Der er stadig liv

Der er stadig liv i mig, også selvom jeg ikke er så flittig til at skrive indlæg her på siden, det skyldes dog at jeg har valgt at koncentrere mig om at skrive på min rejseblog istedet – rejseskribenten.wordpress.com. Jeg har gang i mange projekter, fotoudstilling (åbner til april), har skrevet to bøger (se mere på min rejseblog) og meget mere. Jeg fik i maj måned sidste år tilkendt fleksjob, men indtil nu er det ikke lykkes mig at finde et job, men i næste uge skal jeg til samtale, er næsten 98 procent sikker på at jobbet er mit, men alligevel jubler jeg ikke før kontrakten er skrevet under, dette skyldes at jeg rent faktisk skulle have være startet i arbejde i februar måned, men der blev opstarten udskudt gang på gang, hvor det så endte med at min kontrakt blev annulleret. Men det bliver nu skønt at kan se frem til at starte i job (forhåbentligt), da jeg er ved at være træt af at gå hjemme.

Advertisement

Tanker på en øv-dag

Igen triller tårerne ned af mine kinder, igen er hovedet fuld af forkerte tanker, forbudte tanker. Hvorfor skulle jeg for tre år siden i dag få en ny chance i livet, hvorfor kunne jeg ikke bare være død, den eftermiddag? Hvorfor var det lige mig der skulle rammes af den ældre mand, der valgte at køre ud for ubetinget vigepligt ud på en stærk trafikeret vej og ramme netop mig? Det er den tanke, der kører rundt i hovedet om og om igen. Allerede i går morges var tankerne der… og igen i går aftes, da jeg skulle sove… hvorfor, hvorfor?

Ja, jeg skulle nok bare tage en tudekiks og komme videre, nu hvor jeg jo slap billigt fra ulykken, ja… jeg slap uden synlige skader, men de usynlige skader er der hver dag… Smerterne i nakken, ømheden i ryggen og de psykiske sår, der gang på gang springer op, og som har svære og svære ved at hele hver gang de springer op. Følsomheden overfor larm, stressen når jeg kører steder med tæt trafik, har svært ved at være sammen med andre, ensomheden, tomheden og tavsheden, hovedpinen, koncentrationsbesværet, hukommelsesbesværet, den manglende lyst til at spise og de daglige smerter… ja, de fysiske dem kan jeg klare, de kan for det meste repareres, men de psykiske smerter, PTSD’en og alt det andet, er de værste. De smerter har, får jeg en slags plaster på, når det er værst. Nogen gange går der længe uden at de sår springer op, mens andre gange kan sårene knap nå at hele før de springer op igen. Udadtil ser jeg glad ud, men inderst inde er alt sort og kaos.

Folk siger, at de forstår, måske… men det er ikke alt jeg siger, for jeg kan ikke sætte ord på, og skrive – det er lige så svært. Der er mange der gør et stort stykke arbejde for at hjælpe mig til en bedre dagligdag, det er jeg meget taknemlig overfor, men jeg har svært ved at tage i mod den hjælp, jeg vil bare klare mig selv. Men ved også, at uden deres hjælp, så var jeg nok ikke i live i dag. Jeg er ikke utaknemmelig, jeg har det bare svært ved bare at tage i mod hjælp, jeg vil klare mig selv – men ved også at det er en umulig drøm… Jeg kan jo ikke en gang finde et arbejde, eller bare passe det jeg havde, hvordan skal jeg nogensinde tro på at en fremtidig løsning bliver en succes, hvem vil overhovedet have en som mig… Jeg tror ikke på fremtiden mere, og den tro har været væk længe. Jeg kan jo ikke en gang komme til denne dato uden at hele korthuset vælter.

Der er bare noget som jeg ikke forstår… der er mange ting jeg ikke forstår… men hvordan f….n kan det være, at når jeg er på tur eller er ude at rejse, så er jeg rolig, ingen negative tanker, men så snart jeg nærmer mig hjemme, så kommer alle de negative tanker og den daglige tummerum tilbage. Dog får jeg en smule frihed når jeg skriver, så kan jeg flygte lidt væk fra det hele, men det er der sgu nok ingen fremtid i eller penge i så jeg kan være uafhængig af systemet, for det ved jeg, at jeg aldrig bliver fri af. Drømme og håbe tør jeg ikke, for både drømme og håb er gang på gang blevet knust.

