da mine smerter er arbejdsrelaterede. Nu får jeg nogle papirer som jeg og min læge skal udfylde, så er der en mulighed for en lille sum penge, det er da rart, især når sygedagpengene ikke rækker til at betale de udgifter jeg har, så der bliver tærret lidt på opsparingen, meget mod min vilje, men jeg skal have noget at leve af.

Alle de her problemer de tager min energi, men jeg håber at der snart er lidt positivt nyt.

sidste dag

I morgen onsdag er det sidste arbejdsdag for mig, den dag som jeg har frygtet siden min fyring i juni er lige foran mig. I morgen når jeg forlader tegnestuen er det sidste gang jeg kommer der. Lidt trist, men nu er det tid til at se fremad, for et ordsprog siger: når en dør lukker et sted, er der en anden dør der åbner sig.

For mig er det et par måneders sygemelding der står foran mig, jeg skal nemlig i morgen til MR-scanning fra morgenstunden her i Aabenraa og i næste uge skal jeg til Vejle igen til elektroneurografi-undersøgelse, så håber jeg at der snart kommer en klarhed over, hvorfor jeg har de smerter jeg har.

I går blev der indsendt en anke på min afslåede arbejdsskadesag, så håber jeg at der kommer lidt positivt ud af det.

Nå… jeg må hellere komme ind og sove lidt, så jeg kan være klar til at være på sygehuset i morgen tidlig til undersøgelse kl. 6.40.