Hjemme igen

Berlin - december 2007

Så er jeg hjemme i Danmark igen, ja… det har jeg været siden torsdag aften. Men der har bare været så meget i går og i dag der skulle klares efter at have været udenlands.

Jeg har endnu ikke fået uploaded nogle billeder hertil endnu, så billedet her er fra sidste år, men bygningen – Karstadt på Kurfürstendamm – var udsmykket på nøjagtig samme måde. Men der blev taget mange andre billeder. Var blandt andet ude på Bernauer Strasse, hvor murens første pigstråd blev rullet ud den 13. august 1961, men mere om det senere.

Berlin – del 10

Straffeprocesser mod DDR-ledere

Retssagerne mod de ansvarlige for muren foregik frem til efteråret 2004. De anklagede var DDR’s regeringschefer Erich Honecker og Egon Krenz, medlemmerne af det nationale forsvarsråd Erich Mielke, Willi Stoph, Heinz Keßler, Fritz Streletz og Hans Albrecht, SED-lokalrådslederen von Suhl samt flere generaler, deriblant chefen for grænsetropperne (1979-90) generaloberst Klaus-Dieter Baumbarten. De anklagede vagter tilhørte DDR’s nationale folkearmé eller grænsetropperne. I alt blev 11 personer idømt fængselsstraffe, 44 betingede straffe og 35 blev frikendt. Blandt dem, som blev idømt fængselsstraffe på indtil 7,5 år, var Krenz, Albrecht, Streletz, Keßler og Baumgarten. I 2004 blev de tidligere politbureaumedlemmer Hans-Joachim Böhme og Werner Lorenz idømt betingede straffe. Den sidste proces mod en murvagt blev afsluttet 9. november 2004, på dagen 15 år efter murens fald, og endte med domfældelse.

 

Mindesmærker

Mindesmærket for murens ofre, som blev demonteret i 2005

Ved siden af mindre kors eller andre mindesmærker for dræbte flygtninge, ofte sat op på privat initiativ, findes det flere større mindesmærker og museer, deriblandt et murmuseum i Haus am Checkpoint Charlie, åbnet i 1963. Foreningen, som driver museet, byggede også et mindesmærke kaldet Frihedsmindesmærket, som bestod af 120 originale murdele og 1067 kors til minde om murofrene. Det lå ved siden af murmuseet og i umiddelbar nærhed af Checkpoint Charlie. Mindesmærket blev indviet i 2004, men allerede året efter blev det, efter omfattende offentlig diskussion, demonteret af myndighederne, fordi lejekontrakten for tomten, hvor det lå, var udløbet, og også fordi der ikke var givet nogen permanent tilladelse til opførelsen af mindesmærket.

Det offentlige mindesmærke, Gedenkstätte Berliner Mauer, ligger i Bernauer Strasse sammen med Dokumentationszentrum Berliner Mauer og Kapelle der Versöhnung.

Berlin – del 9

Krydsning af muren

Der var 8 poster, hvor man kunne krydse muren, og Checkpoint Charlie i dag er den mest kendte. Checkpoint Charlie var dengang kendt som Friedrichstraße, og den kunne kun bruges af allieret personel og ikke-tyske borgere.

 

Politisk og symbolsk betydning

Berlinmuren blev det tydeligste symbol på delingen af Europa i en demokratisk og en kommunistisk del under den kolde krig. Mellem 1961 og 1989 flygtede over 5.000 fra øst til vest (5.-13. august 1961 registrerede 15.070 sig som flygtninge i Vestberlin). Lidt over 3.200 blev arresteret for flugtforsøg, mens måske så mange som 1.000 blev dræbt under flugtforsøg. Berlins myndigheder opgiver tallene som usikre. Mange familier blev splittet af muren, og der gik mange år, før de fik mulighed for at mødes igen.

 

Selv om vesttyske myndigheder, blandt andet Berlins overborgmester Willy Brandt, protesterede heftigt mod bygningen af muren, så de allierede muren som noget, som kunne nedkøle det anspændte forhold mellem øst og vest.

