Lys der ude…

Efter måneder med smerter, det ene besøg på sygehuset efter det andet så er der snart et lys for enden af tunnellen, jeg er begyndt at kunne skimte noget lys.

Allerede onsdag den 24. februar skal jeg op til den praktiske prøve som rejseleder og hvis jeg ikke bøvler for meget og stemmen ikke knækker over (forklaringen: jeg har været snotforkølet de sidste 14 dage, og det har ramt mit stemmebånd lidt, men der er bedring), så er der nok snart et nyt job til mig, men først altså 45 minutters salgstale om et af mine favoritrejsemål.

Jeg har valgt Berlin, da det nok er det jeg ved mest om. Men alligevel har jeg valgt at holde en generalprøve på min salgstale, det skal jeg her kl. 14, og har fået en god ven til at være forsøgskanin, bare det nu går godt uden alt for meget næsepusteri og hosten…

Den 3. marts skal jeg så på sygehuset IGEN, IGEN…forhåbenligt er det sidste gang turen går til Vejle Sygehus. Jeg skal til kontrol med mine håndled. Jo… det går fremad efter operationen, men i går begyndte fingrene på venstre hånd at sove og prikke lidt, bare et par minutter… men det er også længe nok til jeg bliver bange for at operationen har slået fejl. Det var i øvrigt 2 måneder siden i går at jeg blev opereret.

Desuden har højre hånd været smerteramt de sidste par dage, sad og tegnede lidt i søndags, ikke særligt længe og brugte slet ikke mus, selvom jeg tegnede på pc’eren. Da jeg stoppede med at tegne, kunne jeg ikke rette fingrene på højre hånd ud. Det gjorde ondt som en i helvede.

Jeg er kommet frem til den konklusion, at teknisk designer det er fortid, nu må jeg satse på et nyt liv forhåbenligt som rejseleder, og så en gang i mellem at kunne tegne lidt på pc’eren. Men 8 til 10 timer ved skærmen hver dag, det er slut. Håber at der kommer lidt positivt ud af prøven på næste onsdag og besøget på sygehuset om 14 dage går bedre end frygtet.

Hav en god dag derude

Lidt nyt

Så vil jeg lige give et lille livstegn her på den sidste dag i november. Jeg var på sygehuset igen i fredags, heldigvis var det hurtigt overstået denne gang, jeg var inde og tale med en læge, og fik langt om længe en diagnose, som kan bruges til noget.

Mine blodprøver var helt i orden, og MR-scanningen som jeg fik lavet af nakken var også i orden, hvilket betyder at mine smerter IKKE stammer fra nakken – heldigvis

Men testen, hvor de havde sat elektroder på nerverbanerne viste at der var noget som ikke var som det skulle være i venstre hånd, så det betyder at jeg skal opereres i venstre hånd. Lidt positivt er det dog, da jeg ikke skal helt til Vejle, men opereres på det lokale sygehus… måske – alt afhængigt af ventelisten, det vil jeg lige tjekke op på senere på venteliste.dk.

Har i dag brugt tid på at tale med mit forsikringsselskab og mit pensionsselskab, og der er en mulighed for at jeg kan få en erstatning fra min pensionsordning, da mine smerter er arbejdsrelaterede. Nu får jeg nogle papirer som jeg og min læge skal udfylde, så er der en mulighed for en lille sum penge, det er da rart, især når sygedagpengene ikke rækker til at betale de udgifter jeg har, så der bliver tærret lidt på opsparingen, meget mod min vilje, men jeg skal have noget at leve af.

Alle de her problemer de tager min energi, men jeg håber at der snart er lidt positivt nyt.

Stemplet

Det er svært at være syg med en skjult sygdom, bare det havde været en brækket arm eller ben, så kunne jeg måske få den ro jeg har brug for lige nu til at finde energien til at få det bedre, og i går fik jeg så sparket længere ned i kulkælderen, da jeg fik referatet fra et møde med A-kassen i torsdags, ikke nok med at jeg venter på at skulle på sygehuset igen den 27. november, så har jeg fået stemplet “Psykisk Ustabil”.

Det ville dem på A-kassen sgu også være, hvis de som jeg har smerter døgnets 24 timer og bare skal have tiden til at gå til den 27. november, hvor jeg endeligt får besked på, hvad der er galt. Der er mange tanker hver dag, og uafklaring på mange ting, så er det ikke hver dag man har energi til lave noget, men hvordan kan en mand, som ikke er psykolog give sådan et stempel. Og kommunen har nu også fået dette stykke papir.

