Julen står for døren

Pyha… jeg kan slet ikke følge med i øjeblikket – tiden flyver af sted, rent faktisk er der kun 11 arbejdsdage tilbage i 2008, men det bliver nogle hårde arbejdsdage, masser af arbejde, workshop med overnatning, julefrokost og juleafslutning. Men først tager jeg lige en tur til Berlin.

Ja rent faktisk så tager jeg af sted mandag morgen og returnerer torsdag aften.

Jeg har ikke fået pyntet op endnu, men mon ikke jeg når det inden jul???? Jeg tror det, da jeg skal holde julen hjemme med gæster, så pyntes op skal der, det bliver bare først når jeg kommer hjem fra Berlin.

Nå… jeg skal have bagt kage til at have med på job i morgen.

Advertisement

Berlin – før og nu…

Brandenburger Tor i 1975

… i 1991

 

 

 

 

 

Alexanderplatz 1993

 

 

Checkpoint Charlie i 1961 og 1991

 

 

 

 

 

Her gik muren – stadig tydeligt at se, hvor muren har været – 1993

Muren i 1993 – bag hegn.

 

 

 

 

Se flere billeder under rejser her på bloggen. De er fra 2007, desuden vil der inden for overkommelig fremtid komme friske billeder fra Berlin anno 2008, da jeg skal derned i starten af december… så glæd jer

Hvor der er liv…

… er der håb…

Jo, jeg er her stadig, dog har der bare ikke været så meget tid på det seneste til at skrive lidt her på bloggen.

Jeg har i en periode haft et tema om Berlin og muren, som delte byen i alt for mange år. Nu tager jeg snart til byen og tager en masse nye billeder, som jeg forhåbentligt når at smide her på bloggen før jul.

Har nogle billeder af byen fra 1991, 1993 og 2007, som jeg vil forsøge at finde, og lave en serie omkring byen dengang og nu.

Billedet herunder er fra december 2007, af en regnvåd by.

Berlin - december 2007

Berlin – del 10

Straffeprocesser mod DDR-ledere

Retssagerne mod de ansvarlige for muren foregik frem til efteråret 2004. De anklagede var DDR’s regeringschefer Erich Honecker og Egon Krenz, medlemmerne af det nationale forsvarsråd Erich Mielke, Willi Stoph, Heinz Keßler, Fritz Streletz og Hans Albrecht, SED-lokalrådslederen von Suhl samt flere generaler, deriblant chefen for grænsetropperne (1979-90) generaloberst Klaus-Dieter Baumbarten. De anklagede vagter tilhørte DDR’s nationale folkearmé eller grænsetropperne. I alt blev 11 personer idømt fængselsstraffe, 44 betingede straffe og 35 blev frikendt. Blandt dem, som blev idømt fængselsstraffe på indtil 7,5 år, var Krenz, Albrecht, Streletz, Keßler og Baumgarten. I 2004 blev de tidligere politbureaumedlemmer Hans-Joachim Böhme og Werner Lorenz idømt betingede straffe. Den sidste proces mod en murvagt blev afsluttet 9. november 2004, på dagen 15 år efter murens fald, og endte med domfældelse.

 

Mindesmærker

Mindesmærket for murens ofre, som blev demonteret i 2005

Ved siden af mindre kors eller andre mindesmærker for dræbte flygtninge, ofte sat op på privat initiativ, findes det flere større mindesmærker og museer, deriblandt et murmuseum i Haus am Checkpoint Charlie, åbnet i 1963. Foreningen, som driver museet, byggede også et mindesmærke kaldet Frihedsmindesmærket, som bestod af 120 originale murdele og 1067 kors til minde om murofrene. Det lå ved siden af murmuseet og i umiddelbar nærhed af Checkpoint Charlie. Mindesmærket blev indviet i 2004, men allerede året efter blev det, efter omfattende offentlig diskussion, demonteret af myndighederne, fordi lejekontrakten for tomten, hvor det lå, var udløbet, og også fordi der ikke var givet nogen permanent tilladelse til opførelsen af mindesmærket.

Det offentlige mindesmærke, Gedenkstätte Berliner Mauer, ligger i Bernauer Strasse sammen med Dokumentationszentrum Berliner Mauer og Kapelle der Versöhnung.

Berlin – del 9

Krydsning af muren

Der var 8 poster, hvor man kunne krydse muren, og Checkpoint Charlie i dag er den mest kendte. Checkpoint Charlie var dengang kendt som Friedrichstraße, og den kunne kun bruges af allieret personel og ikke-tyske borgere.

 

Politisk og symbolsk betydning

Berlinmuren blev det tydeligste symbol på delingen af Europa i en demokratisk og en kommunistisk del under den kolde krig. Mellem 1961 og 1989 flygtede over 5.000 fra øst til vest (5.-13. august 1961 registrerede 15.070 sig som flygtninge i Vestberlin). Lidt over 3.200 blev arresteret for flugtforsøg, mens måske så mange som 1.000 blev dræbt under flugtforsøg. Berlins myndigheder opgiver tallene som usikre. Mange familier blev splittet af muren, og der gik mange år, før de fik mulighed for at mødes igen.