Jeg har ikke skrevet alle disse ord for at få medlidenhed, ynk, trøst eller opmærksomhed. Jeg skriver for at få luft, og for at få ro i en kaotisk hjerne. Og jeg er total kold i r.ven, hvis der er nogen der mener, at jeg burde lade være med at skrive, nu hvor jeg ikke kan finde ud at sætte korrekte kommaer eller skriver elendigt… Så LAD vær med at læse, hvad jeg skriver, jeg skriver for at give mig selv indre fred og ro. Ja, jeg kunne også bare lade være med at poste det jeg skriver. Gu’ vil jeg ej… Jeg har ret til at poste, lige nøjagtigt hvad jeg vil. Men nogen gange kunne jeg bare godt tænke mig, at der blev tænkt over hvad der bliver delt på de sociale medier, som Facebook… for sådan én som jeg får flashbacks når der postes billeder af smadrede biler og ulykker…

Mit liv er fyldt af gode dage og dårlige dage, og i dag er bare en af de rigtigt dårlige. En dag, hvor jeg allermest bare har lyst til at grave mig langt ned under dynen med gardinerne trukket for og telefon, computer og iPad slukket, men på den anden side er det jo synd at lukke solen ude, nu hvor den er så venlig at stå op. Men på den anden side, så ville det være rart, hvis jeg bare kunne sove fra det hele, for så at blive vækket den dag, hvor de psykiske sår er helet og aldrig mere vil springe op… Drømmetænkning… Måske kunne jeg gå til dronningen og spørge om hun kunne lave en lov, hvor den 10. april og lige de første dage derefter bliver slettet for al evighed… F.CK jeg hader denne dag!!!!

Men hvis jeg var død den eftermiddag for tre år siden, så ville der være mange ting, gode ting, som jeg ville være gået glip af. Men på den anden side, så havde jeg også sluppet fri for de psykiske skader der er fulgt efter. Jeg ved ikke, hvor jeg snart til finde kræfterne til at kæmpe med. Forestil jer et liv, der blev ændret på et splitsekund. Mit liv kan bedst betegnes som et puslespil med 5.000 brikker, desværre passer de 3.000 bare ikke sammen med de andre.

Mange hilsner fra
Dagens pessimist

Noget at tænke over

I aftes lå jeg igen og ikke kunne sove, hovedet var fuldt af tanker, ikke gode tanker, men tanker der gør mig trist og ked af det, så jeg blev nødt til at skrive følgende.

2014 er bare et af de år som ikke vil – hvis jeg husker det – være et af de gode år. Stress, depression og tunge tanker har fyldt meget i dette år. Særligt siden august, måske før, har det været skide svært at være mig. Drømme der bliver knust gang på gang, håb som aldrig bliver til mere end blot håb. Hvad betyder det at have et talent, som en for nyligt har sagt jeg har, når man ikke kan bruge det talent til noget. Der er ingen arbejde at få. Og de drømme jeg har fører mig ikke videre i livet… Lige nu føler jeg, at jeg står på verdens travleste banegård, men togene kører af sted uden mig som passager. Verdenen farer forbi, men ingen ser mig, ingen stopper. Hvor skal jeg gå hen? Jeg ved det ikke. Skal jeg råbe om hjælp, så højt som jeg kan? Eller skal jeg hviske det stille ud i rummet, med den risiko for at ingen hører mit stille råb om hjælp. Men nogen hører mit stille råb om hjælp, men jeg kan ikke sætte ord på, hvad der fylder i min kaotiske hjerne. Samtidig ved jeg ikke, om jeg kan stole på, at de der vil hjælpe mig nu også mener det. Skal jeg sige mine drømme højt, eller skal jeg tie. Risikoen for at der bliver grint og at jeg får at vide at mine drømme er latterlige, og jeg bedst skal glemme alt om det, er for stor, det er en risiko jeg ikke tør tage, det er jeg for sårbar til.

Næ, jeg er bare hende… Tudefjæset, som ikke kan finde ud af en skid, som ikke kan finde et arbejde. Hende der står nederst på stigen, hende der tager alle tæskene, hende som folk bare går forbi og hende som ingen gider besøge. For hvad betyder talent, mange kvalifikationer og erhvervserfaring, når psyken er skrøbelig, humøret i bund og når jeg på de dårlige dage næsten ikke tør gå de få hundrede meter ned til affaldsbeholderen, hvor der er risiko for at møde naboerne, der sikkert vil spørge… Nå, hvordan går det så på arbejdet? Eller hvad laver du nu? Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal svare dem… Nok mest bange for at høre deres reaktioner, hvis jeg siger sandheden, eller en brøkdel af sandheden… Nej, jeg har ingen arbejde, lider af stress og depression uden håb og tro på fremtiden. Nej, jeg er ikke samfundsnasser, jeg vil skide gerne arbejde, men min psyke gør det bare svært for mig at være mig. Nej, jeg er ikke ude efter medlidenhed eller ynk, jeg har blot brug for at lukke lidt luft ud af ventilen, inden hovedet eksploderer. Nej, 2014 har ikke kun været svære tider, men også gode oplevelser… Berlin, Harzen, Wismar, Tivoli for blot at nævne nogle, måske går der længe før jeg igen kan få muligheden for at rejse, lige nu ser det ud til at 2015 ikke bliver det store rejseår. Det er bare trist at tænke på, for det er det som jeg holder allermest af… rejse, skrive og fotografere…

