Posts Tagged 'operation'

raskmeldt

Så blev jeg raskmeldt efter min operation i juni måned, og min træning blev afsluttet i onsdags, så det er lidt underligt at vågne en fredag morgen uden at skulle til træning. Ikke at jeg ikke vil fortsætte med at træne, for det vil jeg og det gør jeg, var i gang lidt i går på motionscyklen herhjemme, men efter et par døgn med maveonde og ikke meget energi så blev det ikke til det helt vilde, men vil træne lidt i aften igen.

Ellers så går dagen jo med at sidde i stolen med jobsøgerkasketten på og komme på ideer hvad fremtiden skal bringe, samt skrive lidt ansøgninger, så nu må jeg blot håbe på at der kommer noget godt ud af det. Tænk positivt :-)

på benene igen

Så er jeg ved at være på benene igen efter min håndledsoperation for 2½ uge siden, fik den store forbinding og trådene fjernet igår, og lægen var ganske tilfreds, så foreløbig ikke flere ture til Sønderborg sygehus i denne omgang.

Energien og humøret er stærkt stigende, og kunne idag endelig brænde noget af min overskudsenergi af på motionscyklen til træning, dejlig fed fornemmelse at drøne af sted igen, klarede 5 km på 25 minutter, hvilket er ganske godt, når jeg ikke har trænet i 2½ uge. Men det bedste er dog at jeg igen kan sove om natten, 8-12 timer hver nat uden smerter, kan ikke huske hvornår jeg sidst jeg har kunnet sove en hel nat uden smerter. Der er dog lidt skår i glæden, og det er at der går 2-3 uger før genoptræningen af hånden må begynde, og yderligere 3-4 uger før jeg må køre bil igen, men så længe solen skinner og det ikke regner, så er det heller ikke så ringe at gå en lang tur.

Godt nytår

Godt nytår til jer derude, ja… bedre sent end aldrig. Det er ikke pga. tømmermænd, at jeg ikke har fået skrevet før nu, men den 15. december 2009 blev jeg opereret i mind hånd og den 28. december 2009 blev tråden endelig fjernet. Operationen gik godt og nu venter bare nogle uger med genoptræning, så er jeg overbevist om at styrken i hånden kommer tilbage.

Såret heler fint og forhåbentligt kan jeg snart begynde at køre bil igen – hvis den kan starte… men mon ikke, ellers må jeg have lidt starthjælp :-)

Håber derfor at 2010 bliver bedre end 2009 og at der snart er et nyt job til mig, selvom jeg nok bliver nødt til at tænke lidt alternativt, da jeg ikke regner med at vende tilbage til jobbet som teknisk designer, men der er heldigvis andre ting på tegnebrættet som jeg håber lykkes.

Men altså et nyt år med nye drømme og forhåbentligt et nyt arbejdsliv venter forude.

GODT NYTÅR

julehistorie – del 4

Nisserne gjorde deres for at skabe den rigtige julestemning i Nissekøbing gennem hele december måned. Til sidst måtte købmand Nissen kapitulere og lade julen fylde i stuerne.

Dagen op til jul brugte fru Nissen på at bage og gøre klar til jul, og dagen før juleaften, fik købmand Nissen den mest uventede julegave som man kunne tænke sig, da han fik job i byens nye supermarked, den dag bekendtgjorde han til middagen, at nu var det endelig blevet jul i Nissekøbing og i deres hjem.

Sneen dalede ned over Nissekøbing, og købmand Nissens kone så på sin mand og smilede, netop som deres tre drenge kom ind i køkkenet med røde kinder, og selv om de havde glemt at tage deres våde støvler af, så blev hun ikke sur på dem. De havde jo reddet julen, ja, med en lille hjælpende hånd fra nisserne. Stresset, jeg, nej?! Udbrød hun forpustet, da byens præst kom forbi til en kop kaffe før gudstjenesten. Hvordan kan jeg være stresset? Selvom det tog længere end normalt, så er kagerne vasket, pakkerne er i ovnen, ungerne ligger under træet og huset er lagt i seng, nej julen kan bare komme!

Præsten så lidt forvirret ud, og fru Nissen opdagede, hvad hun havde fået sagt og de grinede alle sammen. Jo, så kom den rigtige julestemning også til Nissekøbing. Og nisserne fik et stort fad grød med ekstra smørklat som tak.

Glædelig jul og da jeg resten af året ikke vil være on-line pga operation, så vil jeg også lige ønske et godt nytår

Lidt nyt

Så vil jeg lige give et lille livstegn her på den sidste dag i november. Jeg var på sygehuset igen i fredags, heldigvis var det hurtigt overstået denne gang, jeg var inde og tale med en læge, og fik langt om længe en diagnose, som kan bruges til noget.

Mine blodprøver var helt i orden, og MR-scanningen som jeg fik lavet af nakken var også i orden, hvilket betyder at mine smerter IKKE stammer fra nakken – heldigvis :-)

Men testen, hvor de havde sat elektroder på nerverbanerne viste at der var noget som ikke var som det skulle være i venstre hånd, så det betyder at jeg skal opereres i venstre hånd. Lidt positivt er det dog, da jeg ikke skal helt til Vejle, men opereres på det lokale sygehus… måske – alt afhængigt af ventelisten, det vil jeg lige tjekke op på senere på venteliste.dk.

Har i dag brugt tid på at tale med mit forsikringsselskab og mit pensionsselskab, og der er en mulighed for at jeg kan få en erstatning fra min pensionsordning, da mine smerter er arbejdsrelaterede. Nu får jeg nogle papirer som jeg og min læge skal udfylde, så er der en mulighed for en lille sum penge, det er da rart, især når sygedagpengene ikke rækker til at betale de udgifter jeg har, så der bliver tærret lidt på opsparingen, meget mod min vilje, men jeg skal have noget at leve af.

Alle de her problemer de tager min energi, men jeg håber at der snart er lidt positivt nyt.



Follow

Get every new post delivered to your Inbox.