Noget at tænke over

I aftes lå jeg igen og ikke kunne sove, hovedet var fuldt af tanker, ikke gode tanker, men tanker der gør mig trist og ked af det, så jeg blev nødt til at skrive følgende.

2014 er bare et af de år som ikke vil – hvis jeg husker det – være et af de gode år. Stress, depression og tunge tanker har fyldt meget i dette år. Særligt siden august, måske før, har det været skide svært at være mig. Drømme der bliver knust gang på gang, håb som aldrig bliver til mere end blot håb. Hvad betyder det at have et talent, som en for nyligt har sagt jeg har, når man ikke kan bruge det talent til noget. Der er ingen arbejde at få. Og de drømme jeg har fører mig ikke videre i livet… Lige nu føler jeg, at jeg står på verdens travleste banegård, men togene kører af sted uden mig som passager. Verdenen farer forbi, men ingen ser mig, ingen stopper. Hvor skal jeg gå hen? Jeg ved det ikke. Skal jeg råbe om hjælp, så højt som jeg kan? Eller skal jeg hviske det stille ud i rummet, med den risiko for at ingen hører mit stille råb om hjælp. Men nogen hører mit stille råb om hjælp, men jeg kan ikke sætte ord på, hvad der fylder i min kaotiske hjerne. Samtidig ved jeg ikke, om jeg kan stole på, at de der vil hjælpe mig nu også mener det. Skal jeg sige mine drømme højt, eller skal jeg tie. Risikoen for at der bliver grint og at jeg får at vide at mine drømme er latterlige, og jeg bedst skal glemme alt om det, er for stor, det er en risiko jeg ikke tør tage, det er jeg for sårbar til.

Næ, jeg er bare hende… Tudefjæset, som ikke kan finde ud af en skid, som ikke kan finde et arbejde. Hende der står nederst på stigen, hende der tager alle tæskene, hende som folk bare går forbi og hende som ingen gider besøge. For hvad betyder talent, mange kvalifikationer og erhvervserfaring, når psyken er skrøbelig, humøret i bund og når jeg på de dårlige dage næsten ikke tør gå de få hundrede meter ned til affaldsbeholderen, hvor der er risiko for at møde naboerne, der sikkert vil spørge… Nå, hvordan går det så på arbejdet? Eller hvad laver du nu? Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal svare dem… Nok mest bange for at høre deres reaktioner, hvis jeg siger sandheden, eller en brøkdel af sandheden… Nej, jeg har ingen arbejde, lider af stress og depression uden håb og tro på fremtiden. Nej, jeg er ikke samfundsnasser, jeg vil skide gerne arbejde, men min psyke gør det bare svært for mig at være mig. Nej, jeg er ikke ude efter medlidenhed eller ynk, jeg har blot brug for at lukke lidt luft ud af ventilen, inden hovedet eksploderer. Nej, 2014 har ikke kun været svære tider, men også gode oplevelser… Berlin, Harzen, Wismar, Tivoli for blot at nævne nogle, måske går der længe før jeg igen kan få muligheden for at rejse, lige nu ser det ud til at 2015 ikke bliver det store rejseår. Det er bare trist at tænke på, for det er det som jeg holder allermest af… rejse, skrive og fotografere…

Tænk på det, før I dømmer folk uden arbejde som samfundsnassere, at der kan være en grund til at de ikke kan arbejde. Lad vær med at vende ryggen til en ven der har det svært, måske kan denne ven ikke sige højt, hvad der sker. Hvis jeg skulle sige det her med ord til en der vil lytte, så ville jeg tudbrøle, derfor skriver jeg dette, det er min måde at komme af med mine frustrationer på og lukke luft ud af ventilen. Men på den anden side, hvorfor fanden skal jeg bruge så meget tid på at skrive, når der ikke er nogen der gider bruge tid på at læse mine ord alligevel, jeg kan jo ikke noget, jeg skal bare tage mig sammen og være glad og positiv…

Advertisement