tanker i mørket

Hvad fanden er det der sker i min hjerne for tiden?

Var hos J i går til snak og nu kører tankerne på fuld hammer igen, hvordan kan det være at efter snak der begynder at få styr på tanker, følelser og den slags, tanker og følelser som psykologen ikke kunne åbne op til. Det er lidt underligt – på den gode måde – at få åbnet op og snakket om det som bare rumsterer i mit lille hoved og er ved at gøre mig sindssyg.

Måske ikke så meget snak her en tidlig lørdag morgen, hvor der er stille i hele ’hytten’ og mørket udenfor ligger som en tung dyne, kun lidt sparsomt lys fra gadelygterne får mig navigeret rundt i lejligheden før mine morgentrætte ben fører mig ind i ’hulen’, hen til computeren og tankernes spil fører mine fingre henover tastaturet som var det en dukkefører som styrede Pinocchio.

Jeg er ellers ikke god til at få skrevet dagbog i det daglige, måske lidt tanker hastigt skrevet ned i min elektroniske dagbog, min blog, mest bare om det der sker nu, er sket siden jeg var online sidst, et foto, rejseminder. Men når jeg er ude at rejse, så glider pennen nemmere henover papiret, men okay der er også mange oplevelser der skal ned på papir inden søvnen får sit tag i mig.

Men de ting som denne morgen kommer ned på papir er de tanker som jeg har svært ved at sætte ord på i det daglige, hvem vil høre på mine ord, jeg har jo ingen kolleger, ingen job, næsten ingen netværk, kender en masse mennesker, mødes ofte med nogle af dem, men er de mit netværk? Jeg synes ordet ’netværk’ er en underlig ting. Venner er der ikke meget af, bekendte jo, en god veninde til at hyggesladder med over en kop kaffe, nej… der var en, som på et tidspunkt sagde at hun var min ven, men da mit liv begyndte at smuldre i sommers, forsvandt hun også, ’jeg skulle bare tage mig sammen’ mindes jeg nogle af de sidste ord var, ord som senere gang på gang har gjort mig trist og ked, når livet var svært.

Familie, jo det har jeg, min mor og en søster ude i periferien som jeg allerhelst vil glemme alt om, og så en masse fætre og kusiner. Men ingen ved rigtig, hvad der foregår i min lille underlige hjerne af tanker, spekulationer, kan ikke sætte ord på, måske bange for at gøre dem – måske især min mor – ked af det. Mit liv er styret af smerter, men hvad kommer de af? Når jeg er trist, stille og sidder i min egen lille verden uden at sige et eneste ord, så har jeg tit hørt ’du har ondt i din arm, det kan jeg se’, måske… hvad nu hvis det er det er de mange tanker og spekulationer jeg har om hvad der skal ske fremover der udløser disse smerter, ting som jeg ikke kan sætte de rigtige ord på og kan forklare, jeg vil helst ikke have stemplet ’underlig’, ’tosse’, og oftest har det bare været nemmere og sige ’ja, jeg har ondt i min arm’ også selvom det ikke helt er sandt. Det er bare nemmere at forholde sig til fysiske smerter end de psykiske smerter. Det er måske mere lovligt at have en fysisk smerte end en psykisk, det ved jeg ikke, men jeg er også et menneske, jeg har også ret til at være her.

Men hvad er der sket siden, at jeg er gået fra den glade person, pige/kvinde med job, styr på livet, gang i en masse ting både arbejde og fritid, overskud, fuld af ideer, et liv med foden på speederen til et liv i tristhed, ensomhed, og uden tro på noget eller nogen. Hvordan finder jeg tilbage til livet? Nej, jeg vil ikke tilbage til det gamle liv, hvad nu hvis der var noget der som har udløst det som jeg ikke kan sætte ord på lige nu. Jeg har brug for at stoppe op, finde min indre ro, få styr på mine tanker, mine smerter, og stille og rolig vende tilbage til livet. Et liv som jeg ønsker, skal se meget anderledes ud end det gjorde bare for et par år siden, måske er det stillesiddende kontorjob bare ikke mig, måske er livet med kolleger og sladder over en kop kaffe eller madpakken bare ikke det rigtige for mig, måske er det kreative, frie liv mere mig.

