Man kan ikke nævne Aabenraa uden at nævne den årlige ringriderfest.

2009 er ingen undtagelse, for igen vil der den første weekend i juli være heste, musik, optog og meget mere i Aabenraas gader og stræder og ikke mindst på Ringriderpladsen… jo, jo… sådan en har vi skam her i byen. Den bliver ikke kun brugt til den årlige ringriderfest, men også når cirkus kommer til byen, til hundetræningen samt meget mere. Find hele programmet til året fest her www.ringrider.dk

Her kommer lidt ringriderhistorie:
Ringridning er en ældgammel tradition, der har sin baggrund i riddertidens turneringer og såkaldte “karusselløb”. I Korstogstiden indgik der nye ting, som man havde fundet hos araberne, og arrangementet fIk derved sin endelige form. Danske konger har helt op til kong Christian IXs dage dyrket karrusselløb.

De første bevarede erindringer om ringridning i Aabenraa skriver sig tilbage til modtagelsen af dronning Caroline Mathilde i Aabenraa 1766, hvor det “blå ridende korps” blev oprettet. Korpset havde også ringridning på programmet og fra det er der bevaret en flot rytterfane og en uniform.

Fra 1836 er bevaret en forgyldt brystplade af sølv med kong Frederik IV’s forgyldte navnetræk. Den blev i mange år benyttet af formanden. Senere oprettede man Aabenraa Ringriderforening, hvorfra man bl.a. har bevaret faner.

De store Amtsringriderfester opstod først i 1890-erne og Aabenraa Amts Ringriderforening, der blev oprettet 1896 har – med afbrydelser af krige og Mund- og Klovsyge, afholdt store fester hvert år siden da. Fra en spæd begyndelse har festen udvikle sig til Sønderjyllands største rytterfest med deltagelse af op til 500 ryttere.

For år tilbage blev der tilknyttet et internationalt Tattoo i slotsparken ved Brundlund Slot til festen, og det er for tiden Danmarks eneste af slagsen med deltagelse af musikkorps fra fem nationer.

Foruden at være en rytterfest og med musikalske show, har festen udviklet sig til at blive een af landsdelens største folkefester – ja, bestemt Aabenraas største – hvor man møder Jyllands største tivoliforretninger med musik og bal i store krotelte, hvor ungdommen mødes til dans og underholdning med tidens mest kendte musikbands og kunstnere. Glemmes må ikke den gamle tradition om mandagens store ringriderfrokost, med stort deltagertal, der hvert år er et tilløbsstykke og som slutter med dans “i det grønne” – en “gemen mandag”, som folk i andre byer misundeligt siger.

Hvad er ringridning?
For en nyankommen bysborger eller tilrejsende bringes her en kort oversigt.

Sport og leg fra hesteryg er kendt siden hesten “gik i menneskets tjeneste”. Det ser ud til, at hesten i den første tid kun blev brugt som træk- og lastdyr, men omkring jernalderen udviklede ridekunsten sig, og der kom specielt “gang i den”, da de vilde horder fra Asien invaderede Europa. Disse ryttere lærte os bl.a. at spille Polo og under korstogene fandt man nye tiltag, der bl.a. indgik i de såkaldte “Karrusselløb”.

Hesten var jo i hedensk tid et helligt dyr som man tilbad, så først efter Kristendommens indførelse tog man hesten med i datidens leg og optog. “Sommer-i-by” traditionen med dans om majstangen udviklede sig med ringridning, kransen og lansen betragtedes som frugtbarhedssymboler, der markerede sommerens begyndelse. Man red til rings – eller pigerne kastede flettede kranse, der blev fanget af lansen, man kårede en Majkonge og man “majede sig ud” i dragter og flotte kostumer. Under arrangementet valgtes en “Majkonge” eller en “Pinsekæreste”.

Efterhånden fik det mere faste former med karruselridt og ringridning, og hver landsby med respekt for sig selv, arrangerede optog og ringridning med folkefest.

Her i Sønderjylland afvikles hver sommer stadig over 50 sogneringriderfester og – efter 1890 – store Amtsringriderfester med op til 500 ryttere som her i Aabenraa, Danmarks største – dem i Sønderborg, siger at deres er det største… Det er den samme diskussion hvert år, men det hører med til traditionen, at der skal være en strid om, hvem der er størst. Dog vil jeg sige at Aabenraa er bedst – man er vel lokalpatriot…

Der rides her i 2 dage om i alt 50 ringe med 30 ringe om lørdagen og 20 ringe om søndagen. Derefter – for dem der står lige med ringantal – foregår omridningeme, hvor årets konge og kronprins og prins kåres.

Her i Aabenraa rides den sidste ring med en størrelse på kun 10 millimeter! Der er fastsatte regler og ringen skal tages i galop, ligesom rytteren skal være iført hvide benklæder, mørk jakke og blå-hvid ringriderkasket og brandert!

Tattoo:
Det sønderjyske Tattoo blev gennemført første gang i 1974 og har siden været det eneste årlige tilbagevendende tattoo i Danmark.

Det sønderjyske Tattoo er et militært tattoo gennemført i civil ramme. Dronningens Artilleriregiment og Hjemmeværnet er militære rådgivere og støtte.

Hvert år er der besøg af orkestre, musik- og tambourkorps fra flere lande.

Tattooet finder sted i parken ved byens slot, Brundlund Slot, henholdsvis fredag den 3. juli og lørdag den 4. juli.

Hvert musikkorps har egen opvisning af ca. 10 minutters varighed, og samtlige medvirkende deltager i den store stemningsfyldte finale.

Ringriderfesten 2009:
Ringriderfesten afholdes som altid den første weekend i juli i år fra: torsdag den 2. juli til mandag den 6. juli. 2009 festen er netop slut.

I 111 år er festen blevet afviklet med ridning søndag og tirsdag.

For anden gang i år vil festdagene være fra torsdag til mandag. Dette nye tiltag bevirker at ringridningen for rytterne vil foregå lørdag og søndag.

Kilde: www.ringrider.dk

0 Kommentarer til “Ringriderfest”



  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s





Follow

Get every new post delivered to your Inbox.