Posts Tagged 'sygehus'

Lidt nyt

Så vil jeg lige give et lille livstegn her på den sidste dag i november. Jeg var på sygehuset igen i fredags, heldigvis var det hurtigt overstået denne gang, jeg var inde og tale med en læge, og fik langt om længe en diagnose, som kan bruges til noget.

Mine blodprøver var helt i orden, og MR-scanningen som jeg fik lavet af nakken var også i orden, hvilket betyder at mine smerter IKKE stammer fra nakken – heldigvis :-)

Men testen, hvor de havde sat elektroder på nerverbanerne viste at der var noget som ikke var som det skulle være i venstre hånd, så det betyder at jeg skal opereres i venstre hånd. Lidt positivt er det dog, da jeg ikke skal helt til Vejle, men opereres på det lokale sygehus… måske – alt afhængigt af ventelisten, det vil jeg lige tjekke op på senere på venteliste.dk.

Har i dag brugt tid på at tale med mit forsikringsselskab og mit pensionsselskab, og der er en mulighed for at jeg kan få en erstatning fra min pensionsordning, da mine smerter er arbejdsrelaterede. Nu får jeg nogle papirer som jeg og min læge skal udfylde, så er der en mulighed for en lille sum penge, det er da rart, især når sygedagpengene ikke rækker til at betale de udgifter jeg har, så der bliver tærret lidt på opsparingen, meget mod min vilje, men jeg skal have noget at leve af.

Alle de her problemer de tager min energi, men jeg håber at der snart er lidt positivt nyt.

En ny dag truer…

Igen en nat med alt for lidt søvn og lidt for mange smerter, har været vågen siden firetiden her til morgen, så nu sidder jeg her ved min pc’er – hvilket jeg ikke burde gøre, men hvad skal man ellers lave på dette forbandede tidspunkt udover at høre lidt musik på mp3′eren. Hvornår kan man få ro nok til at sove en hel nat uden smerter uden at dope sig med smertestillende? Snart vil jeg håbe, for den 27. november går turen atter til Vejle, hvor jeg skal op og have svar på det tests og undersøgelser der er blevet lavet indenfor den sidste månedstid. Og forhåbentligt er der en behandlingsplan til mig uden alt for lang ventetid i vores kære sundhedssystem, for jeg vil enormt gerne snart videre ud i verden og se noget andet end det der er i fjernsynet, se andre farver end de hvide farver på stuens fire vægge og ikke mindst møde andre mennesker.

I dag skal jeg til informationsmøde på jobcentret, hvor jeg skal have at vide, hvad jeg må og hvad jeg har af rettigheder som sygemeldt, og i morgen skal jeg til sygefraværssamtale på min fagforening. Måske er det derfor jeg bare ikke kan sovce, hvem ved… men jeg ved bare, at jeg er træt af, at jeg ikke kan sove.

Og når man går hjemme og ikke ser mange mennesker og slet ikke taler med mange, så ville det være rart at der kom en besked på telefonen eller en sød mail fra dem man kender… nej, det er nok for meget at håbe på, de har jo også travlt med deres liv, men det er jo bare en ønsketænkning. Jeg ville da også ønske at der var nogle venner som uden en invitation bare kiggede forbi til en kop kaffe og en snak… men niks… nok mest fordi der er ingen nære venner i mit liv. Jeg har haft for travlt til venner og opsøgning af nye, men når man går hjemme og mangler nogen at tale med, så er savnet der… men hvor finder man venner, når man har svært ved at lukke nogen ind i sit liv og ikke mindst stole på dem, tja… jeg ved det ikke.

God onsdag

sidste dag

I morgen onsdag er det sidste arbejdsdag for mig, den dag som jeg har frygtet siden min fyring i juni er lige foran mig. I morgen når jeg forlader tegnestuen er det sidste gang jeg kommer der. Lidt trist, men nu er det tid til at se fremad, for et ordsprog siger: når en dør lukker et sted, er der en anden dør der åbner sig.

