Berlin – del 6

En dansk aviskommentar fra dengang:

Indtil nu er fra DDR forsvundet næsten lige så mange mennesker som Danmark har indbyggere… Fantasien løber i nogen grad af med presse og andre folk som i disse døgn taler om krigsfare. At østtyskerne nu med grovere midler end før tvinges til at finde sig i deres skæbne er synd for dem, men situationen forandrer sig ikke af den grund. Det har hele tiden været forbudt at flygte, det er blot blevet mange gange sværere fra igår…

Foreløbig vil man da i Vest gøre klogt i at betragte situationen med kølighed – noterende sig, at der nu er så paradisisk i Østtyskland, at englene med flammesværderne står inden for porten for at hindre folk i at komme ud.

(Information 14. august 1961)

Med et enkelt slag mistede folk venner og arbejde, og kærester strandede på hver sin side af muren. Familier i tusindvis blev adskilt, så forældre blev skilt fra deres børn – fanget på hver side af muren. Folk stod langs den og holdt nyfødte spædbørn i vejret, så deres pårørende på den anden side kunne se dem. Andre stod blot og stirrede hjælpeløst efter deres familie.

Symbol på Den Kolde Krig:

Berlinmuren blev øjeblikkeligt et symbol på Den Kolde Krigs delin af Europa. Den fik det hele til at virke meget enkelt: på den ene side var der demokrati og velstand. På den anden herskede der undertrykkelse og mangel på alt. Desperate mennesker var rede til at ofre livet for at slippe over muren og ud til friheden. Men virkeligheden var mere kompliceret. På en måde var muren til lige så stor fordel for Vesten som for Østblokken, og i 1989, da den omsider blev revet ned, opstod der et utal af nye problemer.

Dødens mur:

Da Jerntæppet havde afskåret Østeuropa, var Berlin det eneste sted, hvor østtyskerne havde en mulighed for at finde vej til et nyt liv i Vesten. I 1950´erne immigrerede omkring en kvart million østtyskere hvert år ved at flygte gennem Vestberlin. Der blev de anbragt i flygtningelejre, indtil man kunne få plads til dem i en flyvemaskine til Vesttyskland.

Det var ikke så underligt, at østtyskerne gerne ville immigrere. Vesten kunne tilbyde dem langt højere lønninger, bedre levevilkår og de grundlæggende menneskerettigheder såsom retten til at kunne rejse til udlandet og til at udtrykke, hvad de tænkte. For dem repræsenterede Vesttyskland håbet.

Advertisement

Øv…

En omgang influenza er på vej… min krop er træt og tung, alle led gør ondt. Og her sidder jeg og skal være færdig med en kursusindbydelse, hvor der er deadline … IDAG … men jeg synes bare ikke jeg orker det… men jeg skal være færdig med den, en masse unge mennesker venter på den indbydelse, så de kan komme af sted på Lederskole…

Den laver ikke sig selv, influenza eller ej…

Dejlig aften herfra

Berlin – del 5

En by deles… del 2

For sent…

Mange af dem, der planlagde at flygte fra fra Øst til Vest i løbet af sommeren 1961, blev overrasket af, hvor hurtigt grænsen blev lukket. En mand, der stod på Vestberlin-siden af muren og så mod øst, berettede sin historie til en amerikansk journalist:

“Min kone er derovre sammen med vores lille søn. Vi boede på den anden side, men vi var nødt til at slippe bort, så jeg lejede et værelse her i Vestberlin og gav mig til at bære vores ejendele over lidt ad gangen. De to blev i Østberlin for at dække over, at vi en skønne dag alle sammen ville flygte hertil. Men pludselig var det for sent.”

Desperate flugtforsøg:

Gradvis blev hullerne lukket. Fire dage efter at hegnet var blevet opført, gav østtyskerne sig til at bygge en mur. Soldater stod vagt, mens bygningsarbejdere anbragte betonblokke oven på hinanden, så de dannede en 2,4 meter høj mur, der blev forsynet med en pigtrådsspærring øverst oppe.

Nu blev forsøgene på at nå over til Vesten mere og mere desperate.

Grænsevagterne havde ordre til at skyde for at dræbe.

