Stemplet

Det er svært at være syg med en skjult sygdom, bare det havde været en brækket arm eller ben, så kunne jeg måske få den ro jeg har brug for lige nu til at finde energien til at få det bedre, og i går fik jeg så sparket længere ned i kulkælderen, da jeg fik referatet fra et møde med A-kassen i torsdags, ikke nok med at jeg venter på at skulle på sygehuset igen den 27. november, så har jeg fået stemplet “Psykisk Ustabil”.

Det ville dem på A-kassen sgu også være, hvis de som jeg har smerter døgnets 24 timer og bare skal have tiden til at gå til den 27. november, hvor jeg endeligt får besked på, hvad der er galt. Der er mange tanker hver dag, og uafklaring på mange ting, så er det ikke hver dag man har energi til lave noget, men hvordan kan en mand, som ikke er psykolog give sådan et stempel. Og kommunen har nu også fået dette stykke papir.

En ting er kun sikkert, A-kassen er ikke på min side længere, så det er mig der skal kæmpe mod både kommunen, men nu også A-kassen, godt jeg har en jeg kan tale med og tage med som bisidder til næste møde med kommunen, hvor de gerne vil sætte mig i gang med nogle aktiviteter mens jeg er sygemeldt, men helt ærligt…

HVORNÅR KAN MAN FÅ LOV TIL AT FÅ RO TIL AT BLIVE RASK???

Ihvertfald ikke her i DK, så skal man også aktiveres under sygdom, somom man ikke havde nok i at tage til undersøgelser og behandlinger. Nu sætter jeg min tillid til Vejle Sygehus at de kan give mig lidt opbakning til at der skal give ro.

Jeg beder jo ikke om mere end et par måneders ro til at blive klar til arbejdsmarkedet, hvor jeg iøvrigt ved, hvad jeg vil, hvilket de fleste også sætter spørgsmålstegn ved.

Jeg kom lige til at tænke på en reklame som har kørt i en periode, hvor nogle kendte kvinder gør opmærksomme på at hvis man får en hjerte-karsygdom skal man håbe på at man var mand, da kvinder ikke får samme behandling. Nu kan jeg jo sige, hvis man bliver syg (lige gyldig diagnose), så håb ikke at det er i DK, især ikke med de regler vi sygemeldte bliver udsat for.

Berlin

Sad lige og forsøgte at følge lidt op på de sidste par dages begivenheder ude i verden, og stødte på nogle billedserie omkring Berlinmurens fald, 20-årsdagen, billeder der siger en hel del, se mere her:

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-26327012/page-1.html

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-26251590/page-1.html

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-26324659/page-1.html

En ny dag truer…

Igen en nat med alt for lidt søvn og lidt for mange smerter, har været vågen siden firetiden her til morgen, så nu sidder jeg her ved min pc’er – hvilket jeg ikke burde gøre, men hvad skal man ellers lave på dette forbandede tidspunkt udover at høre lidt musik på mp3′eren. Hvornår kan man få ro nok til at sove en hel nat uden smerter uden at dope sig med smertestillende? Snart vil jeg håbe, for den 27. november går turen atter til Vejle, hvor jeg skal op og have svar på det tests og undersøgelser der er blevet lavet indenfor den sidste månedstid. Og forhåbentligt er der en behandlingsplan til mig uden alt for lang ventetid i vores kære sundhedssystem, for jeg vil enormt gerne snart videre ud i verden og se noget andet end det der er i fjernsynet, se andre farver end de hvide farver på stuens fire vægge og ikke mindst møde andre mennesker.

I dag skal jeg til informationsmøde på jobcentret, hvor jeg skal have at vide, hvad jeg må og hvad jeg har af rettigheder som sygemeldt, og i morgen skal jeg til sygefraværssamtale på min fagforening. Måske er det derfor jeg bare ikke kan sovce, hvem ved… men jeg ved bare, at jeg er træt af, at jeg ikke kan sove.

Og når man går hjemme og ikke ser mange mennesker og slet ikke taler med mange, så ville det være rart at der kom en besked på telefonen eller en sød mail fra dem man kender… nej, det er nok for meget at håbe på, de har jo også travlt med deres liv, men det er jo bare en ønsketænkning. Jeg ville da også ønske at der var nogle venner som uden en invitation bare kiggede forbi til en kop kaffe og en snak… men niks… nok mest fordi der er ingen nære venner i mit liv. Jeg har haft for travlt til venner og opsøgning af nye, men når man går hjemme og mangler nogen at tale med, så er savnet der… men hvor finder man venner, når man har svært ved at lukke nogen ind i sit liv og ikke mindst stole på dem, tja… jeg ved det ikke.

