travl tid

Ja, her er et lille livstegn, jeg må indrømme at der ikke er meget tid til at skrive eller fotografere for tiden, men ikke fordi jeg bare ligger på sofaen og triller tommelfingre og ikke rigtig kan tage mig sammen, men simpelthen fordi jeg arbejder, jep… jeg har været i gang siden 1. maj, først i praktik og siden 1. november har jeg så været i samme virksomhed i virksomhedsrevalidering… puha… det var et langt ord. Desværre er jeg ikke færdig med cirkus sygehus, har været af sted 3 gange siden august og skal til flere undersøgelser her i slutningen af november, bare de så finder ud af hvorfor jeg fortsat har smerter i venstre albue og hånd.

Det er forkert at jeg ikke skriver og fotograferer, det gør jeg lidt en gang i mellem, og noget af det ender også på en af mine andre blogs, nemlig den der hedder REJSESKRIBENTEN, så kig derover en gang i mellem også, et link finder du et sted på siden. Der er et indlæg, om en tur ned af mindernes boulevard, jeg har siddet og rodet lidt med nogle gamle papirbilleder og negativer fra de første gange jeg var i Berlin, faktisk lidt sjovt at se billederne fra den gang, selvom det er lidt skræmmende… håber vi ses på rejsekribenten 🙂

Advertisement

50 år

Ja, det er altså ikke mig der fylder 50, det gør min FDF-kreds i Gråsten, og her den 8. september bliver det fejret, og i forbindelse med jubilæet er der fremstillet er mærke, og i går blev det delt ud til vores medlemmer. Hmmm… vil nogen nok tænke, hvorfor skriver du om dette her, joooo… det er mig der har tegnet logoet til jubilæet, som nu også er blevet til et mærke. Det startede bare med at jeg for sjov sad og tegnede for nogle måneder siden, og det gav jeg videre til nogen i kredsen, så blev jeg spurgt om det måtte bruges til jubilæet, og ja naturligvis. Nu håber jeg bare at jubilæet også bliver godt.

Men jeg må ærlig indrømme at det er træls at jeg godt kan bruges til frivilligt arbejde, men når det gælder at få et almindeligt job og få løn, så er det ikke muligt. Nå… men jeg er sygemeldt på ubestemt tid, mens jeg atter venter på at komme til undersøgelse med min venstre hånd, nu synes jeg ikke det er sjovt længere, 2 gange er jeg blevet opereret. Nå ja, jeg har allerede været til en undersøgelse, men de vil ‘kun’ behandle med fysioterapi, men det hjælper ikke, men da jeg så bad om at få hånden nærmere undersøgt, så blev jeg henvist til flere undersøgelser, hos de læger der opererede hånden sidste år.

copyright: Hirschgaard Design 2012

hverdags tanker

I disse dage tænkes der mange tanker, ikke hvor sommerferien skal gå hen eller hvordan går det med EM fodbold (det interesserer mig ikke en meter) eller vinder Tom K på Le Mans (det gjorde han så ikke, han blev toer), nej det er slet ikke sådanne tanker, nej det er min fremtid, hvor skal jeg arbejde fremover, er der et job til mig, bliver jeg bedre til at takle de negative tanker der af og til fylder mit hoved… tjaa… det er sådanne tanker der fylder.

Der er drømme, jeg har også drømme, også om fremtidens arbejde… skal skal ikke… der er flere der siger prøv at starte din egen virksomhed… jo, det har også været i mine tanker, men jeg tør ikke, bange… måske… men det er nok det usikre i at gøre det og så ikke være sikker på at få en fast indkomst hver måned, hvordan får jeg kunder i forretningen? er mine ideer gode nok? er jeg god nok? hvad sker der hvis jeg i en periode rammes af sygdom, stress, eller ulykke? (krydser fingre for at det ikke sker igen) men jeg har haft uheldigt forår, 2 ulykker indenfor 3 måneder, slap billigt hver gang, dog den sidste ulykke har dog betydet at jeg gik ned med flaget, og angst… en angst der stadig sidder i baghovedet, hver gang jeg sætter mig ind i min bil og skal ud på vejene, foretrækker at der ikke er andre biler på vejene når jeg skal ud at køre, men jeg bliver nødt til at se den angst i øjnene og få den bearbejdet ellers kommer jeg aldrig ud og oplever det jeg gerne vil. Det kunne være rart selv at styre planlægningen af arbejde, hvornår på døgnet jeg vil arbejde og den slags…