 

Selv om vesttyske myndigheder, blandt andet Berlins overborgmester Willy Brandt, protesterede heftigt mod bygningen af muren, så de allierede muren som noget, som kunne nedkøle det anspændte forhold mellem øst og vest.

 

Murens fald

Berlinmuren faldt om natten mellem torsdag 9. november og fredag 10. november 1989. Årsagerne til murens fald var det stærke pres fra befolkningen om at indføre rejsefrihed og den øgede republikflugt fra DDR til Vesttyskland, delvis gennem ambassader i forskellige østeuropæiske lande og delvis gennem Ungarn, som havde åbnet sin grænse til Østrig. Murens fald blev udløst gennem en pressekonference med politbureaumedlemmet Günter Schabowski, som blev transmitteret direkte i fjernsynet. Schabowski oplæste ved slutningen af pressekonferencen ca. kl. 18.57 en ministerrådsbeslutning om et nyt rejsereglement. Det viste sig imidlertid senere, at beslutningen endnu ikke var formelt vedtaget. Sammen med Schabowski var Helga Labs, Gerhard Beil og Manfred Banaschak, alle medlemmer af SED’s centralkomité. Beslutningen, Schabowski læste op, lød:

 

«Privatreisen nach dem Ausland können ohne Vorliegen von Voraussetzungen – Reiseanlässe und Verwandtschaftsverhältnisse – beantragt werden. Die Genehmigungen werden kurzfristig erteilt. Die zuständigen Abteilungen Pass- und Meldewesen der VP – der Volkspolizeikreisämter – in der DDR sind angewiesen, Visa zur ständigen Ausreise unverzüglich zu erteilen, ohne dass dafür noch geltende Voraussetzungen für eine ständige Ausreise vorliegen müssen. Ständige Ausreisen können über alle Grenzübergangsstellen der DDR zur BRD erfolgen…»

På spørgsmål fra en journalist, formodentlig Riccardo Ehrmann fra det italienske nyhedsbureau ANSA om, hvornår reglene trådte i kraft, svarede Schabowski «ab sofort» (med det samme). Efter at flere vesttyske radio- og fjernsynsstationer havde meldt, at «muren er åben» samlede der sig ved grænseovergangene flere tusinde østberlinere, som forlangte, at muren skulle åbnes. På dette tidspunkt var hverken grænsetropperne eller Stasis paskontrolenheder informeret om nye regler. Uden konkrete ordrer at forholde sig til og under pres fra folkemasserne valgte grænsevagterne ved Bornholmer Straße klokken 23.30 som de første at åbne grænseovergangen, og senere blev flere grænseovergange i Berlin og andre steder ved den tysk-tyske grænsen åbnet. Sidst på natten fulgte flere åbningen over fjernsynet og begav sig mod grænseovergangene. Men den store menneskestrøm fra øst til vest kom om formiddagen den 10. november.

 

Østberlinerne blev modtaget med begejstring i Vestberlin. De fleste beværtninger serverede gratis øl, og fremmede mennesker faldt hinanden om halsen. Under euforien klatrede mange vestberlinere op på muren, og Brandenburger Tor, som før havde været forbudt område, blev åbnet for alle. Da nyheden om murens fald blev kendt, afbrød natonalforsamlingen i Bonn det igangværende møde og sang nationalsangen.

 

Murens fald var en skelsættende begivenhed i verdenshistorien og blev bl.a. fejret med en koncert af Leonard Bernstein juleaften 1989. I 1990 opførte Roger Waters sit album The Wall (fra 1979) på Potsdamer Platz, som tidligere havde været ingenmandsland ved muren. The Wall beskriver en psykologisk mur og havde oprindeligt ikke noget med Berlinmuren at gøre. Waters-koncerten på Potsdamer Platz var verdenshistoriens største rockkoncert.

 

Efter at kommunistregimet brød sammen, blev muren i løbet af kort tid revet ned, og der er i dag kun enkelte delvis uforandrede dele af/få spor tilbage efter den. Murens forløb er imidlertid markeret flere steder.

 

Berlin – del 8

Opbygning og konstruktion

Frem til november 1961 bestod “muren” af tre to meter høje pigtrådshegn, henholdigvis på grænsen, 20 meter inde og det sidste 135 meter indenfor grænsen, hvor der mellem de to første hegn lå tætpakket pigtråd.

 

Her stod også de 20 meter høje lyskastere og vagttårnene, som blev bygget med en afstand af 550 meter.

 

En række steder gik grænsen langs husvæggene. Her blev første etage muret til, mens flygtninge den første tid sprang ned fra resten af etagerne for at forsøge at komme til Vestberlin. I Bernauer Strasse gik grænsen langs husvæggen på den ene side, så DDR lagde spærringen midt i gaden, sådan at vestberlinerne kunne komme ud og ind ad gaden. Husene på den anden side blev senere sprængt bort for at give plads til muren.