Tænk på det, før I dømmer folk uden arbejde som samfundsnassere, at der kan være en grund til at de ikke kan arbejde. Lad vær med at vende ryggen til en ven der har det svært, måske kan denne ven ikke sige højt, hvad der sker. Hvis jeg skulle sige det her med ord til en der vil lytte, så ville jeg tudbrøle, derfor skriver jeg dette, det er min måde at komme af med mine frustrationer på og lukke luft ud af ventilen. Men på den anden side, hvorfor fanden skal jeg bruge så meget tid på at skrive, når der ikke er nogen der gider bruge tid på at læse mine ord alligevel, jeg kan jo ikke noget, jeg skal bare tage mig sammen og være glad og positiv…

Første søndag i advent

Glædelig første søndag i advent…

I har vel ikke glemt det…

Det tænkte jeg nok…

Derfor får I lige en lille reminder, at I skal følge med på REJSESKRIBENTENs blog for at få de sidste nyheder fra, hvad jeg får tiden til at gå med.

Husk også at det er fra i morgen den 1. december omkring kl. 12.00 at den første ‘låge’ bliver afsløret i min anderledes julekalender. Der kommer 2 billeder i alt fra steder jeg har besøgt i 2014, men HUSK!!! det er på REJSESKRIBENTENs Facebook side det hele sker.

Juledrillerier

Ja, der sker ikke meget på denne side, det må jeg indrømme, årsagen er at jeg efterhånden skriver mest om rejser og oplevelser samt viser mine billeder, og det sker på min anden blog – REJSESKRIBENTEN – http://www.rejseskribenten.wordpress.com. Så vil du ikke gå glip af, hvad jeg render rundt og laver, så klik ind på den side.

Selvom det er gråt og trist november vejr udenfor vinduerne lige nu, så nærmer december sig med hastige skridt og julemusik flyder ud af mine højtalere i forsøget at få mig i julehumør.

Allerede nu er der blevet hvisket i mit øre fra min hus-drillenisse, at han vil drille lidt på REJSESKRIBENTENs Facebook side. Fra 1. – 24. december vil min hus-drillenisse afsløre 2 billeder fra steder, som jeg har besøgt i 2014. Men der vil kun blive afsløret en lille bid hver dag, det sker omkring kl. 12 på REJSESKRIBENTENs Facebook side.

Følger du ikke allerede REJSESKRIBENTEN på Facebook, så skynd dig ind nu på facebook.com/rejseskribenten og tryk ‘synes godt om’, så er du klar 1. december, når første ‘låge’ afsløres.

opereret igen

Jeg må ærlig indrømme, det tager noget tid at få skrevet et indlæg, når der foregår med et-finger-systemet. Jeg er lidt handicappet for tiden, for efter LAAAAAAAAAANNNNNNNNNGGGGGGG udredning i sundhedssystemet, og nye øjne på alle mine undersøgelser, så fandt lægerne pludselig ud af at der var nerver i klemme – ikke i håndleddet som de andre to gange, men derimod i albuen. Så i fredags var jeg under kniven og går nu hjemme i et par uger, og forsøger at få tiden til at gå, men det er lidt begrænset hvad man kan lave med en arm, og se fjernsyn og film er kedeligt i længen, det var fedt de første dage, bare og ligge på sofaen og se den ene film efter den anden, men jeg tror at jeg har for meget krudt i bagdelen til at ligge/sidde på sofaen hele dagen. Så jeg går en lille tur hver morgen, tjekker mine mails og tjekker hvad der sker på facebook, men det er også kedeligt i længden, og de sidste par dage har det jo blæst som halv pelikan, så det har ikke været til at sidde ude på altanen. Men jeg skal ikke klage, for operationen lykkedes og nu kan jeg forhåbentlig snart køre bil igen, og der er halv anden uge til trådene skal fjernes, og så kan jeg stille og roligt vende tilbage på job i 2 uger, og så har jeg ferie, som ikke skal holdes herhjemme på sofaen, nå ja, og så er der de der ansøgninger jeg skal have sendt ud, et fotokursus der enter efter sommerferien… jeg har da slet ikke tid til at drive den af, men blot tage den med ro de næste par uger, så skulle jeg fit igen og jeg glæder mig allerede til alle de ting der venter på mig, og et liv uden smerter… pas på derude… jeg bliver ikke til at stoppe 🙂 😎 god sommer