 

Murens fald

Berlinmuren faldt om natten mellem torsdag 9. november og fredag 10. november 1989. Årsagerne til murens fald var det stærke pres fra befolkningen om at indføre rejsefrihed og den øgede republikflugt fra DDR til Vesttyskland, delvis gennem ambassader i forskellige østeuropæiske lande og delvis gennem Ungarn, som havde åbnet sin grænse til Østrig. Murens fald blev udløst gennem en pressekonference med politbureaumedlemmet Günter Schabowski, som blev transmitteret direkte i fjernsynet. Schabowski oplæste ved slutningen af pressekonferencen ca. kl. 18.57 en ministerrådsbeslutning om et nyt rejsereglement. Det viste sig imidlertid senere, at beslutningen endnu ikke var formelt vedtaget. Sammen med Schabowski var Helga Labs, Gerhard Beil og Manfred Banaschak, alle medlemmer af SED’s centralkomité. Beslutningen, Schabowski læste op, lød:

 

«Privatreisen nach dem Ausland können ohne Vorliegen von Voraussetzungen – Reiseanlässe und Verwandtschaftsverhältnisse – beantragt werden. Die Genehmigungen werden kurzfristig erteilt. Die zuständigen Abteilungen Pass- und Meldewesen der VP – der Volkspolizeikreisämter – in der DDR sind angewiesen, Visa zur ständigen Ausreise unverzüglich zu erteilen, ohne dass dafür noch geltende Voraussetzungen für eine ständige Ausreise vorliegen müssen. Ständige Ausreisen können über alle Grenzübergangsstellen der DDR zur BRD erfolgen…»

På spørgsmål fra en journalist, formodentlig Riccardo Ehrmann fra det italienske nyhedsbureau ANSA om, hvornår reglene trådte i kraft, svarede Schabowski «ab sofort» (med det samme). Efter at flere vesttyske radio- og fjernsynsstationer havde meldt, at «muren er åben» samlede der sig ved grænseovergangene flere tusinde østberlinere, som forlangte, at muren skulle åbnes. På dette tidspunkt var hverken grænsetropperne eller Stasis paskontrolenheder informeret om nye regler. Uden konkrete ordrer at forholde sig til og under pres fra folkemasserne valgte grænsevagterne ved Bornholmer Straße klokken 23.30 som de første at åbne grænseovergangen, og senere blev flere grænseovergange i Berlin og andre steder ved den tysk-tyske grænsen åbnet. Sidst på natten fulgte flere åbningen over fjernsynet og begav sig mod grænseovergangene. Men den store menneskestrøm fra øst til vest kom om formiddagen den 10. november.

 

Østberlinerne blev modtaget med begejstring i Vestberlin. De fleste beværtninger serverede gratis øl, og fremmede mennesker faldt hinanden om halsen. Under euforien klatrede mange vestberlinere op på muren, og Brandenburger Tor, som før havde været forbudt område, blev åbnet for alle. Da nyheden om murens fald blev kendt, afbrød natonalforsamlingen i Bonn det igangværende møde og sang nationalsangen.

 

Murens fald var en skelsættende begivenhed i verdenshistorien og blev bl.a. fejret med en koncert af Leonard Bernstein juleaften 1989. I 1990 opførte Roger Waters sit album The Wall (fra 1979) på Potsdamer Platz, som tidligere havde været ingenmandsland ved muren. The Wall beskriver en psykologisk mur og havde oprindeligt ikke noget med Berlinmuren at gøre. Waters-koncerten på Potsdamer Platz var verdenshistoriens største rockkoncert.

 

Efter at kommunistregimet brød sammen, blev muren i løbet af kort tid revet ned, og der er i dag kun enkelte delvis uforandrede dele af/få spor tilbage efter den. Murens forløb er imidlertid markeret flere steder.

 

Berlin – del 8

Opbygning og konstruktion

Frem til november 1961 bestod “muren” af tre to meter høje pigtrådshegn, henholdigvis på grænsen, 20 meter inde og det sidste 135 meter indenfor grænsen, hvor der mellem de to første hegn lå tætpakket pigtråd.

 

Her stod også de 20 meter høje lyskastere og vagttårnene, som blev bygget med en afstand af 550 meter.

