Posts Tagged 'de graa busser'

Efteråret er på vej

Efteråret er på vej både her i lille DK men også i Harzen, hvor jeg lige har været i 5 dage, billederne her er fra Braunlage, taget den 29. september 2010. Jeg håber snart at få lidt mere tid til at skrive om mit nye liv som rejseleder samt vise billeder fra mine mange ture.

Advertisement

on the road again

så er efterårssæsonen skudt igang, og jeg har været en tur ude på det tyske autobahns igen.

Denne gang var det Kassel/Berleburg, ja faktisk boede jeg i Baunatal på et superlækkert hotel, ganske tæt på byen, bare lige rundt om hotellet, så var man inde i centrum.

Var en tur i Berleburg og fik en rundtur på slottet, og var så heldig at se prinsesse Natalie og hendes lille søn – som iøvrigt skal hedde Konstantin… det var der måske ikke mange der allerede vidste 🙂

Var desuden også i Kassel og besøgte den store Herkulesfigur i Wilhelmshöheparken, Herkules kan faktisk ses fra motorvejen… så kig efter næste gang I kommer den vej.

Men det blev også tid til at komme rundt i de mange bindingsværksbyer, bl.a. Hannoversches Münden, Alsfeld og sluttede af i barokbyen Fulda.

Det var en lille men god gruppe jeg havde med, så nu er jeg lige hjemme og skifte tøj i kufferten før turen snart går til Harzen og Braunlage.

Håber snart at kunne få tid at ‘smide’ lidt billeder på fra mine ture, men der er ikke meget tid til at ordne det, når jeg er hjemme

krykhusar

Ja, det kunne man godt have kaldt mig den sidste uges tid, for mit ømme knæ, tja… det viste sig jo at være et forstuvet knæ og der blev til en uge på krykker og ro hjemme på sofaen…

… ja… hvad lægerne ikke ved, har de jo ikke ondt af, men jeg havde en del der skulle klares så det blev ikke til så meget tid på sofaen som de gerne ville have mig til, og i dag blev krykkerne pænt afleveret tilbage på sygehuset og jeg kan gå rimeligt nu.

Selvfølgelig skal jeg jo ikke lige løbe en maraton lige nu, men det går bedre og bedre jo mere jeg har trænet i dag, jeg skal jo også være klar til at tage på job igen på mandag, og jeg er klar, forstuvet knæ eller ej. Så pas på derude… jeg er på autobahnen igen mandag…

6 ugers ferie…

… åh, ja… det lød rigtig dejligt da jeg kørte hjem fra min sidste tur i juni. Bare hjem og holde ferie på altanen med en stak bøger og koldt drikkelse indenfor en arms længde.

Bare sidde og nyde dagen uden at tænke over særlig meget, måske lige lave lidt forberedelse på efterårets ture og måske lige begynde at se på lidt FDF arbejde og kursusforberedelse til Blå Port i august.

Men så tog jeg et par dage væk, bilen skulle lige til sit årlige servicetjek, som blev til 2 dage, da der manglede en reservedel, som jeg så stadig venter på at få skiftet – intet vitalt, så jeg kan sagtens bruge bilen. For da jeg sad og slappede af det bedste jeg har lært, så ringede min telefon. ‘Jeg mangler en rejseleder, vil du en tur til Østrig i 9 dage?’

Nahja… skal skal ikke. ‘Jeg har ferie, og jeg regner kraftig med at fortsætte med det’ var mit svar. ‘Jeg ringer tilbage i aften, så kan du lige se på turen, jeg har sendt den til dig på mail, detaljerne kan du finde på vores hjemmeside’ var svaret fra rejsebureauet.

Jeg tænkte frem og tilbage, tog snakken med min mor, og blev så enig med mig selv, at jeg tager turen, hvilket jeg gjorde. 9 dejlige dage med pragtfuldt sommervejr i Oberkärnten i Østrig, pragtfuldt hotel, kom hjem i torsdags, dog med et lille minus i bogen…

Jeg gled på et badeværelsesgulv og forvred mit knæ… det gjorde afsindigt ondt, men heldigvis er der intet ødelagt i knæet, blot en forstuvning og 1 uge på krykker, dem kan jeg heldigvis snart smide.

Så 6 uger på altanen, blev til 9 dage i Østrig, et forvredet knæ og en masse tid ved computeren på forberedelse. Og mandag går det løs igen, 5 dage til Kassel/Berleburg, hvor der på slottet i øvrigt lige er kommet et nyt familiemedlem. Hvem bor dog på slottet? Nogen man kender siden hun nævner Berleburg… ja, da… prinsesse Benedikte, den danske dronning Margrethes lillesøste bor i Berleburg med sin familie, og det er prinsesse Natalie der lige har fået en lille søn den 24. juli, stort tillykke herfra.

Nå, ja… og min egen fødselsdag, tja… den blev fejret i bussen på vej til Østrig og på overnatningshotellet Hotel Belmondo i Wiedemar, fejret er vist så meget sagt, jeg var på job.

Og min ferie… tjaaaa… den holder jeg nok på et andet tidspunkt.

God ferie til jer som stadig har lidt at holde, og bare fortsat god sommer til alle andre

sommerferie…

… tja… det var ikke meget ferie jeg fik holdt i år, planen var 6 uger, men i mandags blev jeg ringet op af et busselskab, som jeg havde søgt ekstra ture hos her i sommerperioden, hvor der ikke lige er så meget at køre hos de graa busser. I første omgang fik jeg at vide, at der ikke var noget til mig, men de manglede altså en til at køre 9 dage til Østrig, så efter at have tænkt lidt over det, så gav jeg selskabet på, at jeg godt kunne køre turen.

