krykhusar

Ja, det kunne man godt have kaldt mig den sidste uges tid, for mit ømme knæ, tja… det viste sig jo at være et forstuvet knæ og der blev til en uge på krykker og ro hjemme på sofaen…

… ja… hvad lægerne ikke ved, har de jo ikke ondt af, men jeg havde en del der skulle klares så det blev ikke til så meget tid på sofaen som de gerne ville have mig til, og i dag blev krykkerne pænt afleveret tilbage på sygehuset og jeg kan gå rimeligt nu.

Selvfølgelig skal jeg jo ikke lige løbe en maraton lige nu, men det går bedre og bedre jo mere jeg har trænet i dag, jeg skal jo også være klar til at tage på job igen på mandag, og jeg er klar, forstuvet knæ eller ej. Så pas på derude… jeg er på autobahnen igen mandag…

6 ugers ferie…

… åh, ja… det lød rigtig dejligt da jeg kørte hjem fra min sidste tur i juni. Bare hjem og holde ferie på altanen med en stak bøger og koldt drikkelse indenfor en arms længde.

Bare sidde og nyde dagen uden at tænke over særlig meget, måske lige lave lidt forberedelse på efterårets ture og måske lige begynde at se på lidt FDF arbejde og kursusforberedelse til Blå Port i august.

Men så tog jeg et par dage væk, bilen skulle lige til sit årlige servicetjek, som blev til 2 dage, da der manglede en reservedel, som jeg så stadig venter på at få skiftet – intet vitalt, så jeg kan sagtens bruge bilen. For da jeg sad og slappede af det bedste jeg har lært, så ringede min telefon. ‘Jeg mangler en rejseleder, vil du en tur til Østrig i 9 dage?’

Nahja… skal skal ikke. ‘Jeg har ferie, og jeg regner kraftig med at fortsætte med det’ var mit svar. ‘Jeg ringer tilbage i aften, så kan du lige se på turen, jeg har sendt den til dig på mail, detaljerne kan du finde på vores hjemmeside’ var svaret fra rejsebureauet.

Jeg tænkte frem og tilbage, tog snakken med min mor, og blev så enig med mig selv, at jeg tager turen, hvilket jeg gjorde. 9 dejlige dage med pragtfuldt sommervejr i Oberkärnten i Østrig, pragtfuldt hotel, kom hjem i torsdags, dog med et lille minus i bogen…

Jeg gled på et badeværelsesgulv og forvred mit knæ… det gjorde afsindigt ondt, men heldigvis er der intet ødelagt i knæet, blot en forstuvning og 1 uge på krykker, dem kan jeg heldigvis snart smide.

Så 6 uger på altanen, blev til 9 dage i Østrig, et forvredet knæ og en masse tid ved computeren på forberedelse. Og mandag går det løs igen, 5 dage til Kassel/Berleburg, hvor der på slottet i øvrigt lige er kommet et nyt familiemedlem. Hvem bor dog på slottet? Nogen man kender siden hun nævner Berleburg… ja, da… prinsesse Benedikte, den danske dronning Margrethes lillesøste bor i Berleburg med sin familie, og det er prinsesse Natalie der lige har fået en lille søn den 24. juli, stort tillykke herfra.

Nå, ja… og min egen fødselsdag, tja… den blev fejret i bussen på vej til Østrig og på overnatningshotellet Hotel Belmondo i Wiedemar, fejret er vist så meget sagt, jeg var på job.

Og min ferie… tjaaaa… den holder jeg nok på et andet tidspunkt.

God ferie til jer som stadig har lidt at holde, og bare fortsat god sommer til alle andre

Spark hårdt bag i…

… ja, det er det jeg har brug for i dag… synes motivationen mangler til at komme i gang med at læse, så er det jo godt at foredraget til onsdagens prøve er færdig, for jeg gider sådan set ingenting i dag. Jeg er træt og trænger til ro og fred, hvilket er lidt svært med de overboer som jeg har… de har haft familiekomsammen hele weekenden og det har været et rend på trappen på alle tider af døgnet, især om aftenen.

Mange vil nok sige, hvorfor siger du ikke noget til dem… jo, det ville jeg også, men de forstår ikke meget dansk og jeg kan ikke et eneste ord kinesisk, så er der nogen der kan hjælpe med et sprogkursus lige nu, så vil jeg gerne lære at sige: Vil I ikke nok være søde at være stille, bare de næste 3 dage, så jeg kan læse i fred om dagen og sove om natten…

Lys der ude…

Efter måneder med smerter, det ene besøg på sygehuset efter det andet så er der snart et lys for enden af tunnellen, jeg er begyndt at kunne skimte noget lys.