 

En række steder gik grænsen langs husvæggene. Her blev første etage muret til, mens flygtninge den første tid sprang ned fra resten af etagerne for at forsøge at komme til Vestberlin. I Bernauer Strasse gik grænsen langs husvæggen på den ene side, så DDR lagde spærringen midt i gaden, sådan at vestberlinerne kunne komme ud og ind ad gaden. Husene på den anden side blev senere sprængt bort for at give plads til muren.

 

Ved Tiergarten, Kreuzberg og i det sydlige Vestberlin var muren bygget lidt syd for sektorgrænsen, men med skilte som advarede om, at arrestationer kunne blive foretaget. Det forhindrede dog ikke flugtforsøg, og for nogle lykkedes det.

En mand byggede sin egen miniluftballon og fløj over muren, og en gøgler hoppede ud fra et hustag og kravlede over via højspændingsledninger (han fik ikke stød, da han ikke havde jordforbindelse).

 

Muren blev ændret tre gange.

En sammenhængende betonmur blev opsat i 1965, og den moderne grænse kom i slutningen af 70′erne. Det er denne moderne grænse, som sædvanligvis forbindes med Berlinmuren.

 

Den moderne grænse bestod af 155 kilometer med en 3,6 m høj betonmur, 302 vagttårne og 20 bunkere, 105,5 km med pansergrav, 127,5 km med hegn og 124,3 km med veje til grænsevagterne.

 

Desuden blev der brugt hunde, selvskydningsanlæg og minefelter. En del af moderne grænse blev officielt kendt som Stützwandelement UL 12.11. Den var bygget i flere sektioner, der til sidst blev sat sammen. Det var mellem den konkrete mur og Grenzmaur, at man havde dødslinien.

 

 

 

 

 

 

 

En ældre kvinde vinker over muren

 

 

Et par bukseseler hang tilbage på Berlinmurens pigtråd efter at en familie på fem flygtede fra øst til vest en decembernat i 1966. Muren miskrediterede socialismen og gav vestlig presse et rigt tilskud af menneskeduftende antikommunisme.

Berlin – del 7

Der havde i dagene før 12. august 1961 været meldt om øget militær aktivitet fra DDR’s side omkring Berlin, og alle DDR’s militære enheder var sat i højeste beredskab fra midnat 13. august.

Samtidig blev S-banetogene stoppet unormalt på sektorgrænsen, og det østtyske nyhedsbureau ADN udsendte en pressemeddelelse kl. 01.11, som på vegne af alle Warszawapagtlande erklærede, at det er besluttet at iværksætte en troværdig og effektiv kontrol ved sektorgrænsen i Berlin.

Første melding fra RIAS (amerikansk radio i Berlin) kom kl. 03.25 og meldte kort at store militære styrker fra DDR har i nat spærret grænsen mellem Øst- og Vestberlin.

69 af 81 overgange blev spærret øjeblikkeligt og al S- og U-banetrafik stanset bortset fra på Bahnhof Berlin Friedrichstraße, hvor overgang blev tilladt under streng kontrol. Til sidst var det kun posttoget mellem Bahnhof Zoo og Bahnhof Friedrichstrasse, som kørte mellem Øst- og Vestberlin.

Kort tid efter blev yderligere fem af de tolv åbne overgange spærret, og DDR’s opfordring til vestberlinerne om at holde hundrede meters afstand til muren førte til, at amerikanerne sendte panserafdelinger til sektorgrænsen.

Delingen førte også til andre mere bizarre episoder. På grund af den pludselige deling blev 1.300 børn spærret inde i Østberlin, mens de var på besøg hos familie eller venner. De sidste kom ikke hjem før tre måneder efter delingen. Ligkister blev udvekslet hver onsdag ved Heinrich-Heine-Strasse.

Desuden udgik der 16. august en opfordring blandt Vestberlins indbyggere om ikke at bruge S-banen, som efter aftale mellem de fire sejrsmagter blev drevet af DDR. Tællingen 23. august viste, at passagerantallet gik ned fra 500.000 til 100.000.

 

Satellitbillede af Berlin. Muren er markeret med en gul linie.