Men når det er sagt, så vil jeg lige så gerne arbejde et sted, hvor der er kolleger man kan spørge til råds, når en opgave driller, og kolleger man kan mødes med over madpakken eller ved kaffemaskinen over en kop kaffe. Jeg har oplevet mange ting, prøvet mange ting og har oparbejdet en del kvalifikationer… så hvorfor er der ingen der vil ansætte mig… er firmaerne stadig ramt af finanskrisen eller hvad sker der, hvorfor pokker er der ingen arbejde til mig…

Min fødselsdag nærmer sig, og jeg er blevet spurgt, hvad ønsker du dig… Det jeg ønsker mig mest, er et arbejde, men jeg tror ikke på at det ønske opfyldes… jeg har mistet håbet og troen på at det nogensinde lykkes!

Intet nyt

intet nyt må være godt nyt… plejer man at sige. Tja… det kan man vel også sige i dette tilfælde, og dog for der er intet godt nyt at berette om. Der er så mange ting der skal ordnes, men får jeg gjort noget herhjemme, næ ikke det mindste. Tiden går med at få udfyldt papirer til kommunen og forsikringen efter ulykken i april. Lidt positivt er der dog, og det er at forsikringspapirerne nu er færdige, og det er på plads, nu er der bare al den snak med kommunen om og om igen, og det hænger mig langt ud af halsen, og nu langt om længe har jeg fået ‘hul’ igennem til en sagsbehandler, så nu må jeg se om de gider at høre på, hvad jeg har at sige, men der er ihvertfald et møde med dem i næste uge… hvis de ikke aflyser i sidste øjeblik som de plejer. Men jeg har forberedt mig lidt på mødet, så nu må jeg se, hvad de siger til det jeg har skrevet ned. Håber bare at jeg så kan huske, hvad meningen bag ordene er, for hukommelsen er ikke alt for god, især ikke korttidshukommelsen.

Jo, jeg vil gerne arbejde… men der er bare ingen arbejde at få, og jeg er godt træt af at blive trådt på, når man kommer i deres nytteløse praktikker, virksomhederne vil gerne have mig, hvis de kan få mig gratis og så træde på mig bagefter, når jeg har udført 4 ugers arbejde gratis. Siger en ting til mig og en anden ting til jobcentret.

Nej, der er intet sjovt her, hovedpine, koncentrationsbesvær, og på kanten af opgivenhed (hvis sådan et ord findes), med andre ord så er jeg ved at opgive at få et job nogensinde og miste troen på at jeg er god nok. Den eneste der vil høre på det jeg siger, er den person som jeg betaler for at høre på mig hver 14. dag. dem jeg troede jeg kendte, hører jeg ikke fra og andre har meldt ud at de rent faktisk ikke gider at høre på hvad jeg har af rod i mit kedelige liv. Fuck jeg er træt af det hele lige nu.

Jeg har mange ideer, men tør ikke springe ud i det, for der er nok ingen der gider at læse, det jeg skriver, vil gerne udgive rejsebøger skrive rejseoplevelser til blade og magasiner, vil gerne fotografere til rejsebureauer, turistkontorer, brochurer mv. men jeg er ikke journalist eller fotograf, så jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, nej jeg er bare en dum amatør, som laver et kedeligt stykke arbejde…

krykhusar

Ja, det kunne man godt have kaldt mig den sidste uges tid, for mit ømme knæ, tja… det viste sig jo at være et forstuvet knæ og der blev til en uge på krykker og ro hjemme på sofaen…

… ja… hvad lægerne ikke ved, har de jo ikke ondt af, men jeg havde en del der skulle klares så det blev ikke til så meget tid på sofaen som de gerne ville have mig til, og i dag blev krykkerne pænt afleveret tilbage på sygehuset og jeg kan gå rimeligt nu.

Selvfølgelig skal jeg jo ikke lige løbe en maraton lige nu, men det går bedre og bedre jo mere jeg har trænet i dag, jeg skal jo også være klar til at tage på job igen på mandag, og jeg er klar, forstuvet knæ eller ej. Så pas på derude… jeg er på autobahnen igen mandag…

6 ugers ferie…

… åh, ja… det lød rigtig dejligt da jeg kørte hjem fra min sidste tur i juni. Bare hjem og holde ferie på altanen med en stak bøger og koldt drikkelse indenfor en arms længde.