Allerede onsdag den 24. februar skal jeg op til den praktiske prøve som rejseleder og hvis jeg ikke bøvler for meget og stemmen ikke knækker over (forklaringen: jeg har været snotforkølet de sidste 14 dage, og det har ramt mit stemmebånd lidt, men der er bedring), så er der nok snart et nyt job til mig, men først altså 45 minutters salgstale om et af mine favoritrejsemål.

Jeg har valgt Berlin, da det nok er det jeg ved mest om. Men alligevel har jeg valgt at holde en generalprøve på min salgstale, det skal jeg her kl. 14, og har fået en god ven til at være forsøgskanin, bare det nu går godt uden alt for meget næsepusteri og hosten…

Den 3. marts skal jeg så på sygehuset IGEN, IGEN…forhåbenligt er det sidste gang turen går til Vejle Sygehus. Jeg skal til kontrol med mine håndled. Jo… det går fremad efter operationen, men i går begyndte fingrene på venstre hånd at sove og prikke lidt, bare et par minutter… men det er også længe nok til jeg bliver bange for at operationen har slået fejl. Det var i øvrigt 2 måneder siden i går at jeg blev opereret.

Desuden har højre hånd været smerteramt de sidste par dage, sad og tegnede lidt i søndags, ikke særligt længe og brugte slet ikke mus, selvom jeg tegnede på pc’eren. Da jeg stoppede med at tegne, kunne jeg ikke rette fingrene på højre hånd ud. Det gjorde ondt som en i helvede.

Jeg er kommet frem til den konklusion, at teknisk designer det er fortid, nu må jeg satse på et nyt liv forhåbenligt som rejseleder, og så en gang i mellem at kunne tegne lidt på pc’eren. Men 8 til 10 timer ved skærmen hver dag, det er slut. Håber at der kommer lidt positivt ud af prøven på næste onsdag og besøget på sygehuset om 14 dage går bedre end frygtet.

Hav en god dag derude

Det er lidt uvirkeligt

Det hele ser lidt bedre ud idag end det har gjort længe, ikke nok med jeg endelig er blevet opereret i hånden og det går lidt fremad, selvom der er perioder med smerter, sovende og hævede fingre. Faktisk har jeg ikke været så glad længe, pånær den dag, hvor jeg endelig fik min operationsdato.

I sidste uge sendte jeg lige et par ansøgninger af sted til et par rejseselskaber, hvor jeg gerne vil arbejde som rejseleder. Ja, faktisk var det tre selskaber, men det var kun de to som svarede på min henvendelse.

I dag fik jeg besked fra den ene om at de gerne vil mødes med mig den 22. januar og det andet selskab vil mødes i februar/marts, hører nærmere i februar. Lidt uvirkeligt, men helt fantastisk dejligt, især når jeg bare for nogle måneder siden fik sparket og mærkatet “duer ikke - væk”.

Jeg ved, at samtalen er en ting og jobtilbud en anden ting, men det er et skridt den rigtige vej, især for en med dårlige håndled og en sygemelding, og en skidt behandling af fagforening og a-kasse (det kan jeg altid komme ind på en anden gang, når jeg kan skrive med mere end 1-fingersystemet på pc’eren). Jeg glæder mig faktisk til den lange køretur til Lemvig den 22. januar og møde manden der måske har nøglen til min nye fremtid.

Farvel…

… det var det ord jeg sagde mange gange i går, da jeg havde min sidste arbejdsdag. Det varer nok nogen tid før jeg kommer ud blandt andre kolleger igen, skal lige have mine arme i orden igen.

Det var svært at sige farvel, men jeg fik lidt gaver fra mine kolleger, som et minde om dem.
Denne fik jeg af 2 søde kolleger i regnskabsafdelingen, den står nu på altanen og lyser op.

 

 

 

Denne blomst fik jeg af frokostklubben, den står nu på spisebordet i stuen. Jeg kommer til at savne at spise sammen med jer… (I ved, hvem jeg mener).

 

 

Denne lille kurv fik jeg af kollegerne i den faglige klub, dog drikker jeg ikke te… men det er tanken der tæller, dog er der andre ting i kurven jeg kan bruge.

