Sidste fredag i oktober

Så er vi nået til den sidste fredag i oktober 2009. Jeg har nu gået hjemme i 9 dage, forsøger at lave lidt hver dag, gå lange ture, skrive lidt, læse lidt. Men det er også blevet til endnu en tur til Vejle, det var i onsdags, det skulle være de sidste undersøgelser, hvilket betyder at jeg venter på et brev med en dato på, hvornår jeg skal der op og have min diagnose og forhåbentligt en behandlingsplan.

I onsdags var jeg oppe og fik lavet en ENG-undersøgelse (elektroneurografi), hvor der flere steder blev sat nogle elektroder på mine arme og der blev sendt strøm ind i nervebanerne, det var lidt ubehageligt, og der var et område omkring venstre albue, hvor de havde lidt svært ved at måle noget. Så jeg skal bare have lidt tålmodighed og håbe på, at der snart dumper et brev fra sygehuset ind af min brevsprække. For helt ærligt, så er jeg ikke skabt til at gå rundt herhjemme, jeg savner kolleger man kan snakke med og mødes med over madpakken, men forhåbentligt så er jeg snart klar igen, så har I bare at passe på vejene ude i Europa… 😮

Smertemæssigt har det været et par slemme dage, jeg har været vågen et par gange i nat med sovende fingre, så da de forsvandt så lykkedes det mig heldigvis at falde i søvn igen, og vågnede ved nitiden i morges, blev lidt klar til at hente et par småting hos købmanden og var lige en tur ude på kommuen med nogle papirer som de ville have – 3. gang i denne uge, jeg er lidt træt af alle de papirer, så jeg håber og beder til at brevet fra sygehuset snart dukker op ellers må jeg jo bare ringe til min kontaktsygeplejerske i Vejle.

Ønsker en dejlig weekend til jer derude – håber at vejret bliver til at man kan komme lidt ud fra hjemmets fire vægge.

 

Advertisement

Jeg er vred

… og ked af det. Jeg stoppede jo som tidligere nævnt med mit arbejde i onsdags, og skulle efter aftale med min A-kasse sygemeldes fra torsdag pga. mine arme. Det skulle jeg gøre ved at møde op på kommunen. Det gjorde jeg så torsdag kl. 10, da de åbnede, og da det langt om længe blev min tur, så forklarede jeg det, som A-kassen havde sagt – nemlig at når jeg gik fra lønmodtager til sygedagpenge, så skulle kommunen betale. Nemt og lige til… troede jeg, for jeg havde jo spurgt om råd hos A-kassen, og regnede jo med at de vidste, hvad loven sagde.

Men svaret på kommunen var din A-kasse skal betale. Øh… hvad?! Det var jo ikke det som jeg havde fået at vide. Nå kommunen ringer til A-kassen og lover at ringe tilbage til mig med et svar senere samme dag. Der går en time der går 3 timer – ingen ringer, så jeg ringer til min A-kasse, jo de havde talt med kommunen, men kommunen kendte ikke noget til loven omkring når man kommer direkte fra et job til sygedagpenge, det skulle de først undersøge.

Hvor langt tid kan det tage? Åbenbart længe, for jeg har stadig ingenting hørt, og her står jeg og har kun råd til at blive boende 1 måned mere i min lejlighed. Hvad sker der så… jo… jeg må nok nøjes med at bo i bilen, hvis jeg har råd til at beholde den. For fanden se nu bare at blive enige om, hvem der skal betale et par måneders sygedagpenge til jeg har fået en afklaring på mine smerter, og husk at give mig besked, det er sgu’ da mig som er kommet i klemme i systemet.

Så den energi der skulle bruges på at blive rask, den går med at slås mod systemet. Jeg er bare så træt af det hele, hvad bliver det næste… at jeg får besked om at det er min skyld, at jeg har alle de smerter som jeg har.

Måske skal man true dem med at gå til aviserne og tv, så kan det måske være at der sker noget. Men på den anden side… jeg har ikke kræfterne til det…

et punktum er sat

puha… langt om længe, tænkte jeg da jeg her til morgen tjekkede netbanken og så at den sidste kreds endelig har betalt deres regning fra kurset i august, så nu har jeg endelig kunne sætte det sidste punktum i regnskabet og de sidste penge er overført til landsdelen.

Jeg spekulerer bare overfor der altid er nogen som bare ikke kan finde ud af at betale tiden og heller ikke reagerer på den ene rykker efter den anden. Men nu har de altså betalt, det hjalp vidst at jeg blev lidt mere skrap.