Den 45,9 km lange mur gik tværs gennem Berlin og adskilte på en tilfældig måde bydele, som havde udviklet sig gennem århundreder.

 

“Muren” var det vesttyske udtryk; det østtyske “den moderne bygrænse”.

 

Set fra vest mod øst bestod muren af en 3,6 m høj betonvæg eller tætmasket pigtrådshegn. Muren var belyst fra projektører. Dertil kom et 40 m bredt græsstykke, afgrænset af en 2,5 m dyb grav. Derefter fulgte en planeret stribe med sand, hvor fodspor let kunne afsløres. Langs muren gik der endvidere en asfalteret vej for overvågningsbiler, og enkelte steder fandtes der “løbeanlæg” med hunde som brugtes mod mennesker, automatiske skydeanlæg, vagttårne og hegn, som udløste lys- og lydsignaler ved berøring. Over 100 mennesker blev i perioden fra 1961 dræbt ved denne specielle grænse. Den 1.346 km lange grænse mellem DDR og Forbundsrepublikken var konstrueret på lignende måde.

Berlin – del 5

En by deles… del 2

For sent…

Mange af dem, der planlagde at flygte fra fra Øst til Vest i løbet af sommeren 1961, blev overrasket af, hvor hurtigt grænsen blev lukket. En mand, der stod på Vestberlin-siden af muren og så mod øst, berettede sin historie til en amerikansk journalist:

“Min kone er derovre sammen med vores lille søn. Vi boede på den anden side, men vi var nødt til at slippe bort, så jeg lejede et værelse her i Vestberlin og gav mig til at bære vores ejendele over lidt ad gangen. De to blev i Østberlin for at dække over, at vi en skønne dag alle sammen ville flygte hertil. Men pludselig var det for sent.”

Desperate flugtforsøg:

Gradvis blev hullerne lukket. Fire dage efter at hegnet var blevet opført, gav østtyskerne sig til at bygge en mur. Soldater stod vagt, mens bygningsarbejdere anbragte betonblokke oven på hinanden, så de dannede en 2,4 meter høj mur, der blev forsynet med en pigtrådsspærring øverst oppe.

Nu blev forsøgene på at nå over til Vesten mere og mere desperate.

Grænsevagterne havde ordre til at skyde for at dræbe.

Den 24. august blev Günter Liftin den første, der mistede livet under forsøget på at flygte til Vesten. Han døde efter at være blevet beskudt af grænsevagter, da han forsøgte at svømme over Teltow-kanalen.

Nogle af de mest dramatiske begivenheder fandt sted på Bernauer Strasse, hvor husene lå direkte på grænsen.

Hvis beboerne gik ud af deres hoveddør, trådte de direkte fra det kommunistiske Østberlin over til Vesten.

Husene blev ryddet og vinduerne ud til Vesten i stueetagen og på første sal blev muret til. De første uger efter at muren var blevet bygget, udspillede der sig dramatiske scener, når folk sprang ud fra vinduerne på anden sal og landede i springlagener, som det vestberlinske brandvæsen havde spændt ud nedenunder.

De flygtende kastede ofte deres børn ned først og fulgte så selv efter i desperate spring. Omsider blev samtlige vinduer dog muret til, så husenes facade blev forvandlet til en mur.

Adskillelsens smerte:

Berlinmuren delte byen på en grusom og ulogisk måde.

Den delte små samfund midt over, afskar kunder fra deres sædvanlige forretninger og kirkegængere fra deres kirker.

Den skar tværs gennem bus-, sporvogns- og togruter.

Der var kun syv omhyggeligt bevogtede overgangssteder (“checkpoints”), hvor militærfolk og udlændinge med visum kunne krydse over fra Vest- til Østberlin.

Bernauerstrasse, september 1961: Da denne kvinde ville flygte ved at springe ud fra et vindue på anden sal, greb østtyske soldater hende i armene. Men en vestberliner kravlede op i vinduet under hende og trak hende fri.

Berlin – del 4

En by deles… del 1

Titusindvis af mennesker i østzonen gjorde klar til at flygte til Vesten i løbet af weekenden, den 12. – 13. august 1961.

