Da Anden Verdenskrig sluttede opdelte sejrherrerne resterne af Tyskland i fire besættelseszoner, som blev administreret af hver af magterne USA, England, Frankrig og Sovjet. På samme måde blev hovedstaden Berlin, der ellers befandt sig langt inde i sovjetbesættelseszonen, inddelt i fire områder, der blev forvaltet af de samme fire nationer.
Anden Verdenskrig blev imidlertid afløst af den kolde krig med vestmagterne – bl.a. USA, England og 
Frankrig – på den ene side og østmagterne – bl.a. Sovjet – på den anden. Dette resulterede i at et jerntæppe kom til at gennemskære Europa og i særdeleshed Tyskland. Dermed kom Vestberlin til at ligge som en ø i et ellers sovjetkontrolleret territorium.
DDR lå mod nordøst og BRD mod vest og syd. Problemet omkring samarbejdet mellem de forskellige besættelseszoner opstod allerede kort tid efter 2. verdenskrigs afslutning.
Denne vestenklave i den socialistiske verden generede naturligvis magthaverne i østblokstaterne.
Flere gange forsøgte de at tvinge vestmagterne ud af Berlin. Men hver gang stod de belejrede fast og blev.
Et problem for østtyskerne var det desuden, at grænsen i Berlin – til forskel fra det øvrige Tyskland – var åben. Folk kunne bevæge sig mellem Øst- og Vestberlin, som de havde lyst til.
Dette resulterede i at mange østtyskere via Berlin flygtede til vest. I perioden fra 1949 til 1958 undveg således 2,2 millioner østtyskere til vesttyskland. Og i de efterfølgende år steg dette tal. Alene i juli 1961 flygtede 30.000 mennesker fra Øst- til Vesttyskland.
Berlin må ha väret en meget meget märkelig by at bo i dengang da den blev delt op. Vest-Berlin voksede jo op af asken så at sige, mens dybe huller fandtes i DDR delen af Berlin.
De stakkels mennesker der levede i Berlin har ikke haft det sjovt. I dag er byen jo en flot by, med sine flotte boulevarder og så videre.
Man forstår godt, der var mange der forsögte sig med at flygte over gränsen til friheden.