God onsdag

9. november 1989

Nej, jeg har ikke problemer med hvilket år jeg befinder mig i, men i dag er det præcis 20 år siden Berlinmuren faldt. I disse dage er der mange tv-udsendelser omkring dagene før og efter murens fald. Og hvis jeg skal sige min ærlige mening, ja… så havde jeg ikke siddet her ved min pc’er i dag, men derimod stået i hjertet af den by som jeg holder meget af og deltaget i de mange arrangementer der er i forbindelse med jubilæet. Men desværre så er jeg nødt til at sidde herhjemme og se det hele i tv, der er mange faktorer der spiller ind, hvorfor jeg ikke står i Berlin i disse dage som jeg ikke lige vil ind på her.

Jeg var heldig at komme til Berlin for første gang i april 1991, og har siden været der yderligere 4 gange, og jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig havde troet at den grå by jeg så første gang i 1991 nogen sinde ville rejse sig, men det har den og ændrer sig fra gang til gang. Jeg håber, at jeg snart kan komme der ned igen.

Sidste fredag i oktober

Så er vi nået til den sidste fredag i oktober 2009. Jeg har nu gået hjemme i 9 dage, forsøger at lave lidt hver dag, gå lange ture, skrive lidt, læse lidt. Men det er også blevet til endnu en tur til Vejle, det var i onsdags, det skulle være de sidste undersøgelser, hvilket betyder at jeg venter på et brev med en dato på, hvornår jeg skal der op og have min diagnose og forhåbentligt en behandlingsplan.

I onsdags var jeg oppe og fik lavet en ENG-undersøgelse (elektroneurografi), hvor der flere steder blev sat nogle elektroder på mine arme og der blev sendt strøm ind i nervebanerne, det var lidt ubehageligt, og der var et område omkring venstre albue, hvor de havde lidt svært ved at måle noget. Så jeg skal bare have lidt tålmodighed og håbe på, at der snart dumper et brev fra sygehuset ind af min brevsprække. For helt ærligt, så er jeg ikke skabt til at gå rundt herhjemme, jeg savner kolleger man kan snakke med og mødes med over madpakken, men forhåbentligt så er jeg snart klar igen, så har I bare at passe på vejene ude i Europa…

Smertemæssigt har det været et par slemme dage, jeg har været vågen et par gange i nat med sovende fingre, så da de forsvandt så lykkedes det mig heldigvis at falde i søvn igen, og vågnede ved nitiden i morges, blev lidt klar til at hente et par småting hos købmanden og var lige en tur ude på kommuen med nogle papirer som de ville have – 3. gang i denne uge, jeg er lidt træt af alle de papirer, så jeg håber og beder til at brevet fra sygehuset snart dukker op ellers må jeg jo bare ringe til min kontaktsygeplejerske i Vejle.

Ønsker en dejlig weekend til jer derude – håber at vejret bliver til at man kan komme lidt ud fra hjemmets fire vægge.

 

Jeg er vred

… og ked af det. Jeg stoppede jo som tidligere nævnt med mit arbejde i onsdags, og skulle efter aftale med min A-kasse sygemeldes fra torsdag pga. mine arme. Det skulle jeg gøre ved at møde op på kommunen. Det gjorde jeg så torsdag kl. 10, da de åbnede, og da det langt om længe blev min tur, så forklarede jeg det, som A-kassen havde sagt – nemlig at når jeg gik fra lønmodtager til sygedagpenge, så skulle kommunen betale. Nemt og lige til… troede jeg, for jeg havde jo spurgt om råd hos A-kassen, og regnede jo med at de vidste, hvad loven sagde.

Men svaret på kommunen var din A-kasse skal betale. Øh… hvad?! Det var jo ikke det som jeg havde fået at vide. Nå kommunen ringer til A-kassen og lover at ringe tilbage til mig med et svar senere samme dag. Der går en time der går 3 timer – ingen ringer, så jeg ringer til min A-kasse, jo de havde talt med kommunen, men kommunen kendte ikke noget til loven omkring når man kommer direkte fra et job til sygedagpenge, det skulle de først undersøge.

Hvor langt tid kan det tage? Åbenbart længe, for jeg har stadig ingenting hørt, og her står jeg og har kun råd til at blive boende 1 måned mere i min lejlighed. Hvad sker der så… jo… jeg må nok nøjes med at bo i bilen, hvis jeg har råd til at beholde den. For fanden se nu bare at blive enige om, hvem der skal betale et par måneders sygedagpenge til jeg har fået en afklaring på mine smerter, og husk at give mig besked, det er sgu’ da mig som er kommet i klemme i systemet.

Så den energi der skulle bruges på at blive rask, den går med at slås mod systemet. Jeg er bare så træt af det hele, hvad bliver det næste… at jeg får besked om at det er min skyld, at jeg har alle de smerter som jeg har.

Måske skal man true dem med at gå til aviserne og tv, så kan det måske være at der sker noget. Men på den anden side… jeg har ikke kræfterne til det…

et punktum er sat

puha… langt om længe, tænkte jeg da jeg her til morgen tjekkede netbanken og så at den sidste kreds endelig har betalt deres regning fra kurset i august, så nu har jeg endelig kunne sætte det sidste punktum i regnskabet og de sidste penge er overført til landsdelen.