Nu kan jeg slappe lidt af… ihvertfald en halv dags tid, så venter forberedelserne til næste kursus i januar, indbydelsen er på tegnebrættet, men først er der andre ting der er vigtigere, som også tager en masse energi

Farvel…

… det var det ord jeg sagde mange gange i går, da jeg havde min sidste arbejdsdag. Det varer nok nogen tid før jeg kommer ud blandt andre kolleger igen, skal lige have mine arme i orden igen.

Det var svært at sige farvel, men jeg fik lidt gaver fra mine kolleger, som et minde om dem.
Denne fik jeg af 2 søde kolleger i regnskabsafdelingen, den står nu på altanen og lyser op.

 

 

 

Denne blomst fik jeg af frokostklubben, den står nu på spisebordet i stuen. Jeg kommer til at savne at spise sammen med jer… (I ved, hvem jeg mener).

 

 

Denne lille kurv fik jeg af kollegerne i den faglige klub, dog drikker jeg ikke te… men det er tanken der tæller, dog er der andre ting i kurven jeg kan bruge.

 

 

Til sidst var der en lille hilsen fra kollegerne på tegnestuen, der var blevet inspireret lidt af mit tidligere arbejdsområde – reservedelskatalogerne – og havde lavet et kort udformet som et reservedelskatalog, og sammen med kortet var der lidt penge til at købe noget for, en bog måske eller… tja… jeg ved det ikke.

Tak til alle jer som tænkte på mig i går, og som kom forbi for at sige farvel, og tak for tiden vi arbejdede sammen, det var lidt underligt her til morgen ikke at skulle op og af sted, og jo… jeg vågnede som jeg har været vant til – lidt forvirret over, hvorfor uret ikke havde ringet.

Dagen i dag skal jeg ud og gå en lille tur, så skal jeg lige på kommunen og sygemeldes ellers så skal jeg have fundet ud af, hvad jeg skal få alle timerne til at gå med i den kommende tid.

sidste dag

I morgen onsdag er det sidste arbejdsdag for mig, den dag som jeg har frygtet siden min fyring i juni er lige foran mig. I morgen når jeg forlader tegnestuen er det sidste gang jeg kommer der. Lidt trist, men nu er det tid til at se fremad, for et ordsprog siger: når en dør lukker et sted, er der en anden dør der åbner sig.

For mig er det et par måneders sygemelding der står foran mig, jeg skal nemlig i morgen til MR-scanning fra morgenstunden her i Aabenraa og i næste uge skal jeg til Vejle igen til elektroneurografi-undersøgelse, så håber jeg at der snart kommer en klarhed over, hvorfor jeg har de smerter jeg har.

I går blev der indsendt en anke på min afslåede arbejdsskadesag, så håber jeg at der kommer lidt positivt ud af det.

Nå… jeg må hellere komme ind og sove lidt, så jeg kan være klar til at være på sygehuset i morgen tidlig til undersøgelse kl. 6.40.

På den igen…

Nå… må hellere lige få skrevet lidt opdatering på de sidste par ugers smertehelvede og det der følger med.

Men altså, Vejle Sygehus fik endelig de rigtige papirer og jeg blev indkaldt til neurologiske undersøgelser, det var jeg til i torsdags den 8. oktober. Det var rart at kunne holde en fridag fra arbejdet som snart er en overstået epoke i mit liv – i hvert fald i denne omgang…

Nu tilbage til undersøgelserne i Vejle. Vel ankommet til sygehuset efter at have ledt forgæves efter en af sygehusets parkeringspladser, så jeg måtte betale for en plads nede i Vejle by, 6 kroner i timen som vidst er meget billigt eller???

Nå, blev mødt af en udenlandsk læge som efter kun 3½ måned i DK talte et fint forståeligt sprog. Efter at blive overrasket over at han havde læst min journal fra tidligere undersøgelser i Haderslev mv. så startede ellers den ene undersøgelse efter den anden og blev afsluttet med at der blev lavet en EKG og 11 blodprøver. Skal desuden have lavet en MR-scanning og en undersøgelse, hvor der skal måles med hjælp fra elektroder nervebaner osv. Kan mærke at de ikke giver op før der er fundet en diagnose, og da jeg gik der fra fik jeg nummeret på en kontakt-sygeplejerske.