 

 

Til sidst var der en lille hilsen fra kollegerne på tegnestuen, der var blevet inspireret lidt af mit tidligere arbejdsområde – reservedelskatalogerne – og havde lavet et kort udformet som et reservedelskatalog, og sammen med kortet var der lidt penge til at købe noget for, en bog måske eller… tja… jeg ved det ikke.

Tak til alle jer som tænkte på mig i går, og som kom forbi for at sige farvel, og tak for tiden vi arbejdede sammen, det var lidt underligt her til morgen ikke at skulle op og af sted, og jo… jeg vågnede som jeg har været vant til – lidt forvirret over, hvorfor uret ikke havde ringet.

Dagen i dag skal jeg ud og gå en lille tur, så skal jeg lige på kommunen og sygemeldes ellers så skal jeg have fundet ud af, hvad jeg skal få alle timerne til at gå med i den kommende tid.

sidste dag

I morgen onsdag er det sidste arbejdsdag for mig, den dag som jeg har frygtet siden min fyring i juni er lige foran mig. I morgen når jeg forlader tegnestuen er det sidste gang jeg kommer der. Lidt trist, men nu er det tid til at se fremad, for et ordsprog siger: når en dør lukker et sted, er der en anden dør der åbner sig.

For mig er det et par måneders sygemelding der står foran mig, jeg skal nemlig i morgen til MR-scanning fra morgenstunden her i Aabenraa og i næste uge skal jeg til Vejle igen til elektroneurografi-undersøgelse, så håber jeg at der snart kommer en klarhed over, hvorfor jeg har de smerter jeg har.

I går blev der indsendt en anke på min afslåede arbejdsskadesag, så håber jeg at der kommer lidt positivt ud af det.

Nå… jeg må hellere komme ind og sove lidt, så jeg kan være klar til at være på sygehuset i morgen tidlig til undersøgelse kl. 6.40.

Fyret og hvad så…

I øjeblikket er jeg nok ikke den eneste der har de tanker i hovedet, jeg tror der er rigtigt mange, desværre…

Jeg blev selv fyret den 24. juni 2009 fra mit job, som jeg rent faktisk var glad for, tja… hvem er ikke det.

I starten gik jeg rundt i min egen lille verden, tankerne stod ikke lige frem i kø for at komme ud, og de daglige ting var et helvede at få gjort… og faktisk stadig er…

Den ene dag er man glad og den næste dag er bare det at stå op og tage hen på den arbejdsplads man er fyret fra meget svært. Jeg havde en periode i sidste uge, hvor mange ting gjorde at humøret bare faldt til langt under minus grader, lysten til at tage ind på kontoret var ikke til stede, men jeg kom dog af sted hver dag selv det var svært. Jeg begyndte at få stresssymptomer, bankende hjerte, problemer med at sove, problemer med at koncentrere mig, og det endte med at jeg ved frisøren fik lukket op for posen for tanker og tårerne kom væltende – dog ikke skybrudsagtigt, men tæt på.

Det var her jeg fandt ud af, hvis jeg skulle komme videre i livet og videre i jobsøgningskøen – oh… mand… det er godt nok svært bare at komme til samtale eller bare få sin ansøgning gjort så attraktiv at man bliver vurderet…… – jo, så blev jeg nødt til at finde en person som jeg kunne tale med, nu er min vennekreds ikke særlig stor, nærmest ikke eksisterende. Og familie, tja… den er heller ikke noget at skrive om. Jeg søgte på nettet, og der kom svaret – for mig – selvhjælpscenter… nej det er ikke kun for folk med dødsfald i familien eller psykiske problemer. Nej, det er også for folk, som har fået sparket i denne forbandede finanskrise. Dem tog jeg kontakt til, fik en tid til en forsamtale, og det blev til en samtale med en frivillig, der kommer for at høre på dig og din historie, det er ikke en psykolog, men en person med en rygsæk fuld af erfaring, som man kommer og taler med 1, 2 eller måske flere gange. Skal af sted igen i næste uge, og det er faktisk rart at komme der og få en snak over en kop kaffe.