Rejselivet var noget jeg elskede over alt på jorden, måske ikke så meget det at der var gæster som jeg havde ansvar for, men jeg elskede det, der var ingen dage der var ens, hver dag et nyt sted, nye oplevelser, hver uge et nyt hotel, nye kontakter – også selvom jeg oplevede at komme på de samme hoteller flere gange, men det gjorde ingenting, det fik mig til at slappe af, fordi jeg kendte stedet, det meste af personalet. 86 rejsedage i løbet af et år blev det til, til steder jeg ofte aldrig havde været men også til steder, hvor jeg havde været før, men fik oplevet enten på ny eller fundet nye oplevelser der. Elskede at finde nyt om stederne jeg kom, researche, skrive mine egne tekster, skrive dagbog om mine oplevelser de gode såvel som de dårlige, fotografere.

Jeg har en drøm, jeg vil gerne kunne leve af at skrive rejsefortællinger, rejsebøger, fotografere de steder jeg besøger, researche, fordybe mig, finde min indre ro… men det forbliver nok bare en drøm som løber ud i sandet, for jeg er ikke journalist eller fotograf, jeg er bare en lalleglad amatør som har en drøm. Men der er ingen økonomi i det, jeg har i hvert fald ikke fundet frem til skattekisten.

Hvem er interesseret i det jeg kan? Jeg har fået, at vide at jeg skriver godt, velformuleret… uden at lyde selvhøjtidelig, så har jeg nok vidst det længe, da jeg altid har fået høje karakterer i skolen, når emnet var fristil eller større opgaver med et emne jeg selv kunne vælge. Lidt underligt for hvis jeg skal formulere mine ideer og tanker for at få en virksomhed til at ’bide på krogen’, så går den sorte klap ned og jeg får ikke formuleret mine tanker korrekt og det hele bliver afvist. Hvem siger at mine billeder overhovedet kan bruges til noget, bare fordi jeg selv synes de er gode. Hvem er overhovedet interesseret i at læse om de ting jeg brænder for? Og hvem er overhovedet interesseret i at betale for det jeg skriver? Har i snart 2 år skrevet på en rejsebog, men løber hele tiden hovedet mod muren, hvorfor skrive den færdig, hvis den alligevel ender som alt andet – nemlig i skrivebordsskuffen. Nogle af mine tekster er endt på min blog, her kan jeg se at nogen læser det, men der er ikke rigtig nogen kommentarer om det er godt eller skidt, offentliggør jeg et billede der eller på facebook, så er der nogen der ’liker’ det – som det hedder på dansk – men er det for at gøre mig glad eller mener de virkelig at billedet et godt – I don’t know…

Nej… det er bare en drøm, som nok heller ikke bliver til noget som helst. Jeg får nok snart et stempel på ryggen af kommunen, får svar på alle de test og undersøgelser de har lavet i slutningen af januar – forhåbentligt, frygter lidt for resultaterne… Nej, jeg er sgu bare en tosse der har en uopnåelig drøm om at sige F..K systemet, tjene mine egne penge uden at være afhængig af nogen, uden at stå til regnskab for hvad jeg gør og hvornår, jeg ved bare ikke hvordan… Husker pludselig at jeg for godt et par år siden var til møde med en karrierevejleder, hvor jeg sådan fortalte om mine drømme om et frit liv, han synes det lød spændende og sagde gør det… men fik aldrig vejledning i hvordan jeg skulle nå mine drømme og samtidig tjene mine egne penge, så der er råd til rejser, bolig og min bil.

Nej, hvis man skal gøre som systemet siger, så skal man have et job fra 8-16, gå som små robotter og tilpasse sig systemets regler og normer, og har man drømme om at bryde ud af de regelsæt og normer, så er man underlig… hører nogle gange om folk der er selvlærte og anderledes tænkende og har succes, job og måske har de et godt liv – ved det ikke… men jeg er på mange områder selvlært (har ingen uddannelse indenfor det kreative – foto, grafik, skrive) men jeg kan ikke få job ikke tjene mine egne penge og være uafhængig, og er kun god nok når jeg arbejder gratis… men det kan man jo ikke leve af i længden.