Var træt bagefter og i går fredag var jeg ikke helt på toppen, men nu efter en god gå tur på 4 km, så er der kommet lidt energi til at klare en rolig weekend uden for mange planer, ja, faktisk er der ingen planer. Dejligt…

Genforeningsdag

Idag den 3. oktober er det præcis 19 år siden de to Tysklande blev genforenet efter jerntæppet mellem de  lande blev fjernet den 9. november 1989.

Tænk at det er 20 år siden at muren blev åbnet og mange familier så hinanden for første gang i mange år. Stærk historie og utrolig spændende.

Normalt reklamerer jeg ikke her på bloggen omkring tv-programmer, men i morgen søndag den 4. oktober 2009 på DR2 kl. 11.30-14.00 genudsendes et temaprogram omkring Berlin, jeg fik ikke selv set det hele i lørdags da det blev vist, men rart at det bliver genudsendt, så man kan få lidt mere viden om denne spændende by, som jeg har tabt mit hjerte til. Desværre kommer jeg ikke af sted som jeg plejer til december, da en fyring og sygehusbesøg har sat det hele på standby. Men jeg vender tilbage til den by på et tidspunkt, det ved jeg. Det er altid spændende at komme dertil, selvom jeg efterhånden har været der 4 gange siden 1991.

 

 

Nyt

Synes lige at jeg vil skrive lidt om den sidste uges oplevelser, som ikke har været af de bedste. Arbejdsmæssigt så har det været en af de nemme uger, arbejdede kun mandag og onsdag, var på sygehuset i tirsdags og har fri torsdag og fredag, herligt….

Det er oplevelsen med det danske sundhedsvæsen, da det var en af de værre omgange. Ikke nok med at man er fyldt med smerter, men man skal også have kræfter og energi til at slås.

Nå, men… tirsdag var jeg altså indkaldt til undersøgelse – røntgen – i Vejle. Min mor havde taget fri for at køre mig derop, og vi fik en hyggelig formiddag inden turen gik til Vejle. Brugte lidt tid på at finde sygehuset – har kun været der 1 gang før, på skadestuen, og det var mørkt, og der var andre der kørte. Any way, vi fandt sygehuset og brugte mellem 15 og 30 minutter på at finde en parkeringsplads, og måtte parkere i det fjerneste hjørne, men var heldigvis i god tid, og i løbet af kort tid fandt vi røntgenafdelingen.

Jeg kom ind før tid, fik taget 3 billeder af hver hånd, 5 minutter senere kunne jeg gå derfra. Her begynder så tvivl og spørgsmål, da jeg spørger om, hvornår og hvor jeg skal til undersøgelse igen og have lavet de sidste undersøgelser. Øh…. var svaret. Du skal bare ringe til Sønderborg Sygehus, så får du svar på dine spørgsmål. Det forstod jeg ikke, da alle mine papirer var sendt fra Sønderborg til Vejle pga. 14 ugers venteliste i Sønderborg. Det var bare ikke det der stod på hendes skærm, her stod der at jeg kun skulle til røntgen i Vejle.

Vred og ked af det, var jeg da jeg gik der fra, godt min mor var med og skulle køre bilen.

Onsdag startede morgenen med at jeg ringede til Sønderborg og fik en snak med neurologisk afdeling som var et stort spørgsmålstegn, de havde ikke bedt om røntgenundersøgelsen men om neurologiske undersøgelser. Så ringede jeg til Vejle, hvor sagen blev undersøgt, og i papirerne stod kun røntgenundersøgelse, men Vejle ville nu ringe til Sønderborg og høre om, hvem der havde ret.

Torsdag morgen ringede jeg så tilbage til Vejle, og HURRA… nu havde de fået de rigtige papirer, og jo… nu skal de næste undersøgelser og behandlinger foregå i Vejle.

Rodet… ja, mon ikke. Og midt i det hele står jeg og bliver kastet frem og tilbage mellem Vejle, Sønderborg, fagforeningen og kommunen. Jo, fagforening og kommune vil have mig sygemeldt da jeg pt. ikke kan arbejde 37 timer pr. uge. Men sygehus og lægestaben vil ikke sygemelde når der ikke er en diagnose. Øv, jeg er træt af det hele. Men nu er der en løsning, og Vejle kan godt forstå min situation og de forsøger nu at finde en tid hurtigst mulig.

Jeg spørger bare… hvordan kan en neurologisk undersøgelse blive til røntgenundersøgelse??? Bare jeg vidste det…