Så ferien blev afbrudt efter blot 2 uger, og sidder nu og sveder over at få forberedt mig til turen, så det bliver en perfekt tur som går til Oberkärnten. Dog er der lidt malurt i bægeret, da jeg havde håbet at holde min fødselsdag hjemme i år, med lidt afslapning og gæster. Men gæstelisten er skåret ned til min mor, hun kommer dagen før afgang og vi holder min fødselsdag, som i øvrigt er samme dag som afgangen mod syd, så dagen må fejres i bussen og et sted på et overnatningshotel i Tyskland onsdag aften.

Sankt hans…

Ja, sankt hans aften var i går, så denne vigtige besked på en hjemmeside i dag, den er ikke helt ‘stueren’
VIGTIG MEDDELSE:
Der er få timer til Sankt Hans, så Husk! – din kost skal til serviceeftersyn inden,,, der er forresten meldt højtryk øst for Bloksbjerg, så vi flyver ind fra syd i år,,, Sidst ankommet gir den første øl ;o) vi ses. ……………. Hov forresten vi flyver uden trusser i år. Det giver et bedre greb …
men som I nok kan regne ud, så er min kost ikke gået gennem serviceeftersynet, så jeg er blevet hjemme :-), nå… pyt med det… jeg har været både på Hexentanzplatz, Brocken (Bloksbjerg) og Harzen 2 gange i år allerede og har yderligere 3 ture efter sommerferien, så jeg har frikort der op til, skal nok komme og hilse på jer andre næste gang jeg kommer forbi…

på ‘fransk’ visit

ja, kald det hvad du vil, men jeg har ikke været meget hjemme på det sidste, er lige kommet hjem for en time siden fra en vellykket 5 dages tur til Harzen – Braunlage, lidt kold at komme hjem, vi havde omkring 30 grader HVER dag, dog regn og torden om natten, dejlige gæster, god chauffør, godt humør hele vejen rundt. Var en tur på Bloksbjerg, var i Wernigerode og meget mere, kort sagt en god tur, dejlig med succesoplevelser. Har nu kørt 2 ture i stræk der var succes, skal afsted igen søndag morgen til Harzen – Hahneklee i 6 dage, håber vejret er med os igen.

Mere får I ikke for denne 25-øre i denne omgang, er træt og kravler snart i seng, skal have vasket tøj i morgen tidlig, inden kufferten skal pakkes i morgen aften igen, klar til nye oplevelser, hold jer muntre derude til jeg skriver igen

At bo i en kuffert

Ja, sådan føles det ihvertfald lige pt. jeg når lige hjem og vaske tøj, før kufferten atter pakkes og de tyske autobahns atter kalder.

Senest har jeg været i Plau am See og kom hjem i fredags fra Rügen, så der bliver ikke megen tid til at skrive her på bloggen, men nu har jeg en lille uges tid her hjemme før turen atter går til Rügen og dernæst to gange Harzen.

Lige tid til at komme til frisør, besøge en ven og fejre min mors fødselsdag.

Den sidste tur var lidt anstrengende, da jeg havde en chauffør med, der helst så sig fri for at have noget med gæsterne at gøre, kunne fornemme at han faktisk ikke gad at køre turen til Rügen, for som han sagde, så havde han været der så mange gange, og det var kedelig og hotellet var et dårligt hotel. Men jeg var af den opfattelse, at området var dejligt og hotellet og personalet på hotellet var søde og venlige, og vores tjenere om aftenen ville gerne lære lidt dansk, så den kvindelige tjener fik den klassiske ‘rødgrød med fløde’ og det lød okay, men jeg drillede hende lidt med at jeg ville høre hende i det næste gang jeg kom.

Chaufførens lidt lunefulde humør gik ud over mit humør som smittede lidt af overfor gæsterne, og jeg fik skældud for chaufførens måde at være på, da gæsterne mente det var mig der var hovedmand bag, at de ikke fik nok tid her og der. Men det var SGU ikke mig, jeg forhørte mig hos chaufføren, hvor længe han mente vi skulle holde der og der, og fik næsten hele tiden beskeden, der er ikke noget at se, så hvorfor skal vi så køre derhen.

Men jeg har skrevet til mit firma og kommet med en samlet vurdering af turen, så må jeg se om jeg skal køre med ham en anden gang.

Ny tur venter forude

I morgen venter en ny tur på mig, jeg glæder mig til at komme af sted for de graa busser.

Skal møde ind i morgen tidlig og turen går til Plau am See i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern med Ældre Sagen fra Kolding, de skal til Schwerin og bowle et par timer før vi kører til vores hotel i Plau am See, hvor vi skal have vores base indtil onsdag, hvor det atter går hjemad.

Tirsdag skal vi rundt og se en masse forskellige ting, så jeg har været i gang med at læse op på byer, historie osv. faktisk meget spændende.

Onsdag kører vi så hjemad, så det er en kort tur 3 dage. Så er jeg hjemme i 4 dage så tager til Rügen i 5 dage, men det skal der nok komme mere om senere.

Berlin – påsken 2010

Så er der lidt billeder fra min tur til Berlin i påsken 2010


juni 2023
M T O T F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  

Top Indlæg

Blog Stats

  • 68.531 hits