For mig er det et par måneders sygemelding der står foran mig, jeg skal nemlig i morgen til MR-scanning fra morgenstunden her i Aabenraa og i næste uge skal jeg til Vejle igen til elektroneurografi-undersøgelse, så håber jeg at der snart kommer en klarhed over, hvorfor jeg har de smerter jeg har.

I går blev der indsendt en anke på min afslåede arbejdsskadesag, så håber jeg at der kommer lidt positivt ud af det.

Nå… jeg må hellere komme ind og sove lidt, så jeg kan være klar til at være på sygehuset i morgen tidlig til undersøgelse kl. 6.40.

På den igen…

Nå… må hellere lige få skrevet lidt opdatering på de sidste par ugers smertehelvede og det der følger med.

Men altså, Vejle Sygehus fik endelig de rigtige papirer og jeg blev indkaldt til neurologiske undersøgelser, det var jeg til i torsdags den 8. oktober. Det var rart at kunne holde en fridag fra arbejdet som snart er en overstået epoke i mit liv – i hvert fald i denne omgang…

Nu tilbage til undersøgelserne i Vejle. Vel ankommet til sygehuset efter at have ledt forgæves efter en af sygehusets parkeringspladser, så jeg måtte betale for en plads nede i Vejle by, 6 kroner i timen som vidst er meget billigt eller???

Nå, blev mødt af en udenlandsk læge som efter kun 3½ måned i DK talte et fint forståeligt sprog. Efter at blive overrasket over at han havde læst min journal fra tidligere undersøgelser i Haderslev mv. så startede ellers den ene undersøgelse efter den anden og blev afsluttet med at der blev lavet en EKG og 11 blodprøver. Skal desuden have lavet en MR-scanning og en undersøgelse, hvor der skal måles med hjælp fra elektroder nervebaner osv. Kan mærke at de ikke giver op før der er fundet en diagnose, og da jeg gik der fra fik jeg nummeret på en kontakt-sygeplejerske.

Var træt bagefter og i går fredag var jeg ikke helt på toppen, men nu efter en god gå tur på 4 km, så er der kommet lidt energi til at klare en rolig weekend uden for mange planer, ja, faktisk er der ingen planer. Dejligt…

Lidt positivt nyt

Så er der endelig lidt at glæde sig over. Tog mig sammen og ringede til Sønderborg Sygehus i fredags, dog var det ikke det svar jeg håbede på at høre, der var 14 ugers venteliste for at komme til undersøgelse. Men blev så oplyst om, at Vejle Sygehus kun havde 3 ugers venteliste, så mine papirer blev sendt derop, igår kom svaret så fra dem med en dato på de første undersøgelser. Yes… tirsdag den 29. september 2009 var der et hul i deres kalender til mig, så jeg ser frem til at komme op og få lidt afklaring på mine smerter og komme i gang med behandlingen.

Lidt nyt

Det er blevet lørdag, tja… faktisk har jeg haft weekend siden i onsdags kl. 13.00, dejligt med en forlænget weekend. I torsdags var jeg ude og gå lidt, bare sådan 10 km. Det gør man ikke ustraffet… mine stakkels ben var godt møre resten af torsdagen og lidt af fredagen også, så i dag har jeg kun gået ca. 4,5 km, men lidt har også ret, ikke…

I går ringede til sygehuset, da jeg ikke havde hørt noget endnu fra dem, det var efterhånden blevet 14 dage siden jeg havde været ved lægen. Det var ikke de fedeste nyheder jeg fik fra dem. Desværre vi har ingen ledige tider foreløbigt, dvs. 14 ugers venteliste.

Men… blev så gjort opmærksom på at de i Vejle kun har 3 ugers venteliste, hvad jeg sagde til at de sendte mine papirer derop… jo, der er lidt langt, men alternativet er at gå og vente i 14 uger, så jeg sagde ja tak, så mine papirer er på vej til Vejle, og håber at høre fra dem i næste uge, det er dejligt at jeg snart kan få en afklaring på mine smerter.

