Øh…. hvem? Ja, måske skulle man bare kalde indlægget ’Soldaten der hopper over pigtråden til frihed i vesten’, for mange kender billedet af en soldat der springer over pigtråden i de første dage af Berlinmurens levetid.
Soldaten hed oprindelig Hans Conrad Schumann (28. maj 1942 i Riesa – 20. juni 1998 i Kipfenberg) var en af de mest kendte republikflygtninge fra det kommunistiske DDR. Schumann var blevet tvangsrekrutteret til Bereitschaftspolizei – Beredskabspolitiet. Efter tre måneders træning i Dresden blev han kommanderet til underofficersskolen i Potsdam, hvor efter han meldte sig til tjeneste i Berlin. Han var 1 ud af ca. 4.000 frivillige fra provinsen der havde meldt sig for at gøre tjeneste i Berlin.
Han var 15. august 1961 – 19 år gammel – vagt ved den af kommunistregimet netop påbegyndte Berlinmur på hjørnet af Ruppinerstraße og Bernauerstraße i den franske sektor. Muren bestod på dette tidlige stadium blot af et lavt pigtrådshegn. Han kunne ikke skjule sin usikkerhed. Tvivlen og ubeslutsomheden stod malet i hans ansigt og på et tidspunkt stoppede nogle på den anden side at nedgøre ham og opfordrede ham til at desertere. På et tidspunkt kom en vestberlinsk politibil forbi og holdt stille med bagdøren åben og motoren kørende i høje omdrejninger.
Pludselig smed Schumann sin cigaret fra sig og spurtede i retning af pigtråden. Da han nåede pigtråden kastede han sit våben fra sig og sprang over på den anden side og ind i Vestberlin, hvor han i høj hastighed blev kørt bort af den ventende politibil. Billedet der efterfølgende blev verdensberømt blev foreviget af en ung fotojournalist fra Hamburg Peter Leibing, og viser Schumann der springer koncentreret over pigtråden med hjelm og langskaftede læderstøvler. Inden for få timer var billederne på forsien af Bild, og billederne blev nogle af de mest berømte billeder fra den kolde krig.
Schumann har senere udtalt, at han ikke ville skyde nogen. Årsagen til han hoppede af, var det for at undgå et moralsk dilemma. Schumann var den første af 9 grænsevagter der deserterede i løbet af de første 36 timer efter grænselukningen. Senere slog Schmuann sig ned i Ingolstadt i Bayern, blev gift med en vesttysk kvinde og fik en søn. Han blev maskinmester hos Audi i Ingolstadt, en arbejdsplads hvor han var i næsten 20 år.
Efter Berlinmurens fald udtalte han, at han “først efter 9. november 1989 har jeg følt mig virkelig fri”. Men alligevel frygtede han repressalier, hvis han tog til Sachsen for at besøge sin familie, som han ikke havde set i 28 år. I årene efter plagedes Schumann dog af en slem skyldfølelse for at have forladt familien og kollegerne i Øst. Men på trods af det så tog han alligevel af sted for at besøge sine venner og slægtninge i den tidligere hjemby mellem Dresden og Leipzig. Man skulle tro, at det var en glædelig begivenhed, men det var det ikke, for han fandt ud af, at han egentlig ikke var særlig velkommen.
Han var blevet portrætteret i DDR som den arketypiske forræder, imperialisternes nikkedukke. Disse beskyldninger havde Schumann mod sig, eftersom han ikke kunne etablere kontakt med de venner og kammerater fra ungdommen, som han havde ladt bag sig, da han hoppede af til vesten. Og med sin ’desertering’ var han blevet udelukket fra at blive en af dem igen, og der var ingen vej tilbage. Efter længere tids depression begik han selvmord i sin have i 1998, af ’familiære grunde’ forlød det.
Hirsch3167's Weblog 
You must be logged in to post a comment.