Familier forberedte sig på at snige sig over grænsen en ad gangen for ikke at tiltrække sig opmærksomhed og derefter mødes på den anden side. Og alle vidste, at de hele tiden løb en risiko for, at en stikker angav dem til det forhadte sikkerhedspoliti, Staatssicherheitsdienst – også kaldet Stasi. De havde også hørt rygter om, at det frie Vestberlins dage snart var talte.

Midt om natten begyndte lastvogne at komme rullende gennem Østberlin. De var fyldt med Vopo´er, Grepo´er (grænsepoliti) og østtyske soldater, der strømmede ud langs grænsen mellem Øst- og Vestberlin.

I de mørke, øde gader gav de sig til at rulle pigtråd ud. Ved Berlins centrum, Brandenburger Tor, kunne soldater og et par politifolk fra Vesten kun hjælpeløst se til, da østtyskerne gav sig til at bore hul i asfalten og fjerne brosten for at stille betonpæle op. Så spændte de pigtråd fast på pælene, og snart havde de opført et solidt hegn. Ved daggry strakte der sig en barriere af pigtråd og bevæbnede vagtposter kilometer efter kilometer tværs gennem byen.

14. august 1961: Østberliner trygler forgæves Vopo’erne om at få lov til at slippe gennem den nyligt opstillede pigtrådsspærring.

Folk samlede sig uden helt at være klar over, hvad der foregik, men lidt efter lidt gik sandheden op for dem: Kommunisterne var ved at afspærre Vestberlin.

Ved Brandenburger Tor opstod der uroligheder, da Vestberlinere kastede sten mod østtyske vagtposter, og Vopo´erne svarede igen med en vandkanon.

Hele søndagen igennem søgte folk desperat efter et hul i det endnu ikke helt færdige hegn. Hundredevis af østtyskere fandt svage punkter i den nye grænse og slap ud.

17. august 1961: En østtysk soldat bevogter de håndværkere, der rejser den mur, der skal skille Øst- og Vestberlin af.

F.eks. var der et sted, hvor det var Teltow-kanalen der udgjorde grænsen. Her svømmede en hel familie over med et af børnene spændt fast på faderens ryg.

En anden familie slap over grænsen via en kirkegård, der endnu ikke var blevet forsynet med pigtrådshegn.

Nogle mennesker ventede bare, til vagternes opmærksomhed blev afledt – så sprang de over pigtråden. Overalt herskede der panik og forvirring.

Berlin – del 3

Fra 1948-1949 forsøgte Sovjetunionen forgæves at tvinge de allierede til at forlade Berlin ved en blokade af Vestberlin. De allierede svarede igen med luftbroen til Berlin, som hindrede de sovjetiske planer. Den 12. maj 1949 blev blokaden ophævet.

I de tre vestlige zoner oprettedes i 1949 staten BRD (Bundesrepublik Deutschland) med hovedstad i Bonn og samme år oprettedes i den sovjetiske zone staten DDR (Deutsche Demokratische Republik) med hovedstad i Østberlin.

Den 17. juni 1953 udviklede en arbejderstrejke sig til en opstand, der blev slået ned med hård hånd.

Nikita Khrusjtjov rettede 27. november 1958 et ultimatum til vestmagterne og krævede, at de skulle trække sig ud af Berlin, og at Øst- og Vestberlin skulle slås sammen til én by under DDR’s kontrol.

Dette skulle opfyldes inden seks måneder, og hvis det ikke skete, ville Sovjetunionen slutte separat fredsaftale med DDR og overlade al sovjetisk kontrol til kommunistpartiet i DDR.

Dette skulle ske for at hindre den massive flugt af (oftest unge og uddannede) tyskere fra DDR til Vesttyskland, noget som bevirkede, at DDR var ved at kollapse økonomisk. 3,12 millioner tyskere havde siden 1949 fundet vejen fra DDR til Vesttyskland.

Før Berlinmuren blev bygget, var der ikke restriktioner på rejser mellem Øst- og Vestberlin (i modsætning til rejser mellem DDR og Vesttyskland), og tyskere i DDR, som ønskede at komme til Vesten, kunne dermed rejse direkte ind i Vestberlin for så at flygte til Vesttyskland.