Bare sidde og nyde dagen uden at tænke over særlig meget, måske lige lave lidt forberedelse på efterårets ture og måske lige begynde at se på lidt FDF arbejde og kursusforberedelse til Blå Port i august.

Men så tog jeg et par dage væk, bilen skulle lige til sit årlige servicetjek, som blev til 2 dage, da der manglede en reservedel, som jeg så stadig venter på at få skiftet – intet vitalt, så jeg kan sagtens bruge bilen. For da jeg sad og slappede af det bedste jeg har lært, så ringede min telefon. ‘Jeg mangler en rejseleder, vil du en tur til Østrig i 9 dage?’

Nahja… skal skal ikke. ‘Jeg har ferie, og jeg regner kraftig med at fortsætte med det’ var mit svar. ‘Jeg ringer tilbage i aften, så kan du lige se på turen, jeg har sendt den til dig på mail, detaljerne kan du finde på vores hjemmeside’ var svaret fra rejsebureauet.

Jeg tænkte frem og tilbage, tog snakken med min mor, og blev så enig med mig selv, at jeg tager turen, hvilket jeg gjorde. 9 dejlige dage med pragtfuldt sommervejr i Oberkärnten i Østrig, pragtfuldt hotel, kom hjem i torsdags, dog med et lille minus i bogen…

Jeg gled på et badeværelsesgulv og forvred mit knæ… det gjorde afsindigt ondt, men heldigvis er der intet ødelagt i knæet, blot en forstuvning og 1 uge på krykker, dem kan jeg heldigvis snart smide.

Så 6 uger på altanen, blev til 9 dage i Østrig, et forvredet knæ og en masse tid ved computeren på forberedelse. Og mandag går det løs igen, 5 dage til Kassel/Berleburg, hvor der på slottet i øvrigt lige er kommet et nyt familiemedlem. Hvem bor dog på slottet? Nogen man kender siden hun nævner Berleburg… ja, da… prinsesse Benedikte, den danske dronning Margrethes lillesøste bor i Berleburg med sin familie, og det er prinsesse Natalie der lige har fået en lille søn den 24. juli, stort tillykke herfra.

Nå, ja… og min egen fødselsdag, tja… den blev fejret i bussen på vej til Østrig og på overnatningshotellet Hotel Belmondo i Wiedemar, fejret er vist så meget sagt, jeg var på job.

Og min ferie… tjaaaa… den holder jeg nok på et andet tidspunkt.

God ferie til jer som stadig har lidt at holde, og bare fortsat god sommer til alle andre

Spark hårdt bag i…

… ja, det er det jeg har brug for i dag… synes motivationen mangler til at komme i gang med at læse, så er det jo godt at foredraget til onsdagens prøve er færdig, for jeg gider sådan set ingenting i dag. Jeg er træt og trænger til ro og fred, hvilket er lidt svært med de overboer som jeg har… de har haft familiekomsammen hele weekenden og det har været et rend på trappen på alle tider af døgnet, især om aftenen.

Mange vil nok sige, hvorfor siger du ikke noget til dem… jo, det ville jeg også, men de forstår ikke meget dansk og jeg kan ikke et eneste ord kinesisk, så er der nogen der kan hjælpe med et sprogkursus lige nu, så vil jeg gerne lære at sige: Vil I ikke nok være søde at være stille, bare de næste 3 dage, så jeg kan læse i fred om dagen og sove om natten…

Lys der ude…

Efter måneder med smerter, det ene besøg på sygehuset efter det andet så er der snart et lys for enden af tunnellen, jeg er begyndt at kunne skimte noget lys.

Allerede onsdag den 24. februar skal jeg op til den praktiske prøve som rejseleder og hvis jeg ikke bøvler for meget og stemmen ikke knækker over (forklaringen: jeg har været snotforkølet de sidste 14 dage, og det har ramt mit stemmebånd lidt, men der er bedring), så er der nok snart et nyt job til mig, men først altså 45 minutters salgstale om et af mine favoritrejsemål.