Advertisement

tanker i mørket

Sidder her i stearinlysets skær en mørk december morgen, nogen ville kalde det nat, har været vågen siden kvart over fire, og når jeg nu alligevel ikke kan sove fordi tankerne flyver, så kan jeg lige så godt stå op og få de flyvske tanker – eller forsøge på det – skrevet ned på et stykke papir. Stille og fred er der denne morgen, naboens vækkeur står ikke bare og bipper uden at nogen reagerer. Efter nogen tid er det alligevel for stille, har ikke lyst til at høre radio og morgenværternes overfriske stemmer og musik som slet ikke er mine favoritter, går ind i stuen og finder nogle cd’er som jeg ikke har hørt længe og tager dem med på kontoret og lytter til de blide toner og tekster der passer til sådan som jeg har det for tiden. Computeren bliver tændt og tankerne styrer fingrene på det sorte tastatur, og bogstaver bliver til ord, ord som jeg har svært ved at sige højt… er bange for at såre folk omkring mig, men på den anden side så er de indre tanker ved at drive mig til vanvid. Gårsdagens snak fik åbnet for posen for det som fylder, og langt om længe kan jeg sætte de rigtige ord på, uden at føle at det jeg siger, er forkert og være bange for at det kan koste en tur på den lukkede afdeling.

2012 er bare et år som jeg har lyst til at rive i stykker og sige at det aldrig har eksisteret. I januar troede jeg at, nu var år med smerter endelig på retur og var optimistisk over at der var job til mig, men 23. januar bliver jeg påkørt bagfra i et vejkryds, da jeg standser for rødt, og min bil bliver smadret for et sted mellem 20.000 og 25.000 kroner, men modparten indrømmer langt om længe at det var hendes skyld, selvom hun helst ville forsøge at snige udenom. Det var en ulykke der kostede nogle blå mærker, en øm nakke og en omgang influenza – det var nok ikke det klogeste at stå der i januar kulden i skjorteærmer, men når vreden raserer så glemmer man alt. Nå… jeg kom hurtigt videre og det begyndte at lysne, da det lykkedes at finde et job, først fire ugers praktik som blev til job med tilskud til lønnen, troede at det var det rigtige sted, men jeg følte mig udenfor, kunne gå næsten en hele dag uden at der blev sagt mange ord til mig, og selvom jeg forsøgte at gøre det bedste jeg kunne, så var det aldrig godt nok. Påskeferien kom som en dejlig pause fra jobbet, og jeg kunne se frem til at de sidste synlige spor fra ulykken skulle fjernes fra min bil, og jeg kunne sætte punktum for det og komme videre, og mens bilen var på værksted, så fik jeg lov til at låne min mors bil, skulle jo på arbejde… havde jeg bare taget en fri dag… tirsdag den 10. april… oh… shit… her føler jeg at mit liv blev smadret, da en idiot ikke overholdte sin ubetingede vigepligt og bragede ind i mig… og det hele ramlede derefter sammen, troede det var en lovlig grund til at blive hjemme dagen efter ulykken, men jobbet ringede og nærmest bad mig komme på job torsdag, og dum som jeg er, sagde jeg ja… det betød at jeg var tvunget til at sætte mig ind i en bil igen, selvom jeg var parat til at sælge min bil og aflevere mit kørekort til politiet, aldrig… aldrig… aldrig mere bag rattet i en bil. Men efter det havde taget mig rigtig langt tid til at gå ned til min bil, og nok længere tid til at åbne døren og sætte mig ind, så kom jeg hjem fra min mor, hvor jeg havde været i timerne efter ulykken, tror det tog rigtig lang tid at komme hjem den dag. Torsdag var jeg atter på job, trods hovedpine og smerter i hele kroppen gik jeg ind af døren, hvor jeg blev mødt med krav om at fungere 110 procent og følelsen af ’du overlevede… kom videre’. Der var ikke tid og plads til at tage den med ro… følte jeg. Fik kontakt med min læge og kom til læge fredag og blev sygemeldt i første om gang i en uge. Efter den uge følte jeg mig klar, så godt som jeg kunne, og tog på arbejde igen… rigtig dårlig beslutning… fik beskeden ’her er ikke plads til dem som ikke yder 110 procent’. Onsdag kunne jeg godt fornemme at de helst ville af med mig, og blev enige med dem om at jeg kunne ligeså godt tage hjem, og mener at jeg blev fyret af firmaet, men de mener jeg selv valgte at gå. Kørte på fagforeningen og blev sygemeldt… og mit liv gik bare mere og mere ned af bakke, og forsøgte at vise ud af til at det gik ganske udmærket selvom jeg vidste at det var en stor fed løgn. Fik en henvisning fra lægen til psykolog. Og kommunen mente på et tidspunkt at jeg ikke var syg nok til at få sygedagpenge og jeg skulle bare arbejde så skulle det nok blive bedre.