Den 24. august blev Günter Liftin den første, der mistede livet under forsøget på at flygte til Vesten. Han døde efter at være blevet beskudt af grænsevagter, da han forsøgte at svømme over Teltow-kanalen.

Nogle af de mest dramatiske begivenheder fandt sted på Bernauer Strasse, hvor husene lå direkte på grænsen.

Hvis beboerne gik ud af deres hoveddør, trådte de direkte fra det kommunistiske Østberlin over til Vesten.

Husene blev ryddet og vinduerne ud til Vesten i stueetagen og på første sal blev muret til. De første uger efter at muren var blevet bygget, udspillede der sig dramatiske scener, når folk sprang ud fra vinduerne på anden sal og landede i springlagener, som det vestberlinske brandvæsen havde spændt ud nedenunder.

De flygtende kastede ofte deres børn ned først og fulgte så selv efter i desperate spring. Omsider blev samtlige vinduer dog muret til, så husenes facade blev forvandlet til en mur.

Adskillelsens smerte:

Berlinmuren delte byen på en grusom og ulogisk måde.

Den delte små samfund midt over, afskar kunder fra deres sædvanlige forretninger og kirkegængere fra deres kirker.

Den skar tværs gennem bus-, sporvogns- og togruter.

Der var kun syv omhyggeligt bevogtede overgangssteder (“checkpoints”), hvor militærfolk og udlændinge med visum kunne krydse over fra Vest- til Østberlin.

Bernauerstrasse, september 1961: Da denne kvinde ville flygte ved at springe ud fra et vindue på anden sal, greb østtyske soldater hende i armene. Men en vestberliner kravlede op i vinduet under hende og trak hende fri.

Berlin – del 4

En by deles… del 1

Titusindvis af mennesker i østzonen gjorde klar til at flygte til Vesten i løbet af weekenden, den 12. – 13. august 1961.

Familier forberedte sig på at snige sig over grænsen en ad gangen for ikke at tiltrække sig opmærksomhed og derefter mødes på den anden side. Og alle vidste, at de hele tiden løb en risiko for, at en stikker angav dem til det forhadte sikkerhedspoliti, Staatssicherheitsdienst – også kaldet Stasi. De havde også hørt rygter om, at det frie Vestberlins dage snart var talte.

Midt om natten begyndte lastvogne at komme rullende gennem Østberlin. De var fyldt med Vopo´er, Grepo´er (grænsepoliti) og østtyske soldater, der strømmede ud langs grænsen mellem Øst- og Vestberlin.

I de mørke, øde gader gav de sig til at rulle pigtråd ud. Ved Berlins centrum, Brandenburger Tor, kunne soldater og et par politifolk fra Vesten kun hjælpeløst se til, da østtyskerne gav sig til at bore hul i asfalten og fjerne brosten for at stille betonpæle op. Så spændte de pigtråd fast på pælene, og snart havde de opført et solidt hegn. Ved daggry strakte der sig en barriere af pigtråd og bevæbnede vagtposter kilometer efter kilometer tværs gennem byen.

14. august 1961: Østberliner trygler forgæves Vopo’erne om at få lov til at slippe gennem den nyligt opstillede pigtrådsspærring.

Folk samlede sig uden helt at være klar over, hvad der foregik, men lidt efter lidt gik sandheden op for dem: Kommunisterne var ved at afspærre Vestberlin.

Ved Brandenburger Tor opstod der uroligheder, da Vestberlinere kastede sten mod østtyske vagtposter, og Vopo´erne svarede igen med en vandkanon.

Hele søndagen igennem søgte folk desperat efter et hul i det endnu ikke helt færdige hegn. Hundredevis af østtyskere fandt svage punkter i den nye grænse og slap ud.

17. august 1961: En østtysk soldat bevogter de håndværkere, der rejser den mur, der skal skille Øst- og Vestberlin af.

F.eks. var der et sted, hvor det var Teltow-kanalen der udgjorde grænsen. Her svømmede en hel familie over med et af børnene spændt fast på faderens ryg.

En anden familie slap over grænsen via en kirkegård, der endnu ikke var blevet forsynet med pigtrådshegn.

Nogle mennesker ventede bare, til vagternes opmærksomhed blev afledt – så sprang de over pigtråden. Overalt herskede der panik og forvirring.