Snakken har fået mig til at se fyringen som noget positivt?! Jo, du læste rigtigt, for nu kan jeg få prøvet noget nyt af, en ny branche – for helt ærlig, det kan da ikke være sundt at sidde på sin flade bagdel i 8-10 timer ved computeren… – nej, det har fået mig til at søge ind som rejseleder, og lad det blive som en hemmelighed mellem dig og mig (og alle de andre mange der er på nettet hver dag), så er det lykkedes for mig at få kontakt til et rejseselskab, som jeg skal mødes med på fredag den 28. august… måske er det noget for mig, måske ikke, men jeg vil ikke sidde om 40-50 år som en sur gammel kvinde på et plejehjem somewhere og være vrissen over at jeg aldrig fik prøvet andet end at arbejde som tekniker. Faktisk har jeg en drøm mere, som jeg vil forsøge om det kan lade sig gøre… måske at skrive en bog, sådan en bog om lidt af alt muligt rejser måske, sådan en bog som ikke kan findes på boghandlerens hylder i dag, tro mig… de bøger jeg altid leder efter er stadig ikke skrevet, måske…

Bare sådan lidt filosofering på en lun (læs: lummer) torsdag aften i august måned, hvor koma-kassen blev slukket for at give plads til en gå tur, som ikke blev så lang som ønsket, et hjemmeligt pressemøde skulle klares nu ikke mere lummersnak her… for til dig derude, som også fornyligt har fået en fyreseddel, så husk: Når en dør smækker et sted, så er der en ny dør der åbnes et andet sted. Selvom det er svært, så find den indre styrke igen og ps. held og lykke med jobsøgningen der skal nok komme et job igen – håber jeg, både for mig, men også for dig.

Helt skidt er det ikke…

Blev positivt overrasket i dag, da jeg havde været de første 3 jobsites i gennem i morges på jagt efter et nyt job. Op på skærmen sprang et firmanavn som ligger i Sønderborg og er min nuværende arbejdsgivers næsten nabo… og naturligvis har jeg sendt dem min ansøgning…

Så kurven er måske på vej op igen i det sønderjyske og på Als, selvom det har set sort ud jobmæssigt, når de store firmaer fyrer folk som vi andre skifter sokker…

Starten på noget nyt

I disse dage er der ikke et eneste øjeblik, hvor jeg ikke tænker på, hvad skal der ske fremover. Skal man starte som freelancer eller ej… skal jeg flytte… hele tiden tanker. Gode tanker, hvor den indre stemme siger at det nok skal gå og at der er et arbejde til mig, og kort efter bliver denne stemme overdøvet af den onde, der nærmest råber… NEJ, NEJ, du er dum, du duer ikke til noget, det heler går bare ned af bakke for dig osv.

Naturligvis er håbet jo, at den gode stemme vinder over den onde, men helt ærlig… det er svært meget svært. I sær når man så se på nettet over ledige stillinger indenfor mit fag, 6 eller 7 jobs i hele DK, og det nærmeste er Billund, ellers 1 på Fyn og resten i Århus.

Men i dag, da jeg bare har haft en af de dage, hvor den onde stemme har genlydt i mit lille stakkels hoved, så tog jeg tyren ved hornene, og sagde NEJ, nu skal jeg overdøve den stemme, og ikke høre efter, hvad alle andre siger er godt for mig, det er mit liv og det er mig der skal leve med det resten af den tid jeg er her på jorden, derfor så skrev jeg 2 ansøgninger da jeg kom hjem, til 2 af de jobs jeg havde set på nettet, den ene i Billund og den anden på Fyn, og får jeg en af jobbene, så må jeg tage min boligsituation op derefter. For nu har jeg fået nederlag nok for en tid, for boligforeningen var kolde overfor min situation, og var ikke villige til at hjælpe mig til at få en billigere bolig, nej jeg kunne skrive mig på ventelisten og så går det jo nok!!! Ha…

Og da jeg så kom hjem efter en opslidende dag, så lå der 2 breve fra Arbejdsskadestyrelsen, det ene med information omkring at de havde fået min (læges) anmeldelse og det andet brev, var et skema, som jeg skulle udfylde med arbejdstype, hvordan smerterne i armen er kommet osv. men papirerne er udfyldte og sendt afsted til rette modtager, men der kan gå op til et år før der er kommet en afgørelse, så indtil da… ja… så vil jeg arbejde videre og tage smerterne når de kommer, og håbe på at et nyt job venter forude… så kære arbejdsgivere – ps… jeg har fødselsdag om 14 dage, kan jeg ikke få et job i fødselsdagsgave?