Rejseskribenten

Ja, der er længe i mellem jeg skriver på denne blog, det er ikke fordi jeg ikke har noget at skrive om, der er mange emner at tage fat på, men jeg har udover denne blog også en anden blog, hvor jeg skriver om mine rejser, uploader billeder mv. – nemlig REJSESKRIBENTEN – http://rejseskribenten.wordpress.com/ og her har jeg i dag lagt en lille historie ud fra min tur til Berlin i påsken. REJSESKRIBENTEN er også på Facebook.

dagens billede(r)

Vil ikke kalde mig selv for et morgenmenneske, men i morges var jeg tidligt oppe, og var lige ude og mærke den frostklare morgen og havde taget kameraet med, her står solen op over Aabenraa omkring kl. 6.15, så disse to billeder er dagens billeder

Rejseskribenten

Kender du bloggen Rejseskribenten? Sikkert ikke, men det er faktisk lidt synd, for der skriver jeg om rejser, tips og uploader billeder fra mine ture både i ind- og udland, så husk at klikke forbi der også: http://www.rejseskribenten.wordpress.com

Cirkus sygehus

Så har jeg lige været igennem ‘cirkus sygehus’ igen, jeg håber inderst inde at det snart er ved at være overstået, for de har virkelig ikke styr på en rygende skid. Jeg ringer til sygehuset tirsdag i sidste uge for lige at høre om de havde glemt mig eller… da jeg sådan set ikke havde fået svar på mine ENG-undersøgelser der blev lavet i december. Svar og svar, jo det havde jeg fundet selv på e-journal, men havde ikke en anelse om hvad den lægelige konklusion var. Sekretæren ville så tale med min kontaktlæge og så ville de ringe…… nu er jeg ikke verdens mest tålmodige type, så da jeg ikke havde hørt fra dem fredag, så blev der ringet igen, hvor svaret så var at jeg skulle komme til Sønderborg, og får en tid onsdag kl. 13… onsdag er en skidt dag for mig, da der er andre planer den dag, men efter at have rykket rundt på nogle andre behandlinger, så lykkes det alligevel at jeg kunne køre til Sønderborg onsdag. Det ser også fint ud indtil jeg kommer hjem og tjekker postkassen, brev fra sygehuset med indkaldelse onsdag (samme onsdag – samme læge) kl. 9.30, forvirringen bliver så komplet lørdag da jeg modtager to breve fra sygehuset, det ene brev med indkaldelse til kontrol kl. 13 onsdag (den tid jeg havde fået i telefonen), og det andet brev… resultaterne på ENG-undersøgelsen, de resultater jeg skal til Sønderborg for at få at vide. Jeg logger på e-journal, der ligger lige pludselig nogle ting fra neurologisk ambulatorium som jeg ikke vidste noget om, så jeg laver et print af journalen. Og godt for at jeg laver et print, for da jeg onsdag kommer til kontrol på ortopædkirurgisk ambulatorium, ved min læge der ikke at jeg allerede har været til undersøgelse hos neurologerne, det eneste han ved er svar resultaterne fra ENG-undersøgelsen. Men konklusionen er at jeg får styr på de to tider, fik lov til selv at vælge, valgte den tidlige tid, så kunne jeg nå et møde på arbejdet til middag, et møde jeg ellers sendt afbud til i første omgang. Jeg får en god snak med min kontaktlæge, får en indsprøjtning i albue med et miks af binyrebarkhormon og andre gode sager og henvises til MR-scanning af nakken, noget neurologerne skulle have haft gjort, men som de ikke havde gjort.

Godt så, tænker jeg… der er nok et par ugers ventetid på MR-scanningen… så min overraskelse er stor, da jeg allerede dagen efter mit kontrolbesøg i Sønderborg, bliver ringet op fra MR-klinikken, de havde fået et afbud fredag, så den tid ville de give mig. Så istedet for at sove foran fjernsynet, så fik jeg en slapper i scanneren på Aabenraa Sygehus fredag aften. Dejligt at det nu er overstået med alle de undersøgelser – forhåbentligt – nu kan jeg vel da snart håbe på at få svar på hvorfor jeg har ondt, og jeg snart kan slippe for cirkus sygehus.