Jeg spekulerer bare overfor der altid er nogen som bare ikke kan finde ud af at betale tiden og heller ikke reagerer på den ene rykker efter den anden. Men nu har de altså betalt, det hjalp vidst at jeg blev lidt mere skrap.

Nu kan jeg slappe lidt af… ihvertfald en halv dags tid, så venter forberedelserne til næste kursus i januar, indbydelsen er på tegnebrættet, men først er der andre ting der er vigtigere, som også tager en masse energi

Farvel…

… det var det ord jeg sagde mange gange i går, da jeg havde min sidste arbejdsdag. Det varer nok nogen tid før jeg kommer ud blandt andre kolleger igen, skal lige have mine arme i orden igen.

Det var svært at sige farvel, men jeg fik lidt gaver fra mine kolleger, som et minde om dem.
Denne fik jeg af 2 søde kolleger i regnskabsafdelingen, den står nu på altanen og lyser op.

 

 

 

Denne blomst fik jeg af frokostklubben, den står nu på spisebordet i stuen. Jeg kommer til at savne at spise sammen med jer… (I ved, hvem jeg mener).

 

 

Denne lille kurv fik jeg af kollegerne i den faglige klub, dog drikker jeg ikke te… men det er tanken der tæller, dog er der andre ting i kurven jeg kan bruge.

 

 

Til sidst var der en lille hilsen fra kollegerne på tegnestuen, der var blevet inspireret lidt af mit tidligere arbejdsområde – reservedelskatalogerne – og havde lavet et kort udformet som et reservedelskatalog, og sammen med kortet var der lidt penge til at købe noget for, en bog måske eller… tja… jeg ved det ikke.

Tak til alle jer som tænkte på mig i går, og som kom forbi for at sige farvel, og tak for tiden vi arbejdede sammen, det var lidt underligt her til morgen ikke at skulle op og af sted, og jo… jeg vågnede som jeg har været vant til – lidt forvirret over, hvorfor uret ikke havde ringet.

Dagen i dag skal jeg ud og gå en lille tur, så skal jeg lige på kommunen og sygemeldes ellers så skal jeg have fundet ud af, hvad jeg skal få alle timerne til at gå med i den kommende tid.

sidste dag

I morgen onsdag er det sidste arbejdsdag for mig, den dag som jeg har frygtet siden min fyring i juni er lige foran mig. I morgen når jeg forlader tegnestuen er det sidste gang jeg kommer der. Lidt trist, men nu er det tid til at se fremad, for et ordsprog siger: når en dør lukker et sted, er der en anden dør der åbner sig.

For mig er det et par måneders sygemelding der står foran mig, jeg skal nemlig i morgen til MR-scanning fra morgenstunden her i Aabenraa og i næste uge skal jeg til Vejle igen til elektroneurografi-undersøgelse, så håber jeg at der snart kommer en klarhed over, hvorfor jeg har de smerter jeg har.

I går blev der indsendt en anke på min afslåede arbejdsskadesag, så håber jeg at der kommer lidt positivt ud af det.

Nå… jeg må hellere komme ind og sove lidt, så jeg kan være klar til at være på sygehuset i morgen tidlig til undersøgelse kl. 6.40.

På den igen…

Nå… må hellere lige få skrevet lidt opdatering på de sidste par ugers smertehelvede og det der følger med.

Men altså, Vejle Sygehus fik endelig de rigtige papirer og jeg blev indkaldt til neurologiske undersøgelser, det var jeg til i torsdags den 8. oktober. Det var rart at kunne holde en fridag fra arbejdet som snart er en overstået epoke i mit liv – i hvert fald i denne omgang…

Nu tilbage til undersøgelserne i Vejle. Vel ankommet til sygehuset efter at have ledt forgæves efter en af sygehusets parkeringspladser, så jeg måtte betale for en plads nede i Vejle by, 6 kroner i timen som vidst er meget billigt eller???

Nå, blev mødt af en udenlandsk læge som efter kun 3½ måned i DK talte et fint forståeligt sprog. Efter at blive overrasket over at han havde læst min journal fra tidligere undersøgelser i Haderslev mv. så startede ellers den ene undersøgelse efter den anden og blev afsluttet med at der blev lavet en EKG og 11 blodprøver. Skal desuden have lavet en MR-scanning og en undersøgelse, hvor der skal måles med hjælp fra elektroder nervebaner osv. Kan mærke at de ikke giver op før der er fundet en diagnose, og da jeg gik der fra fik jeg nummeret på en kontakt-sygeplejerske.

Var træt bagefter og i går fredag var jeg ikke helt på toppen, men nu efter en god gå tur på 4 km, så er der kommet lidt energi til at klare en rolig weekend uden for mange planer, ja, faktisk er der ingen planer. Dejligt…