Jeg har valgt Berlin, da det nok er det jeg ved mest om. Men alligevel har jeg valgt at holde en generalprøve på min salgstale, det skal jeg her kl. 14, og har fået en god ven til at være forsøgskanin, bare det nu går godt uden alt for meget næsepusteri og hosten…

Den 3. marts skal jeg så på sygehuset IGEN, IGEN…forhåbenligt er det sidste gang turen går til Vejle Sygehus. Jeg skal til kontrol med mine håndled. Jo… det går fremad efter operationen, men i går begyndte fingrene på venstre hånd at sove og prikke lidt, bare et par minutter… men det er også længe nok til jeg bliver bange for at operationen har slået fejl. Det var i øvrigt 2 måneder siden i går at jeg blev opereret.

Desuden har højre hånd været smerteramt de sidste par dage, sad og tegnede lidt i søndags, ikke særligt længe og brugte slet ikke mus, selvom jeg tegnede på pc’eren. Da jeg stoppede med at tegne, kunne jeg ikke rette fingrene på højre hånd ud. Det gjorde ondt som en i helvede.

Jeg er kommet frem til den konklusion, at teknisk designer det er fortid, nu må jeg satse på et nyt liv forhåbenligt som rejseleder, og så en gang i mellem at kunne tegne lidt på pc’eren. Men 8 til 10 timer ved skærmen hver dag, det er slut. Håber at der kommer lidt positivt ud af prøven på næste onsdag og besøget på sygehuset om 14 dage går bedre end frygtet.

Hav en god dag derude

Det er lidt uvirkeligt

Det hele ser lidt bedre ud idag end det har gjort længe, ikke nok med jeg endelig er blevet opereret i hånden og det går lidt fremad, selvom der er perioder med smerter, sovende og hævede fingre. Faktisk har jeg ikke været så glad længe, pånær den dag, hvor jeg endelig fik min operationsdato.

I sidste uge sendte jeg lige et par ansøgninger af sted til et par rejseselskaber, hvor jeg gerne vil arbejde som rejseleder. Ja, faktisk var det tre selskaber, men det var kun de to som svarede på min henvendelse.

I dag fik jeg besked fra den ene om at de gerne vil mødes med mig den 22. januar og det andet selskab vil mødes i februar/marts, hører nærmere i februar. Lidt uvirkeligt, men helt fantastisk dejligt, især når jeg bare for nogle måneder siden fik sparket og mærkatet “duer ikke – væk”.

Jeg ved, at samtalen er en ting og jobtilbud en anden ting, men det er et skridt den rigtige vej, især for en med dårlige håndled og en sygemelding, og en skidt behandling af fagforening og a-kasse (det kan jeg altid komme ind på en anden gang, når jeg kan skrive med mere end 1-fingersystemet på pc’eren). Jeg glæder mig faktisk til den lange køretur til Lemvig den 22. januar og møde manden der måske har nøglen til min nye fremtid.

Farvel…

… det var det ord jeg sagde mange gange i går, da jeg havde min sidste arbejdsdag. Det varer nok nogen tid før jeg kommer ud blandt andre kolleger igen, skal lige have mine arme i orden igen.

Det var svært at sige farvel, men jeg fik lidt gaver fra mine kolleger, som et minde om dem.
Denne fik jeg af 2 søde kolleger i regnskabsafdelingen, den står nu på altanen og lyser op.

 

 

 

Denne blomst fik jeg af frokostklubben, den står nu på spisebordet i stuen. Jeg kommer til at savne at spise sammen med jer… (I ved, hvem jeg mener).

 

 

Denne lille kurv fik jeg af kollegerne i den faglige klub, dog drikker jeg ikke te… men det er tanken der tæller, dog er der andre ting i kurven jeg kan bruge.

 

 

Til sidst var der en lille hilsen fra kollegerne på tegnestuen, der var blevet inspireret lidt af mit tidligere arbejdsområde – reservedelskatalogerne – og havde lavet et kort udformet som et reservedelskatalog, og sammen med kortet var der lidt penge til at købe noget for, en bog måske eller… tja… jeg ved det ikke.

Tak til alle jer som tænkte på mig i går, og som kom forbi for at sige farvel, og tak for tiden vi arbejdede sammen, det var lidt underligt her til morgen ikke at skulle op og af sted, og jo… jeg vågnede som jeg har været vant til – lidt forvirret over, hvorfor uret ikke havde ringet.

Dagen i dag skal jeg ud og gå en lille tur, så skal jeg lige på kommunen og sygemeldes ellers så skal jeg have fundet ud af, hvad jeg skal få alle timerne til at gå med i den kommende tid.