En ting er kun sikkert, A-kassen er ikke på min side længere, så det er mig der skal kæmpe mod både kommunen, men nu også A-kassen, godt jeg har en jeg kan tale med og tage med som bisidder til næste møde med kommunen, hvor de gerne vil sætte mig i gang med nogle aktiviteter mens jeg er sygemeldt, men helt ærligt…

HVORNÅR KAN MAN FÅ LOV TIL AT FÅ RO TIL AT BLIVE RASK???

Ihvertfald ikke her i DK, så skal man også aktiveres under sygdom, somom man ikke havde nok i at tage til undersøgelser og behandlinger. Nu sætter jeg min tillid til Vejle Sygehus at de kan give mig lidt opbakning til at der skal give ro.

Jeg beder jo ikke om mere end et par måneders ro til at blive klar til arbejdsmarkedet, hvor jeg iøvrigt ved, hvad jeg vil, hvilket de fleste også sætter spørgsmålstegn ved.

Jeg kom lige til at tænke på en reklame som har kørt i en periode, hvor nogle kendte kvinder gør opmærksomme på at hvis man får en hjerte-karsygdom skal man håbe på at man var mand, da kvinder ikke får samme behandling. Nu kan jeg jo sige, hvis man bliver syg (lige gyldig diagnose), så håb ikke at det er i DK, især ikke med de regler vi sygemeldte bliver udsat for.

Sidste fredag i oktober

Så er vi nået til den sidste fredag i oktober 2009. Jeg har nu gået hjemme i 9 dage, forsøger at lave lidt hver dag, gå lange ture, skrive lidt, læse lidt. Men det er også blevet til endnu en tur til Vejle, det var i onsdags, det skulle være de sidste undersøgelser, hvilket betyder at jeg venter på et brev med en dato på, hvornår jeg skal der op og have min diagnose og forhåbentligt en behandlingsplan.

I onsdags var jeg oppe og fik lavet en ENG-undersøgelse (elektroneurografi), hvor der flere steder blev sat nogle elektroder på mine arme og der blev sendt strøm ind i nervebanerne, det var lidt ubehageligt, og der var et område omkring venstre albue, hvor de havde lidt svært ved at måle noget. Så jeg skal bare have lidt tålmodighed og håbe på, at der snart dumper et brev fra sygehuset ind af min brevsprække. For helt ærligt, så er jeg ikke skabt til at gå rundt herhjemme, jeg savner kolleger man kan snakke med og mødes med over madpakken, men forhåbentligt så er jeg snart klar igen, så har I bare at passe på vejene ude i Europa…

Smertemæssigt har det været et par slemme dage, jeg har været vågen et par gange i nat med sovende fingre, så da de forsvandt så lykkedes det mig heldigvis at falde i søvn igen, og vågnede ved nitiden i morges, blev lidt klar til at hente et par småting hos købmanden og var lige en tur ude på kommuen med nogle papirer som de ville have – 3. gang i denne uge, jeg er lidt træt af alle de papirer, så jeg håber og beder til at brevet fra sygehuset snart dukker op ellers må jeg jo bare ringe til min kontaktsygeplejerske i Vejle.

Ønsker en dejlig weekend til jer derude – håber at vejret bliver til at man kan komme lidt ud fra hjemmets fire vægge.

 

Farvel…

… det var det ord jeg sagde mange gange i går, da jeg havde min sidste arbejdsdag. Det varer nok nogen tid før jeg kommer ud blandt andre kolleger igen, skal lige have mine arme i orden igen.

Det var svært at sige farvel, men jeg fik lidt gaver fra mine kolleger, som et minde om dem.
Denne fik jeg af 2 søde kolleger i regnskabsafdelingen, den står nu på altanen og lyser op.

 

 

 

Denne blomst fik jeg af frokostklubben, den står nu på spisebordet i stuen. Jeg kommer til at savne at spise sammen med jer… (I ved, hvem jeg mener).

 

 

Denne lille kurv fik jeg af kollegerne i den faglige klub, dog drikker jeg ikke te… men det er tanken der tæller, dog er der andre ting i kurven jeg kan bruge.

 

 

Til sidst var der en lille hilsen fra kollegerne på tegnestuen, der var blevet inspireret lidt af mit tidligere arbejdsområde – reservedelskatalogerne – og havde lavet et kort udformet som et reservedelskatalog, og sammen med kortet var der lidt penge til at købe noget for, en bog måske eller… tja… jeg ved det ikke.

Tak til alle jer som tænkte på mig i går, og som kom forbi for at sige farvel, og tak for tiden vi arbejdede sammen, det var lidt underligt her til morgen ikke at skulle op og af sted, og jo… jeg vågnede som jeg har været vant til – lidt forvirret over, hvorfor uret ikke havde ringet.

Dagen i dag skal jeg ud og gå en lille tur, så skal jeg lige på kommunen og sygemeldes ellers så skal jeg have fundet ud af, hvad jeg skal få alle timerne til at gå med i den kommende tid.