Arbejde! Ha! Hvordan kan jeg passe et job, når jeg ikke kan tage mig sammen til noget som helst? Fagforeningen mente heller ikke jeg var klar til at arbejde. To måneder uden sygedagpenge eller anden indtægt det tærede på mig, blev ligeglad med alt og alle, havde bare lyst til at forlade det hele, bare pakke bilen og forsvinde. Kommunen ville have en lægeerklæring og det fik de, helt hvad der er blevet sagt/skrevet ved jeg ikke, men jeg fik mine sygedagpenge tilbage, men min læges udtalelser har åbenbart ikke været tilstrækkeligt for kommunen, for nu ville de også have en udtalelse fra psykologen og en psykiatrisk vurdering. Her står jeg nu… ingen job… ingen håb… ingen tro… og dage hvor jeg bare ligger hjemme, hvor jeg er bange for at gå ud, og bange for at fortælle dem omkring mig hvordan jeg har det inderst inde, bange for at miste de få mennesker som man med et smart ord kalder ’netværk’, eller er det et netværk. Og når jeg endelig tager mig sammen og kommer ud af min hule, så forsøger jeg at gemme mig bag en facade, ingen må vide, hvordan jeg har det i virkeligheden, måske er jeg bange for at de forsvinder, tjaaaa… det gør de jo nok alligevel, når de læser dette.

Nu sidder jeg her, hvor nat bliver til morgen, og der kommer lys rundt i de forskellige hjem omkring mig, mens de gør klar til at tage på arbejde eller i skole. Mens sidder jeg her på mit halvmørke kontor med musikken i baggrunden med det eneste lys fra computerens skærm og displayet på musikanlægget, og forsøger at tænke på de gode ting som trods alt er sket i mit liv selvom det snart er længe siden, og håber på at det sidste juletræ på skrabekalenderen kommer, så vil jeg have en ny bil som forhåbentlig kan give mig lidt frihed tilbage, så vil jeg pakke vandrestøvlerne, hatten, rygsækken og kameraet og køre syd på og finde mig et bjerg og finde den indre ro og bare skrive og tage billeder, gøre de ting som jeg finder min indre ro at gøre uden at stå til regnskab overfor dem som gerne vil pakke mig ned i små kasser og have mig til at tilpasse mig deres regler og normer. Et liv uden bekymringer, ingen dresscode, ingen problemer, ingen stress. DRØMMEVERDEN! Men ligesom alt andet så bliver det heller ikke til noget… der er ikke plads til folk som mig, der ikke passer ned i samfundets kasser med normer og regler. Så indtil da, holder jeg også jul, der ligesom mange gange før, er fyldt med skuffelser, kedsomhed og uro, men hvad gør man ikke for at glæde den gamle. Og nytårsaften… er bare det samme som hvert år… røvsyg… det samme tv-program, ingen sjov og ingen tømmermænd dagen efter, selvom det er det jeg har brug for i år, men hvem fanden gider feste med en som mig… som ikke har noget at tale om…

Glædelig jul og godt nytår – trods alt.