Lidt nyt, trods alt…

God weekend

Sidste nyt…

… er ikke de bedste nyheder.

Efter nogle uger med konstante smerter har jeg endelig fået mig selv sparket op til lægen, og er lige kommet hjem derfra.

Hip, hurra… skal til nye undersøgelser på sygehuset igen, så nu er det ventetid på bare at komme til forundersøgelse osv. JEG HADER DET.

Men forhåbenligt finder de ud af, hvad der er galt denne gang… men tiden går og snart er jeg uden arbejde og en usikker fremtid venter… tjuhej

Søndag … og afslapning

Så er det søreme gået hen og blevet søndag, og en afslapningsdag fra min side.

Har lige været ud og gå en dejlig lang tur på en times tid, og sidder lige kort og tjekker op på lidt mails og blog. Skulle have været til Sjælland i dag til planlægningsmøde til næste kursus for FDFerne, men min medkursusleder synes at det var skørt at køre så langt for et par timers møde. Resten af dagen skal gå med afslapning og finde energi til en lang arbejdsuge – ja… hele 5 dage, det bliver lidt underligt, for i maj måned har der været mange fridage, men ikke flere fridage før sommerferien… som venter lige om hjørnet.

Tirsdag skal jeg lige en smut til læge igen, min højre arm har det stadig ikke godt, så nu må vi se, hvad min søde doktordame siger. Måske skal jeg igennem sygehus-cirkuset igen.

Tiden går – update

Ja, så er ferien slut og arbejdet kaldte på mig i går, til dårlige nyheder, der skal igen skæres i arbejderstaben – 74 mand ryger denne gang – 10 funktionærer og 64 timelønnede, der sættes navne på de fyrede på mandag.

Sygehusbesøget i sidste uge gik ikke som forventet. Betændelse er væk, men smerterne i pegefinger samt følelsesløsheden i tommelfingeren skal forsvinde af sig selv i løbet af 3-6 måneder, dog mente lægen at der muligvis er noget i klemme, men jeg regner med at skal vænne mig til at det gør ondt, ellers skal jeg starte forfra med lægebesøg og turene til sygehuset, og det synes jeg ikke lige jeg orker lige nu. Sommeren venter med mange spændende opgaver med FDFerne. Nå, jeg må hellere få lidt aftensmad og forbedre mig mentalt til endnu en arbejdsdag i morgen og et tandlægebesøg i morgen eftermiddag, nå ja, så skal bilen lige til dæktjek på fredag.

Tiden går

Der er ikke noget billede i dag, ikke fordi jeg mangler billeder eller tid til at tage nye, men af den simple grund, at jeg bare har nogle ting der rumler rundt i hovedet. Ting at spekulere over osv.

I dag skal jeg atter en tur på sygehuset, det er vidst 4. gang på 2 måneder, noget jeg er ved at være godt træt af. Hvorfor f….. kunne jeg ikke blive undersøgt rigtig den første gang i februar? Næ nej, det var bare betændelse og bla bla bla. Ja, hvis det bare var det, hvorfor har jeg så stadig smerter i pegefingeren og ingen følelse i tommelfingeren? Så i dag bliver de sgu nødt til at undersøge mig rigtigt, det her er uholdbart i længden.

Lidt positivt er der da i mit liv i øjeblikket… jeg har påskeferie – jubiiiiiii, jeg har fået en del penge tilbage i skat, så der er blevet investeret i nye briller, ny computer, en dvd-optager og så er der også penge til at rejse for, så det er jo ikke så ringe.

Men på dagens program står der sygehusbesøg klokken halv tolv, så kryds fingre og håb det bedste for at de endelig finder kilden til mine håndproblemer.

God onsdag

Næste side »