 

Ved Tiergarten, Kreuzberg og i det sydlige Vestberlin var muren bygget lidt syd for sektorgrænsen, men med skilte som advarede om, at arrestationer kunne blive foretaget. Det forhindrede dog ikke flugtforsøg, og for nogle lykkedes det.

En mand byggede sin egen miniluftballon og fløj over muren, og en gøgler hoppede ud fra et hustag og kravlede over via højspændingsledninger (han fik ikke stød, da han ikke havde jordforbindelse).

 

Muren blev ændret tre gange.

En sammenhængende betonmur blev opsat i 1965, og den moderne grænse kom i slutningen af 70’erne. Det er denne moderne grænse, som sædvanligvis forbindes med Berlinmuren.

 

Den moderne grænse bestod af 155 kilometer med en 3,6 m høj betonmur, 302 vagttårne og 20 bunkere, 105,5 km med pansergrav, 127,5 km med hegn og 124,3 km med veje til grænsevagterne.

 

Desuden blev der brugt hunde, selvskydningsanlæg og minefelter. En del af moderne grænse blev officielt kendt som Stützwandelement UL 12.11. Den var bygget i flere sektioner, der til sidst blev sat sammen. Det var mellem den konkrete mur og Grenzmaur, at man havde dødslinien.

 

 

 

 

 

 

 

En ældre kvinde vinker over muren

 

 

Et par bukseseler hang tilbage på Berlinmurens pigtråd efter at en familie på fem flygtede fra øst til vest en decembernat i 1966. Muren miskrediterede socialismen og gav vestlig presse et rigt tilskud af menneskeduftende antikommunisme.

Berlin – del 7

Der havde i dagene før 12. august 1961 været meldt om øget militær aktivitet fra DDR’s side omkring Berlin, og alle DDR’s militære enheder var sat i højeste beredskab fra midnat 13. august.

Samtidig blev S-banetogene stoppet unormalt på sektorgrænsen, og det østtyske nyhedsbureau ADN udsendte en pressemeddelelse kl. 01.11, som på vegne af alle Warszawapagtlande erklærede, at det er besluttet at iværksætte en troværdig og effektiv kontrol ved sektorgrænsen i Berlin.

Første melding fra RIAS (amerikansk radio i Berlin) kom kl. 03.25 og meldte kort at store militære styrker fra DDR har i nat spærret grænsen mellem Øst- og Vestberlin.

69 af 81 overgange blev spærret øjeblikkeligt og al S- og U-banetrafik stanset bortset fra på Bahnhof Berlin Friedrichstraße, hvor overgang blev tilladt under streng kontrol. Til sidst var det kun posttoget mellem Bahnhof Zoo og Bahnhof Friedrichstrasse, som kørte mellem Øst- og Vestberlin.

Kort tid efter blev yderligere fem af de tolv åbne overgange spærret, og DDR’s opfordring til vestberlinerne om at holde hundrede meters afstand til muren førte til, at amerikanerne sendte panserafdelinger til sektorgrænsen.

Delingen førte også til andre mere bizarre episoder. På grund af den pludselige deling blev 1.300 børn spærret inde i Østberlin, mens de var på besøg hos familie eller venner. De sidste kom ikke hjem før tre måneder efter delingen. Ligkister blev udvekslet hver onsdag ved Heinrich-Heine-Strasse.

Desuden udgik der 16. august en opfordring blandt Vestberlins indbyggere om ikke at bruge S-banen, som efter aftale mellem de fire sejrsmagter blev drevet af DDR. Tællingen 23. august viste, at passagerantallet gik ned fra 500.000 til 100.000.

 

Satellitbillede af Berlin. Muren er markeret med en gul linie.

Den 45,9 km lange mur gik tværs gennem Berlin og adskilte på en tilfældig måde bydele, som havde udviklet sig gennem århundreder.

 

“Muren” var det vesttyske udtryk; det østtyske “den moderne bygrænse”.

 

Set fra vest mod øst bestod muren af en 3,6 m høj betonvæg eller tætmasket pigtrådshegn. Muren var belyst fra projektører. Dertil kom et 40 m bredt græsstykke, afgrænset af en 2,5 m dyb grav. Derefter fulgte en planeret stribe med sand, hvor fodspor let kunne afsløres. Langs muren gik der endvidere en asfalteret vej for overvågningsbiler, og enkelte steder fandtes der “løbeanlæg” med hunde som brugtes mod mennesker, automatiske skydeanlæg, vagttårne og hegn, som udløste lys- og lydsignaler ved berøring. Over 100 mennesker blev i perioden fra 1961 dræbt ved denne specielle grænse. Den 1.346 km lange grænse mellem DDR og Forbundsrepublikken var konstrueret på lignende måde.