Stemplet

Det er svært at være syg med en skjult sygdom, bare det havde været en brækket arm eller ben, så kunne jeg måske få den ro jeg har brug for lige nu til at finde energien til at få det bedre, og i går fik jeg så sparket længere ned i kulkælderen, da jeg fik referatet fra et møde med A-kassen i torsdags, ikke nok med at jeg venter på at skulle på sygehuset igen den 27. november, så har jeg fået stemplet “Psykisk Ustabil”.

Det ville dem på A-kassen sgu også være, hvis de som jeg har smerter døgnets 24 timer og bare skal have tiden til at gå til den 27. november, hvor jeg endeligt får besked på, hvad der er galt. Der er mange tanker hver dag, og uafklaring på mange ting, så er det ikke hver dag man har energi til lave noget, men hvordan kan en mand, som ikke er psykolog give sådan et stempel. Og kommunen har nu også fået dette stykke papir.

En ting er kun sikkert, A-kassen er ikke på min side længere, så det er mig der skal kæmpe mod både kommunen, men nu også A-kassen, godt jeg har en jeg kan tale med og tage med som bisidder til næste møde med kommunen, hvor de gerne vil sætte mig i gang med nogle aktiviteter mens jeg er sygemeldt, men helt ærligt…

HVORNÅR KAN MAN FÅ LOV TIL AT FÅ RO TIL AT BLIVE RASK???

Ihvertfald ikke her i DK, så skal man også aktiveres under sygdom, somom man ikke havde nok i at tage til undersøgelser og behandlinger. Nu sætter jeg min tillid til Vejle Sygehus at de kan give mig lidt opbakning til at der skal give ro.

Jeg beder jo ikke om mere end et par måneders ro til at blive klar til arbejdsmarkedet, hvor jeg iøvrigt ved, hvad jeg vil, hvilket de fleste også sætter spørgsmålstegn ved.

Jeg kom lige til at tænke på en reklame som har kørt i en periode, hvor nogle kendte kvinder gør opmærksomme på at hvis man får en hjerte-karsygdom skal man håbe på at man var mand, da kvinder ikke får samme behandling. Nu kan jeg jo sige, hvis man bliver syg (lige gyldig diagnose), så håb ikke at det er i DK, især ikke med de regler vi sygemeldte bliver udsat for.

Advertisement

En ny dag truer…

Igen en nat med alt for lidt søvn og lidt for mange smerter, har været vågen siden firetiden her til morgen, så nu sidder jeg her ved min pc’er – hvilket jeg ikke burde gøre, men hvad skal man ellers lave på dette forbandede tidspunkt udover at høre lidt musik på mp3’eren. Hvornår kan man få ro nok til at sove en hel nat uden smerter uden at dope sig med smertestillende? Snart vil jeg håbe, for den 27. november går turen atter til Vejle, hvor jeg skal op og have svar på det tests og undersøgelser der er blevet lavet indenfor den sidste månedstid. Og forhåbentligt er der en behandlingsplan til mig uden alt for lang ventetid i vores kære sundhedssystem, for jeg vil enormt gerne snart videre ud i verden og se noget andet end det der er i fjernsynet, se andre farver end de hvide farver på stuens fire vægge og ikke mindst møde andre mennesker.

I dag skal jeg til informationsmøde på jobcentret, hvor jeg skal have at vide, hvad jeg må og hvad jeg har af rettigheder som sygemeldt, og i morgen skal jeg til sygefraværssamtale på min fagforening. Måske er det derfor jeg bare ikke kan sovce, hvem ved… men jeg ved bare, at jeg er træt af, at jeg ikke kan sove.

Og når man går hjemme og ikke ser mange mennesker og slet ikke taler med mange, så ville det være rart at der kom en besked på telefonen eller en sød mail fra dem man kender… nej, det er nok for meget at håbe på, de har jo også travlt med deres liv, men det er jo bare en ønsketænkning. Jeg ville da også ønske at der var nogle venner som uden en invitation bare kiggede forbi til en kop kaffe og en snak… men niks… nok mest fordi der er ingen nære venner i mit liv. Jeg har haft for travlt til venner og opsøgning af nye, men når man går hjemme og mangler nogen at tale med, så er savnet der… men hvor finder man venner, når man har svært ved at lukke nogen ind i sit liv og ikke mindst stole på dem, tja… jeg ved det ikke.

God onsdag

Jeg er vred

… og ked af det. Jeg stoppede jo som tidligere nævnt med mit arbejde i onsdags, og skulle efter aftale med min A-kasse sygemeldes fra torsdag pga. mine arme. Det skulle jeg gøre ved at møde op på kommunen. Det gjorde jeg så torsdag kl. 10, da de åbnede, og da det langt om længe blev min tur, så forklarede jeg det, som A-kassen havde sagt – nemlig at når jeg gik fra lønmodtager til sygedagpenge, så skulle kommunen betale. Nemt og lige til… troede jeg, for jeg havde jo spurgt om råd hos A-kassen, og regnede jo med at de vidste, hvad loven sagde.

Men svaret på kommunen var din A-kasse skal betale. Øh… hvad?! Det var jo ikke det som jeg havde fået at vide. Nå kommunen ringer til A-kassen og lover at ringe tilbage til mig med et svar senere samme dag. Der går en time der går 3 timer – ingen ringer, så jeg ringer til min A-kasse, jo de havde talt med kommunen, men kommunen kendte ikke noget til loven omkring når man kommer direkte fra et job til sygedagpenge, det skulle de først undersøge.

Hvor langt tid kan det tage? Åbenbart længe, for jeg har stadig ingenting hørt, og her står jeg og har kun råd til at blive boende 1 måned mere i min lejlighed. Hvad sker der så… jo… jeg må nok nøjes med at bo i bilen, hvis jeg har råd til at beholde den. For fanden se nu bare at blive enige om, hvem der skal betale et par måneders sygedagpenge til jeg har fået en afklaring på mine smerter, og husk at give mig besked, det er sgu’ da mig som er kommet i klemme i systemet.

Så den energi der skulle bruges på at blive rask, den går med at slås mod systemet. Jeg er bare så træt af det hele, hvad bliver det næste… at jeg får besked om at det er min skyld, at jeg har alle de smerter som jeg har.

Måske skal man true dem med at gå til aviserne og tv, så kan det måske være at der sker noget. Men på den anden side… jeg har ikke kræfterne til det…