Fyret og hvad så…

I øjeblikket er jeg nok ikke den eneste der har de tanker i hovedet, jeg tror der er rigtigt mange, desværre…

Jeg blev selv fyret den 24. juni 2009 fra mit job, som jeg rent faktisk var glad for, tja… hvem er ikke det.

I starten gik jeg rundt i min egen lille verden, tankerne stod ikke lige frem i kø for at komme ud, og de daglige ting var et helvede at få gjort… og faktisk stadig er…

Den ene dag er man glad og den næste dag er bare det at stå op og tage hen på den arbejdsplads man er fyret fra meget svært. Jeg havde en periode i sidste uge, hvor mange ting gjorde at humøret bare faldt til langt under minus grader, lysten til at tage ind på kontoret var ikke til stede, men jeg kom dog af sted hver dag selv det var svært. Jeg begyndte at få stresssymptomer, bankende hjerte, problemer med at sove, problemer med at koncentrere mig, og det endte med at jeg ved frisøren fik lukket op for posen for tanker og tårerne kom væltende – dog ikke skybrudsagtigt, men tæt på.

Det var her jeg fandt ud af, hvis jeg skulle komme videre i livet og videre i jobsøgningskøen – oh… mand… det er godt nok svært bare at komme til samtale eller bare få sin ansøgning gjort så attraktiv at man bliver vurderet…… – jo, så blev jeg nødt til at finde en person som jeg kunne tale med, nu er min vennekreds ikke særlig stor, nærmest ikke eksisterende. Og familie, tja… den er heller ikke noget at skrive om. Jeg søgte på nettet, og der kom svaret – for mig – selvhjælpscenter… nej det er ikke kun for folk med dødsfald i familien eller psykiske problemer. Nej, det er også for folk, som har fået sparket i denne forbandede finanskrise. Dem tog jeg kontakt til, fik en tid til en forsamtale, og det blev til en samtale med en frivillig, der kommer for at høre på dig og din historie, det er ikke en psykolog, men en person med en rygsæk fuld af erfaring, som man kommer og taler med 1, 2 eller måske flere gange. Skal af sted igen i næste uge, og det er faktisk rart at komme der og få en snak over en kop kaffe.

Snakken har fået mig til at se fyringen som noget positivt?! Jo, du læste rigtigt, for nu kan jeg få prøvet noget nyt af, en ny branche – for helt ærlig, det kan da ikke være sundt at sidde på sin flade bagdel i 8-10 timer ved computeren… – nej, det har fået mig til at søge ind som rejseleder, og lad det blive som en hemmelighed mellem dig og mig (og alle de andre mange der er på nettet hver dag), så er det lykkedes for mig at få kontakt til et rejseselskab, som jeg skal mødes med på fredag den 28. august… måske er det noget for mig, måske ikke, men jeg vil ikke sidde om 40-50 år som en sur gammel kvinde på et plejehjem somewhere og være vrissen over at jeg aldrig fik prøvet andet end at arbejde som tekniker. Faktisk har jeg en drøm mere, som jeg vil forsøge om det kan lade sig gøre… måske at skrive en bog, sådan en bog om lidt af alt muligt rejser måske, sådan en bog som ikke kan findes på boghandlerens hylder i dag, tro mig… de bøger jeg altid leder efter er stadig ikke skrevet, måske…

Bare sådan lidt filosofering på en lun (læs: lummer) torsdag aften i august måned, hvor koma-kassen blev slukket for at give plads til en gå tur, som ikke blev så lang som ønsket, et hjemmeligt pressemøde skulle klares 😉 nu ikke mere lummersnak her… for til dig derude, som også fornyligt har fået en fyreseddel, så husk: Når en dør smækker et sted, så er der en ny dør der åbnes et andet sted. Selvom det er svært, så find den indre styrke igen og ps. held og lykke med jobsøgningen der skal nok komme et job igen – håber jeg, både for mig, men også for dig.