Det var desuden ikke usædvanligt, at tyskere bosat i DDR arbejdede i Vestberlin: Østberlin havde besvær med at besætte 45.000 arbejdspladser, mens 53.000 østberlinere arbejdede i Vestberlin og fik halvdelen af deres løn i “hårde” D-Mark.

I forsøget på at stemme op for den stadigt stigende strøm af flygtninge besluttede de østtyske myndigheder i 1961 at omgive Vestberlin med en mur og at skyde enhver, der ville forcere den.

Og om natten mellem lørdag den 12. og søndag den 13. august 1961 spærrede soldater og politifolk adgangen mellem de to bydele på demarkationslinien mellem øst- og vestsektoren i Berlin. Først skete det med pigtråd. I de følgende uger blev pigtråden imidlertid udskiftet med en regulær betonmur, som i årene fremover blev udbygget.

Vestberlinerne og vesttyskerne kunne kun komme ind i Østberlin eller Østtyskland på nogle få steder og måtte have passérsedler.

Østberlinerne og DDR-borgere var afskåret fra at besøge Vestberlin og Forbundsrepublikken Tyskland. Kun for pensionister og i undtagelsestilfælde – som ved tvingende nødvendige familiebesøg – blev denne regel afveget.

Berlin – del 1

Da Anden Verdenskrig sluttede opdelte sejrherrerne resterne af Tyskland i fire besættelseszoner, som blev administreret af hver af magterne USA, England, Frankrig og Sovjet. På samme måde blev hovedstaden Berlin, der ellers befandt sig langt inde i sovjetbesættelseszonen, inddelt i fire områder, der blev forvaltet af de samme fire nationer.

Anden Verdenskrig blev imidlertid afløst af den kolde krig med vestmagterne – bl.a. USA, England og Frankrig – på den ene side og østmagterne – bl.a. Sovjet – på den anden. Dette resulterede i at et jerntæppe kom til at gennemskære Europa og i særdeleshed Tyskland. Dermed kom Vestberlin til at ligge som en ø i et ellers sovjetkontrolleret territorium.

DDR lå mod nordøst og BRD mod vest og syd. Problemet omkring samarbejdet mellem de forskellige besættelseszoner opstod allerede kort tid efter 2. verdenskrigs afslutning.

Denne vestenklave i den socialistiske verden generede naturligvis magthaverne i østblokstaterne.

Flere gange forsøgte de at tvinge vestmagterne ud af Berlin. Men hver gang stod de belejrede fast og blev.

Et problem for østtyskerne var det desuden, at grænsen i Berlin – til forskel fra det øvrige Tyskland – var åben. Folk kunne bevæge sig mellem Øst- og Vestberlin, som de havde lyst til.

Dette resulterede i at mange østtyskere via Berlin flygtede til vest. I perioden fra 1949 til 1958 undveg således 2,2 millioner østtyskere til vesttyskland. Og i de efterfølgende år steg dette tal. Alene i juli 1961 flygtede 30.000 mennesker fra Øst- til Vesttyskland.

Med det ene ben ude af døren

Man skulle tro jeg boede midt på banegården i denne uge, nej det er ikke så slemt, men i aften skal jeg til foredrag og torsdag i skole, og en del der skal opdateres på nogle skemaer, indsamling af oplysninger, opdatering af hjemmeside… og nej det er ikke på jobbet men her hjemme.

Men inden jeg skal af sted igen, så skal der smøres madpakke og laves aftensmad og ikke mindst spise. Men i aftes da jeg alligevel ikke kunne sove, så lå og jeg og kiggede i nogle bøger jeg købte sidste år i Berlin, og fik derved en ide om at skrive lidt herpå bloggen om denne spændende by. Jeg ved ikke hvornår jeg har første del klar, men følg med og glæd dig. Ideen med temaet ‘Berlin’ er at skrive om historie, muren osv. og første del regner jeg med bliver om muren, som har dens helt egen historie. Det vil blive krydret med billeder, dels mine egne, men også andres billeder…

Ses vi…